Er folkekirken en stammereligion?

 Flere iagttagere peger på det faldende dåbstal som en af de udfordringer, der kommer til at sætte ...

Antallet af folkekirkemedlemmer med udenlandsk statsborgerskab er imidlertid stadig under 40.000 personer. I lyset af, hvor mange kristne med indvandrerbaggrund, der er i Danmark, er det ikke imponerende, skriver Søren Dalsgaard. Dåb i Frederiksholm Kirke i København. – Foto: Anders Rye Skjold-Jensen/Polfoto

Hvad betyder det for folkekirkens indre liv, når den nationale enhedskultur, som hidtil har været evangeliets tilknytningspunkt i folkekirkelig sammenhæng, er under forandring?
Søren Dalsgaard, teolog og projektkoordinator

Der bor 700.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. Men vores rummelige folkekirke har svært ved at give plads til folk med en anden kulturbaggrund, skriver projektkoordinator i Folkekirkens Asylsamarbejde Søren Dalsgaard

”Folkekirken er en stammereligion”.

Ordene kom fra den ugandiske hovedtaler, den anglikanske biskop David Zac, da han gæstede København ved en kirkelig temadag tilbage i 2011.

Der bredte sig en munter og en anelse nervøs stemning på tilhørerrækkerne. Man kunne forledes til at tro, at det var sagt i sjov, men det var ikke tilfældet. Den afrikanske biskop vidste godt, at han med denne sammenligning satte tingene på spidsen i sin karakteristik af folkekirkens forankring i den etnisk danske folkelighed. Men han ramte, hvor skoen trykkede.

Ifølge Danmarks Statistik boede der pr. 1. januar 2016 cirka 700.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. Af dem er cirka 540.000 indvandrere, mens cirka 160.000 er efterkommere. I Danmark registrerer man ikke befolkningen efter religion, men på baggrund af en af de mest pålidelige beregningsmetoder anslås det, at mens cirka 39% har muslimsk baggrund, så udgør antallet med kristen baggrund ca. 41%. Det svarer til, at i alt cirka 290.000 indvandrere og efterkommere har kristen baggrund.

Antallet af folkekirkemedlemmer med udenlandsk statsborgerskab er imidlertid stadig under 40.000 personer. I lyset af, hvor mange kristne med indvandrerbaggrund, der er i Danmark, er det ikke imponerende. Og tallet udgør mindre end 1% af det samlede antal folkekirkemedlemmer.

Indvandringen og globaliseringen stiller os som folkekirke over for et afgørende spørgsmål: Hvis vi vil vedblive med at være en folkets kirke, hvad betyder det så, når folkets etniske og kulturelle sammensætning forandrer sig? Spørgsmålet handler om mere end medlemsstatistik, det handler også om indhold. For hvad betyder det for folkekirkens indre liv, når den nationale enhedskultur, som hidtil har været evangeliets tilknytningspunkt i folkekirkelig sammenhæng, er under forandring?

Det er ikke bare en interessant overvejelse, som man kan betragte på behørig afstand af sig selv, men en afgørende teologisk fordring for os som kirke. I Det Nye Testamente tales der om Abraham som stamfader. Her understreges det, at hans frelseshistoriske rolle som formidler af Guds løfte ikke blot handlede om at blive stamfader for det jødiske folk som etnisk og kulturel størrelse, men at være stamfader for et Guds folk gennem troen, der omfatter mennesker fra alle jordens slægter (se for eksempel Lukas kapitel 3 vers 8, Johannesevangeliet kapitel 8 vers 31 ff og Romerbrevet kapitel 4 vers 1ff).

Dermed argumenteres der for en teologisk afkobling mellem religion og nationalitet. Med løftets opfyldelse i Kristus blev det en udbredt praksis og endegyldigt cementeret på Apostelmødet i Jerusalem (Apostlenes Gerninger kapitel 15), at det ikke kan forventes, at troende med anden etnisk og kulturel baggrund skal leve op til normer og leveregler inden for den jødiske tradition. Den første kirke overgik fra at være monokulturel til at blive multikulturel og løsnede efterhånden båndene til sine oprindelige kulturelle rødder.

Kristenheden i Danmark er inde i en tilsvarende udvikling fra monokultur til multikultur. Men mange steder i folkekirken er virkeligheden stadig, at indvandrere i praksis kun bliver en del af det folkekirkelige fællesskab ved betingelsesløs assimilation til vores danske kirketradition. Vores rummelige folkekirke har haft svært ved at give plads til folk med en anden kulturbaggrund. Resultatet har været fremvæksten af migrantmenigheder uden for den folkekirkelige ramme.

Når jeg kigger på folkekirken, tænker jeg ofte tilbage på en af mine afrikanske professorer under min studietid i Kenya, som mente, at etnicitet er en af de største teologiske udfordringer for kirken i dag. Jeg tror, han har ret. Hvis folkekirken skal vedblive med at være folkets kirke, så er det på høje tid at begynde at bede om et folkekirkeligt pinseunder.

Søren Dalsgaard
Cand.theol og projektkoordinator i Folkekirkens Asylsamarbejde