Kommentaren

5 floskler i konfirmationstalen

"Ved konfirmationen spiller relationen til Gud en vigtig rolle. Det er relationen mellem dig og Gud, som bekræftes i konfirmationen. Muligheden for at stå på egne ben hænger nemlig også tæt sammen med, at du har en god relation til Gud, som har skabt dig, og som du skal stå til regnskab for," skriver Robert Bladt, ­generalsekretær i ­Kristeligt Forbund for Studerende. Foto: Privatfoto

Denne klumme er til dig, der er blevet konfirmeret i år. For du skal ikke lade dig kue af floskler, du måske er blevet udsat for i din onkels berygtede tale, skriver generalsekretær Robert Bladt

Hvis du er blevet konfirmeret i år, har du måske været udsat for den berygtede onkel-tale. Eller du har lyttet til den række af floskler, som traditioner med tiden svøbes ind i.

Derfor har jeg tilegnet denne klumme til dig, som er blevet konfirmeret i år for at give dig hjælp til at gennemskue og give igen på de mange floskler, du måske er blevet udsat for, men ikke skal lade dig kue af.

Floskel #1: ”Du er nu trådt ind i de voksnes rækker”

Det kan lyde meget smigrende, som om der nu bliver gjort plads til dig i et helt særligt fællesskab for de indviede og privilegerede. Men pas på! Der kan være en skjult dagsorden bag udsagnet. Der er voksne, som benytter konfirmationen som en undskyldning for at slippe ansvaret og forsømme deres pligt til at være forbilleder og vejledere. Men du kan afsløre dem. 

Hvis de for eksempel giver udtryk for, at ”du skal have lov at begå de samme fejl, som jeg begik”, så har du grund til at være på vagt. Vejen ind i voksenlivet er ikke som at kaste sig over en række kemiforsøg uden instruktion. Faktisk er det et kendetegn på det at være menneske, at vi kan få erfaring og lære af erfaring. Også de andres. Men der er nogle komplicerede mekanismer på spil her. For hvis voksne omkring dig skal videregive deres erfaringer, må de først indrømme, at de begik nogle fejl. Det kan være svært. Særligt hvis de er usikre på, hvordan deres rolle som voksne ændrer sig, fordi du er på vej til at blive voksen. 

Men lad dem ikke slippe så let. Bed dem om at være autentiske og personlige og ikke slippe medansvaret. Du behøver ikke gøre dårlige erfaringer med røg, druk og stoffer for at blive rigtig voksen. Faktisk forhaler det bare processen.

Floskel #2: ”Du skal lære at stå på egne ben”

Denne floskel er i familie med den første og kan også rumme en grad af flugt fra ansvar hos de voksne omkring dig. Men den er mere morsom og selvmodsigende end den første floskel. For du kan vel ikke stå på andre ben end dine egne? 

Flosklen er dog også selvmodsigende på et dybere plan. De voksne omkring dig bør med deres livserfaring have indset, at ingen af os i overført betydning kan stå på egne ben. Vi er dybt afhængige af hinanden. Det er selvfølgelig godt at være selvstændig, at vide hvem man er, og at have mod til at være den man er. Men for at du kan nå dertil, er du dybt afhængig af andre. Dine forældre, familie, venner, lærere. Derfor er det gode råd ikke at fokusere på dine ben, men på dine relationer. At du investerer i at få gode relationer til dem, der er omkring dig. 

Ved konfirmationen spiller relationen til Gud en vigtig rolle. Det er relationen mellem dig og Gud, som bekræftes i konfirmationen. Muligheden for at stå på egne ben hænger nemlig også tæt sammen med, at du har en god relation til Gud, som har skabt dig, og som du skal stå til regnskab for.

Floskel #3: ”Ud går du nu på livets vej

... brug livet, men misbrug det ej.” Sådan lyder et par strofer af en gammel konfirmationssang af St. St. Blicher, som er blevet til en ofte gentaget floskel i mange konfirmationstaler. Og floskelagtigt er det, for du har været på livets vej, lige siden du blev undfanget i din mors mave. Ved konfirmationen markerer vi blot, at der sker forandringer undervejs på livets vej, at dit ansvar vokser, og at dine valg får større konsekvenser. Det er vigtigt og godt at vide, at livet ikke er designet til at lykkes, men at der findes både ret brug og misbrug.

Men netop derfor burde mange flere konfirmationstaler rumme vejledning i, hvordan vi skelner mellem ret brug og misbrug. Her bliver mange desværre uskarpe. Mest fordi vi er lidt mundlamme, når det gælder den kristne tro. For den kristne tro har en klar vejledning: Jesus er livets vej. Han er både den vej, som fører til det evige liv, og han er det eksempel, som du må lære at kende, for at du kan skelne mellem ret brug og misbrug af livet.

Floskel #4: ”Ingen kender dagen før solen går ned”

Dette er ikke en floskel, som er forbeholdt konfirmationstaler. Den ”trøster” vi os med i mange situationer, hvor livets uforudsigelighed går op for os. Men heldigvis overser denne floskel en afgørende kendsgerning. Der findes én, som kender dagen, før solen går ned. Det er ham, som du i konfirmationen bekræfter dit forhold til. Livet er uforudsigeligt for os. Så meget desto vigtigere er det at have god kontakt til Gud, som kender dig og din dag og fremtid, og som endda har lagt planer for dig.

Floskel #5: ”Enhver er sin egen lykkes smed”

Man skulle ikke tro, at det var muligt at floskel #4 og #5 kunne eksistere sammen, eftersom de modsiger hinanden. Men det går desværre meget godt. Når noget lykkes, tager vi selv æren for det med floskel #5. Hvis nogen, vi ikke kan lide, falder igennem, bruger vi floskel #5 til at fordømme dem. Hvis vi selv eller nogen, vi holder af, falder igennem, bruger vi imidlertid floskel #4 til at frikendelse. 

Det er selvfølgelig inkonsekvent. Sandheden er, at vores liv grundlæggende er en gave. De fleste af vores livsomstændigheder er også noget, vi hverken kan gøre fra eller til overfor. Vi er født i en familie. Vi har fået et helbred. Vi er mere eller mindre velhavende. At være dansker er et åbenlyst privilegium sammenlignet med at være syrer. 

Og så er der en lille del af vores liv, som vi selv har indflydelse på gennem vores valg. Du skal søge at vælge klogt af hensyn til din egen lykke. Men der er to ting, som er meget vigtigere. Dels må du lære at sige Gud tak for den lykke, du allerede oplever. Den er en ufortjent gave. Og dels skal du gerne opdage, at din lykke ikke er det højeste mål for dit liv. Det er derimod de andres lykke. Og hvis du kan gøre andre lykkelige, er du blevet et langt større menneske end den, der kun smeder på sin egen lykke.

Robert Bladt er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og skriver kommentaren ved kristendom.dk.