Lad etikken få plads i kirken igen

Forældre, der ønsker at kontrollere, hvor mange børn de vil have og hvordan de skal være, har ført til diskussionen om, hvorvidt gravide har ret til abortere det ene tvillingefoster. Men det er en devaluering af skaberværkets under og udtryk for en åndelig fattigdom, mener sognepræst Hanne Jul Jakobsen

Folkekirkens præster er herligt befriet fra at bruge prædikenstolen til at give etiske retningslinjer for det rette kristelige liv. I hvert fald vil de fleste af os afholde os fra at komme med konkrete anvisninger om, hvad der er rigtigt eller forkert. Sådan skal det være.

Alternativet bliver meget let ulækkert. For hvem af os kan hævde at vide, hvad der er rigtigt for et andet menneske? Nej, enhver af os må selv stå til ansvar overfor Gud og vores næste, og vi må gøre det vores samvittighed byder os i en given situation.

Præstens opgave er at forkynde evangeliet, ikke at fælde dom over andre menneskers valg. Det skal ikke være anderledes, alligevel blev jeg forleden ramt af en underlig længsel efter en eller anden form for etiske guidelines. Også i kirken. For det er godt nok blevet kompliceret at navigere i de etiske dilemmaer, vi bliver stillet overfor som moderne mennesker.

Det, der ramte mig, var spørgsmålet om fosterreduktion, da det for nyligt er blevet muligt i Norge at få foretaget en fosterreduktion, hvis man som kvinde har svært ved at overskue at opfostre to børn samtidigt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg blev ramt af det her dilemma, fordi jeg selv er mor til tvillinger. Jeg er heller ikke i tvivl om, at min holdning til det her spørgsmål er farvet af at have givet liv til tvillinger, og af i det daglige at være tæt på det særlige forhold det er at være født som tvilling. At jeg har den holdning, at det ikke bør være lovligt, har ikke noget at gøre med, at jeg er præst. Men alligevel: Det er interessant, at jeg har nemmere ved at have den holdning som menneske, end som præst.

Jeg tror, vi er mange præster, der er påpasselige med at udtrykke os alt for kategorisk i etiske spørgsmål, der berører sex, køn og samlivsformer. Af frygt for at folk skal tro, vi er rabiate abortmodstandere, ægteskabsfundamentalister eller kønsanalfabeter.

Eller: Vi er kørt dødtrætte af at diskutere med den kirkelige højrefløj, som aldrig kører sur i at forholde sig til andres etik og moral. Uanset hvad, så tror jeg, vi svigter os moderne mennesker, som nogen gange har brug for et rum, hvor der er nogen, der tør udstikke en eller anden form for retning, eller i hvert fald tør sætte ord på, at det kan være svært at navigere i en verden, hvor alt kan lade sig gøre, og at der er noget, som vi principielt må tale imod som kristen kirke.

I de her dage fejrer vi Kvindernes kampdag. Der er kampe derude, som stadig må kæmpes, men der er én kamp, som i hvert fald i den vestlige verden er vundet: Kvindens ret over egen krop. Det er en rettighed, som er indiskutabel, at ethvert menneske har retten over deres egen krop, men måske er det også grunden til, at abort hører til et af de mest tabuiserede emner i Danmark. Vi diskuterer det simpelthen ikke mere.

Den frie abort hører med til kvindefrigørelsen, og det gør den på en måde hellig. Jeg er fortaler for fri abort, men det betyder ikke, at jeg er for abort, og det betyder ikke, at der ikke bliver ved med at være etiske dilemmaer knyttet til aborten, som vi må forholde os til som samfund, som mennesker, og ja, som kirke.

Vi har legaliseret abort for at undgå at kriminalisere en stor gruppe i samfundet. Provokeret abort sker ifølge lovgivningen på grundlag af uønsket graviditet, og den må principielt betragtes som en nødløsning, hvor et barn ikke ønskes af den ene eller anden sociale, fysiske eller medicinske grund. De samme forhold kan i princippet gøre sig gældende i forhold til en tvillingegraviditet, og så må der gælde samme regler.

Men når sagen er rejst i Norge, og når det også er noget, vi nu diskuterer her i Danmark, så er det også på grund af en stigende individualisering og et ønske hos kommende forældre om at kunne kontrollere, hvor mange børn de vil have, og hvordan de børn skal være. Og den form for kontrol er en devaluering af skaberværkets under og en åndelig fattigdom, som vi også må turde italesætte i kirken.

Jeg tror, vi svigter, hvis vi lader være og overlader scenen til den del af kirken, som per definition bare er imod det moderne, og derfor kommer med alt for lette svar på de komplicerede spørgsmål, som nye muligheder og ny viden stiller os overfor. Kirken er et godt sted at beskæftige sig med det, der er svært.

Hanne Jul Jakobsen er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.