"Danskerne dyrker placebo-religioner"

"Vi danskere meget religiøse. Vi er i hvert fald gode til at finde ting, vi kan sætte i stedet for kristendommens Gud," mener generalsekretær for Kristeligt Forbund for Studerende Robert Bladt

Når kristne studerende i Danmark samles til bøn på deres studiested, bliver de af og til mødt med skepsis og undren fra deres medstuderende, lærere og rektor. Nogle steder får de endda at vide, at de ikke kan få et lokale stillet til rådighed, eller at de ikke må reklamere for deres samlinger.

Jeg undrer mig en del over den reaktion. Vi danskere er jo vældigt religiøse, når det kommer til stykket. Ganske vist er det ikke primært den klassisk, kristne religiøsitet, der præger billedet, men mange andre former for gudsdyrkelse står til gengæld stærkt.

Forbrugsreligionens templer
Dyrkelsen af det materielle og forbruget for eksempel. Det er en meget udbredt form for religiøsitet, hvis hellige skrifter studeres intenst, når hele familien samles for at nærlæse den ugentlige dosis tilbudsaviser.

De store varehuse er forbrugsreligionens templer, som selvfølgelig skal være åbne på søn- og helligdage, hvor der gøres noget ekstra ud af forbrugsreligionens dyrkelse af det materielle med særlige slagtilbud og gratis slikposer til børnene.

Forbrugsreligionen nøjes ikke med overfladisk at give os et indkøbskick. Den forsøger også at give svar på nogle af tilværelsens store spørgsmål. Den giver os en forventning om, at nyt forbrug kan gøre os lykkelige, redde vores ægteskaber, gøre os til gode forældre og give os image og anseelse. Give vores liv mening og værdi.

Kendisreligion og menneskeofringer
Eller hvad med dyrkelsen af hverdagens kendishelte? De bliver betalt for at tilfredsstille vores længsel efter at drømme os bort fra dagliglivets trummerum og ind i uvirkelighedens fiktionsverden. Dér hvor livet er et ta'-selv-bord af muligheder, der lader én svømme i kærlighed, penge og fester.

Samtidig er kendisreligionen en af de få religioner, hvor man stadig praktiserer menneskeofringer. Når det afsløres, at der har været en plastickirurg ind over læberne, rynkerne og brysterne, når kendiskærligheden knirker, når de feterede skejer ud eller bare mister vores interesse, så bliver de foragtet eller kasseret. De ofres på kendisreligionens alter.

Fodboldreligionen
Den religion, som imidlertid råder over nutidens smukkeste templer, er fodboldreligionen. De mægtige stadions er rejst i byer verden over for at skabe en ramme om dyrkelsen af fodboldfællesskabet. Spillerne kalder vi med det græske ord for afgud: idol.

Vi giver med glæde 3-4 gange så meget for tøj med fodboldheltenes navne på. Enhver knægt med respekt for sig selv har billeder af sine idoler hængende på værelset.

Disse idoler er samlet i store panteons kaldet klubber, som iscenesætter tilbedelsen af idolerne. Det hænder, at et idol skifter fra et panteon til et andet. Dette foregår naturligvis under stor mediebevågenhed og nogle gange til beløb, der svarer til et årligt socialbudget i en mindre dansk provinskommune.

Det helt særlige ved fodboldreligionen er dens evne til at knytte folk sammen i fællesskaber. Disse fællesskaber er så identitetsskabende, at de ofte overtrumfer nationalitet, kultur og (anden) religion.

Vi danskere er meget religiøse
Reformatoren Martin Luther har sagt:Min Gud er det, hvoraf jeg forventer mig alt godt og tage min tilflugt til i al nød.

Ud fra den definition er vi danskere meget religiøse. Vi er i hvert fald gode til at finde ting, vi kan sætte i stedet for kristendommens Gud.

Der er dog en stor forskel mellem guderne i forbrugsreligionen, kendisreligionen og fodboldreligionen og så kristendommens Gud. I alle placeboreligionerne lever guderne i kraft af os. Kristendommens påstand er, at vi lever i kraft af den eneste sande, levende Gud.

Et rundt svineskind fyldt med luft
Måske er det grunden til, at de nævnte religioners guder opleves så lunefulde. Forbrugsreligionen lover lykke gennem forbrug. Vi oplever dog ikke at blive mere lykkelige, men at vi får behov for at eje endnu mere.

Kendisreligionen lover os perfektion, men får os i stedet til at svælge i fejltrin og ufuldkommenhed. Fodboldreligionen lover os identitet og fællesskab, men det er dybest set bygget op omkring et rundt svineskind fyldt med luft.

Med andre ord: uden substans. Hvis jeg forventer mig alt godt af guderne i disse religioner og tager min tilflugt til dem i al nød, står jeg ikke blot i fare for at blive skuffet, men også direkte bedraget.

Et lokale til bøn på studiet?
Mon ikke der er grund til at se med lidt mildere øjne på kristne studerendes anmodning om at låne et lokale til bøn på deres studiested?

Robert Bladt er generalsekretær i KFS (Kristeligt Forbund for Studerende)