Kommentaren

Overdådige kirker skal give os lyst til at fråse med kærlighed

Kære Manu Sareen og kompagni! Hvad vil I med mere snusfornuft i vort samfund? Det er fint nok at vi opfordres til at spare på energien og verdens ressourcer. Men al den snak om at spare må ikke smitte af på andre områder i vort liv. Efter Jesu opstandelse fra de døde er smålighedens tid forbi, skriver sognepræst Poul Joachim Stender. Foto: Leif Tuxen.

Kære Manu Sareen og alle andre, der mener, at vi ødsler i folkekirken! Kirkerne er et kærtegn i mursten til Vorherre, mener sognepræst Poul Joachim Stender

Kære Manu Sareen og alle andre, der mener at vi ødsler i folkekirken!

Jeg beder jer om at se på vore smukke, danske kirker. Læg mærke til, at de ikke kryber ydmygt hen af jorden bange for at provokere dem, der vil have et religionsfrit, offentlig rum. Der er tænkt enormt stort. Tårne, der har ambitioner om at nå ind i himlen. Og inden for kirkemurene et overdådigt frås af malerier, træudskæringer, orgelpiber, ornamenter.

Læs også: Menighedsråd har fået nok af Manu Sareens kritik

Vore kirker kunne have været bygget, så de lignede en Nettobutik. Men så sparsommeligt udtrykker kærligheden sig ikke. Kirkerne er et kærtegn i mursten til Vorherre. Et digt i sten. Et stykke musik som nogle pludselig har råbt ”freeze” til.

Vil I gerne have, at vi i folkekirken kopierer benzinstationerne og begynder, rent bygningsmæssigt, at tænke ligeså småt? Mange tror, det er farten, der dræber på de danske motorveje. Nej, det er de grimme bygninger på rastepladserne, der gør bilisterne så deprimerede, at de ikke gider køre ordentligt. Lad os få arkitektur der giver os lyst til at leve!

I Kristeligt Dagblad skriver I, at folkekirken burde bruge penge på de fattige i stedet for dyre messehageler, altertæpper, lysestager og lamper. Har den tanke aldrig strejfet jer, at smukke ting løfter os mennesker op i de højder, hvor vi begynder at blive gavmilde og får lyst til at give af vort overskud til dem, der ikke har lige så gode kår som os? Æstetisk design, kvalitet, kan have samme effekt som en mark fuld af blomster eller en funklende stjernehimmel eller en god middag. Sindet bliver stemt til at tænke ud over sig selv.

Læs også: Manu Sareen: Folkekirken ødsler med pengene

Måske husker I, kære Manu Sareen og alle jer andre, som mener, at vi ødsler i folkekirken, kvinden i Det nye Testamente, der vælter ind til et selskab, hvor Kristus spiser sammen med en flok mænd. Kvinden har en flaske med duftende, dyr olie med sig. Hun bryder krukken og smører Jesus ind i olien, og olien løber i glinsende strømme ned af hans krop. De bornerte mænd gisper af forargelse over dette frås og gør opmærksom på, at de penge, som olien har kostet, kunne have været brugt på de fattige. Men Jesus tager imod hendes kærlighed. Han er nemlig selv fantastisk ødsel med sin kærlighed.

Havde vi mennesker været med på skabelsens dag med al vor sparsommelighed, var det gået galt. Vi ville have stoppet Gud Herren og sagt: ”Hvad i alverden skal vi dog med alle de planter? Det må da være nok med nogle anemoner og påskeliljer og tulipaner. Spar dog”! Og da han satte stjernerne på himlen, mælkevejen og månen, ville vi forarget have set på dette fråseri og have indvendt, at man vel ikke behøvede uendelig mange stjerner. Et par hundrede kunne være nok.

Det, der kendetegner kristendommens Gud, er ødselhed. Og vi kan ikke være nærige i folkekirken, når vi fortæller om Gud. Vi må bruge de store, dyre ord i salmer og prædikener og læsninger. Vi må bygge stort og pompøst for at fange en dråbe af Guds storhed. Den tanke tirrer os, at vi blandt andet med denne ødselhed kan få folk til at ødsle med deres kærlighed til både Gud og deres medmennesker.

Læs også: Præst: I kirken skal der ikke måles nytte- og brugsværdi

Kære Manu Sareen og kompagni! Hvad vil I med mere snusfornuft i vort samfund? Det er fint nok at vi opfordres til at spare på energien og verdens ressourcer. Men al den snak om at spare må ikke smitte af på andre områder i vort liv. Efter Jesu opstandelse fra de døde er smålighedens tid forbi.

De overdådige danske kirker, der er smukke indvendigt og udvendigt fordi de vil hylde Gud, skal give os lyst til at fråse tiden væk med vore kære. De skal gøre os ødsle med kærtegn og kys. For kan vi finde ud af ødsle på disse områder, får vi også overskud til at hjælpe de mennesker rundt omkring i verden, der har brug for vor hjælp.
 
Poul Joachim Stender er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.