Kommentaren

Døde bliver genbrugt som fjernvarme

Forslaget tyder på, at det rationelle samfund er ved at tage magten. Vi skal fødes ind i et samfund, hvor vor døde krop skal kunne genbruges. Ikke bare til varme for beboerne i Ringsted. Men også til at give liv videre til mennesker, der kan have brug for vore organer, skriver sognepræst Poul Joachim Stender. Foto: Leif Tuxen.

Herhjemme har vi valgt at tie og lade de pårørende være totalt uvidende om, hvad der sker med deres døde, når først de har lagt den sidste rose på kistens låg, og rustvognen er drejet om hjørnet, skriver sognepræst Poul Joachim Stender

Minderne om de døde varmer. Men det gør deres kroppe også. Ringsted krematorium, der kan brænde 22 lig om dagen, sender overskuddet af varmen fra de døde ud til fjernvarmebrugerne i Ringsted.

Det er en mærkelig tanke, at de døde, der ellers er så kolde, kan give en så god varme. Gad vide om folk i Ringsted engang imellem siger: ”Jamen, så dejligt varmt der er i stuerne i dag. Der må være mange dødsfald i øjeblikket”.

Men i det miljøvenlige samfund, hvor Co2 udslip er mere vigtig end de pårørendes udslip af tårer, har man valgt at se rationelt på døden. Bare fordi man er død, behøver man ikke at være unyttig.

Læs også: Hver syvende dansker skal blive til aske i nyt storkrematorium

Hvordan er det gået det store krematorium i Ringsted, der kan brænde 8000 døde om året? Ser vi bort fra, at prisen på kremering og opbevaring af en kiste er steget uanstændigt, er den offentlige debat gået op i røg. Diskussionen er kremeret.

Man er holdt op med at tale om de store rustvogne, der med fire kister af gangen, fragter de døde til krematoriet. Denne tavshed kan meget belejligt bane vej for vogne med otte kister og måske senere med 12 kister, som man har i Tyskland. Tavshed er ok. Bare det gavner miljøet.

Når de pårørende vinker til rustvognen, der med en snegls hastighed glider bort, regner man med, at ens kære køres til omgående kremering. Men devisen ”ude af øje ude af sind” er gældende. For vognen kører ikke til det nærmeste krematorium. Den kører den døde til deponering indtil en massetransport af døde, der sparer på Co2 udslippet, kan fragte et parti døde til brænding.

Ligesom der er masser af ventelister, mens man er i live, kommer man også på en venteliste, efter man er død. Nu skal den døde pænt vente i et fryserum, indtil der er samlet fire kister. Det kan der gå et par dage med. Ind imellem, i de døde perioder, en uge eller mere.

Læs også: Kan jeg blive begravet uden at være medlem af folkekirken?

Ligesom der er to måder at forholde sig til døden på, tale eller tavshed, er der også to måder at forholde sig til superkrematorierne på. Enten kan man snakke om dem, eller også kan man tie om dem. Herhjemme har vi valgt at tie og lade de pårørende være totalt uvidende om, hvad der sker med deres døde, når først de har lagt den sidste rose på kistens låg, og rustvognen er drejet om hjørnet.

Spørgsmålet er, om det moderne, økologiske samfund, der er dybt fokuseret på genbrug og reducering af forurening, er holdt op med at regne med irrationelle følelser?

Sidste skud på stammen er et forslag om, at alle skal fødes med en pligt til at give deres organer videre, hvis de skulle komme i en situation, hvor de efter døden har lunger, nyrer, hornhinder og meget andet, der stadig er brugbare. Dog skulle der, ifølge forslaget, være mulighed for at melde sig ud af ordningen.

Læs også: Nye rustvogne skal fragte fire døde ad gangen

Forslaget tyder på, at det rationelle samfund er ved at tage magten. Vi skal fødes ind i et samfund, hvor vor døde krop skal kunne genbruges. Ikke bare til varme for beboerne i Ringsted. Men også til at give liv videre til mennesker, der kan have brug for vore organer.

Tanken er yderst sympatisk. Alligevel bliver man nødt til at have respekt for menneskets irrationelle følelser. Det handler om, man har mistet en man elsker, og at det er svært, næsten umuligt, for tanken at se sin kære i en massetransport og som fjernvarme.

Og på samme måde med ens kæres organer. Den afdøde har måske gennemgået så meget hårdt den sidste tid af livet, at end ikke ens mest snusfornuftige tanke kan udholde, at den dødes krop ikke engang i døden får fred.

Et samfund bør bedømmes på, ikke hvor rationelt det er, men hvor irrationelt det tør være.

Poul Joachim Stender er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk