Kommentaren

Generalsekretær: Politik er reduceret til slogans på 140 tegn

Derfor skal vi huske at lytte engang imellem. Vi skal insistere på, at det netop er vores evne til at tale med hinanden, der gør mennesket så unikt. Evnen til at reflektere, dele, lytte og lære, skriver generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen. Foto: Hans Bach/Folkekirkens Nødhjælp.

Politik og den offentlige debat handler om at vogte over, hvad vi har, og hvad vi er. Ikke om at dele det, der har gjort os til det rige samfund, vi trods alt stadig er, mener generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen

Vi har netop fejret grundlovsdag. På en solbeskinnet søndag blev dannebrog hejst på højskoler, præstegårde og i parker, mens grundloven blev hyldet i taler og sang. Overalt i landet blev vores demokrati og vores frihedsrettigheder hyldet.

Men underlægningsmusikken til grundlovsdag er mindre idyllisk. Verden omkring os ændrer sig med dramatisk hast, og vores demokrati og ikke mindst den demokratiske samtale er under pres. Og ikke kun udefra, som nogle vil lade os tro.

Overalt i Europa ser vi, at tilliden til de folkevalgte er nedadgående. De ”gamle partier” mister terræn til nye bevægelser, der giver stemme til de borgere, der ikke føler sig repræsenterede. Besnærede af forsimplede budskaber om ”os og dem”, snuptagsløsninger og mistillid.

Budskaber, der er komplekse i deres natur skal koges ned til 140 tegn for at have gennemslagskraft. Og kan du ikke udtrykke dig i slogans, så er du simpelthen ikke dygtig nok. Så er du enten for akademisk, eller også snakker du udenom.

Men verden er ikke så simpel. Verden kan ikke beskrives på 140 tegn. Demokrati og samtale tager tid. Det tager tid at udveksle og udvikle holdninger og meninger. Det kræver, at man er del af et fællesskab. Simple budskaber kræver ikke noget fællesskab. De knytter sig direkte til den enkelte. Der bliver talt til dig, men ikke med dig. Enten er du med os, eller også er du imod os.

Jeg oplever denne udvikling stærkere og stærkere i vores del af verden. Politik og den offentlige debat handler om at vogte over, hvad vi har, og hvad vi er. Ikke om at dele det, der har gjort os til de rige samfund, vi trods alt stadig er – både åndeligt og materielt.

Polariseringen skaber frygt og usikkerhed. Fokus er på smertetærskler og afskrækkende tiltag i stedet for på grundårsagerne til flygtningestrømmene, migration, klimaforandringer og radikalisering. Skal vi løse de problemer, kræver det bedre – mindre forsimplede – diskussioner.

For en måned siden deltog jeg i et tre dage langt bestyrelsesmøde i den internationale alliance, som Folkekirkens Nødhjælp er en del af. ACT-alliancen – eller Action by Churches Together – har medlemmer fra hele verden. Og på mødet stod det klart, at vi alle står overfor et utal af fordomme og fejlslutninger. For eksempel har vores tjekkiske søsterorganisation lige oplevet, at deres bygning blev overmalet med nazi-symboler og nazi-slogans. Det siger i sandhed noget om den verden, vi lever i: Hjælper du ude i verden, risikerer du at blive angrebet i dit eget hjemland.

Vores partnere, fra det vi kalder udviklingslandene, har til gengæld en masse at lære os: De ved hvad det vil sige at leve uden demokrati og inddragelse. I undertrykkende samfund uden frihed til at tale, tænke og leve, som man ønsker det.

På grundlovsmøder bliver Grundtvig ofte støvet af og brugt som grundlag for politikernes grundlovstaler. For han er en af grundlovens fadere og vel samtidig Danmarks ”nationalteolog”. Grundtvig var en stærk fortaler for oplysning og ikke mindst frihed: For hvis ikke din næste er fri, kan du ikke selv være fri. Og hvis samtalen ikke er oplyst, har den ingen værdi. Er befolkningen ikke oplyst, kan vi ikke træffe de rigtige beslutninger.

Derfor skal vi huske at lytte engang imellem. Vi skal insistere på, at ikke alt kan kommunikeres på 140 tegn. Vi skal insistere på, at det netop er vores evne til at tale med hinanden, der gør mennesket så unikt. Evnen til at reflektere, dele, lytte og lære.

Jeg leder til daglig en organisation, der bygger på ideen om, at alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor har vi alle den samme ret til et værdigt liv. Og, kunne man tilføje, retten til at være en del af det globale fællesskab vi er født ind i.

Det er grunden til, at vi arbejder med grundårsagerne til fattigdom, migration, ekstrem ulighed og klimaforandringer. Men grunden til, at vi kan arbejde med disse emner, er, fordi danskerne – både den ”almindelige borger” og Folketinget - mener, at det er dansk at dele.

Hvis vi bliver ved med at se verden i sort-hvid i stedet for farver, og hvis vi fastholder retorikken om ”dem og os” – alt sammen kogt ned til 140 tegn – så frygter jeg, at fællesskabet falder fra hinanden. Så frygter jeg, at vi mister den evne til at dele med hinanden og verden, som har gjort Danmark til det, det trods alt stadig er.

Birgitte Qvist-Sørensen er cand.theol. og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Hun skriver kommentaren ved kristendom.dk.