Dyremose: Hold fast i traditionerne

"Hvis ikke vi begynder at tage vores traditioner alvorligt og får holdt fast i vores kristne fundament, så er risikoen, at vi alle kommer til at svæve rundt i stor frihed, men også i stor mangel på evnen til at omgås hinanden," mener Charlotte Dyremose

Medierne er fulde af opfindsomme forslag, hvis formål det er fundamentalt at ændre vores normer, værdier og traditioner.

Vores køn skal væk, vores forældreskab skal deles med flere, vores flag skal ikke have forrang for andre flag og så fremdeles. Man fristes til at slå det hen som luftige sommerhistorier. Men sandheden er, at der mange steder allerede er gennemført lovgivning, der underminerer vores traditioner, værdier og normer.

Man kan frygte, at alle helligdage forsvinder
Lukkeloven forsvinder nu. Friheden til at handle når vi vil, er blevet sat over værdien af de fælles fridage og arven fra den kristendom, der ellers havde lært os, at nok skal vi arbejde, men det har også værdi i sig selv at holde fri og glædes ved det og dem, vi har.

Tankevækkende er det også, at argumentet om frihed til at gå i kirke slet ikke er gangbart længere. Man kan derfor frygte, at de få helligdage, hvor butikkerne fortsat skal holde lukket, også snart forsvinder.

LÆS OGSÅ:Nu forsvinder lukkeloven: På vej mod det pausefri samfund

Det er efterhånden en del år siden, at Enhedslisten første gang luftede tanken om, at vores helligdage skulle afskaffes til fordel for fleksible fridage, som vi selv kunne placere. Igen altså individets mulighed for selv at tilrettelægge sit liv frem for det fællesskab og de traditioner, der skabes rum for, når vi alle holder fri på samme tid.

En lille aggressiv gruppe ateister ønsker religionen helt ud af vores samfund. Og andre jagter de kristne traditioner lige så kraftig i et forsøg på at fremstå mangfoldige.

Traditioner lærer os at omgås hinanden
Man glemmer blot, at det for os mennesker har stor betydning, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Spørg bare de mange nydanskere, som naturligt har en del af deres identitet fra deres oprindelige kultur. Og spørg bare de mange adoptiv- og donorbørn, som desperat søger efter deres biologiske ophav også selvom de vokser op i gode og trygge rammer.

Hvis ikke vi begynder at tage vores traditioner alvorligt og får holdt fast i vores kristne fundament, så er risikoen, at vi alle kommer til at svæve rundt i stor frihed, men også i stor mangel på evnen til at omgås hinanden og evnen til at finde mening i tilværelsen. Derfor skal vi være langt bedre til at fastholde og videreformidle vores kristne arv og tradition i alle dele af samfundet.

LÆS OGSÅ: Dyremose: Lad os bakke op om ægteskabet

Kirkens frihed er ikke det primære mål
Ønsket om en adskillelse af kirke og stat kommer naturligt nok fra personer, som ikke har forstået, hvad kristendommen har givet os som mennesker og som samfund. Men ønsket kommer også efterhånden fra aktive kirkefolk, for hvem det er blevet magtpåliggende at sikre kirken mod overgreb fra regering og folketing.

Det kan umiddelbart virke forståeligt nok. Men må jeg alligevel mane til besindighed. Som kristne må vi ikke have kirkens frihed som primært mål. Kirken og kristendommen er bygget af levende sten og er til for os som mennesker. Også for de mennesker, der endnu ikke har forstået dens værdi.

Kristendommen og folkekirken minder os om, at vi skal være rummelige og tolerante. Den har sat rammer for blandt andet vores ugerytme, for vores livsovergange, vores årlige traditioner. Med andre ord har kristendommen stor betydning for, hvordan vi forstår og defineres os selv og vores samfund.

LÆS OGSÅ:Kristeligt Dagblads tema om Stat og Kirke

Så frem for at skille mennesker og traditioner ad, er det blevet tid til at pudse traditionerne og værdierne af og tro på, at de faktisk er ganske gode for os at stå fast på også selvom de til tider kan synes gammeldags og umoderne.

Det kan godt være, at enkelte danskere føler sig unødigt bundet af de normsæt, vores samfund bygger på. Men det er måske værd at betale den pris for at fastholde et samfund, hvor vi kan afkode hinanden, forstå hinandens værdier og leve i et ikke alt for opbrudt fællesskab.

Charlotte Dyremose er cand.scient.pol. og kommentarskribent ved kristendom.dk.