Fasten er en kærkommen anledning til næstekærlighed

Det kristne mindretal i Egypten er bekymret over udsigten til, at Det Muslimske Broderskab kan komme til at ...

Det var en stor glæde at se, hvordan så mange valgte at bruge deres søndag formiddag og trodsede kulde og blæst. Det var en stor glæde at se at vi kunne samles om et projekt, som ikke handler om at gøre det bedre for os selv, men gøre det bedre for andre, skriver Asser Skude om indsamlingen til Folkekirkens Nødhjælp i søndags. Foto: Mads Jensen Denmark / Scanpix

Hvis vi ignorerer andres nød, opfører vi os som vi er de eneste i verden. Og det er både umodent og selvoptaget, skriver sognepræst Asser Skude

Det er fastetid, og her i fasten er der god tradition for, at mange gør en forskel og hjælper verdens fattigste. For eksempel var der i den seneste weekend landsdækkende indsamling til fordel for Folkekirkens Nødhjælp og kampen imod fattigdom og sult.

Jeg var glad for at være indsamlingsleder i mit sogn og sammen med et halvt hundrede frivillige samle ind til verdens fattigste. Vores frivillige var for eksempel mini-konfirmander og forældre, konfirmander med forældre, samt andre frivillige fra kirken eller nye frivillige, som vi ikke har set før.

Det var en stor glæde at se, hvordan så mange valgte at bruge deres søndag formiddag og trodsede kulde og blæst. Det var en stor glæde at se at vi kunne samles om et projekt, som ikke handler om at gøre det bedre for os selv, men gøre det bedre for andre.

Ondskab findes i mange afskygninger
Og derved er vi tilbage ved kilden til, hvordan også vi selv kan få det bedre. For netop ved at gøre fælles sag mod fattigdom og sult, går vi op imod den ondskab og smerte, som har ramt tusinder af fattige.
Ondskab er for mig at se fravær af glæde, nærvær og kærlighed. Ondskab findes i mange afskygninger.

Ikke sjældent er mennesker drevet på flugt på grund af krig eller naturkatastrofer. Det er ondt, når mennesker skilles fra deres familie og elskede på grund af faktorer uden for dem selv. Og endnu mere ondt, når de mennesker samtidig drives ud i fattigdom og sult. Og allerværst, når deres børn betaler prisen.

Børnene har intet ansvar eller skyld i deres situation. Ethvert barn har ret til en rolig og tryg barndom med sine forældre. Noget nær sådan hedder det i FNs menneskerettigheder. At børn vokser op uden forældre, uden nogen til at tage sig af dem, uden mad og drikke, uden et sted at sove er så ukærligt og ondt som noget kan være. Ukærligt og ondt er det især, når mennesker ser ondskab - og lader som ingenting!

Ondskab kan også være ikke-handlen

I lignelsen om den barmhjertige samaritaner hører vi om to onde mennesker, en præst og en levit. Onde er de måske ikke personligt, men deres handlinger er onde. Onde fordi de ignorerer den forslåede stakkel, som ligger i vejkanten og har brug for deres hjælp. De lader som om de ikke ser ham, men derved bliver deres ondskab desto mere udspekuleret.

Deres ondskab består i deres ikke-handlen, det vil sige, at de intet foretager sig. Deres svigt er, at de ser passivt til og går videre, som om intet er hændt. De opfører sig som om, hverken Gud eller næsten findes. De opfører sig, som om de selv kun findes.

Vi narrer os selv
Derved narrer de sig selv. Noget nær sådan udlægger Søren Kierkegaard lignelsen. For både næsten og Gud findes. Og enhver behøver netop denne relation. Måske er det også det moderne menneskes vildfarelse, at det bilder sig ind ikke at være sat i verden, hverken for Gud eller menneskers skyld, men alene for sin egen skyld. Det er ikke alene meget umodent, det er også selvoptaget og forkælet.

I den forstand er fasten og udfordringen med at hjælpe verdens fattigste en kærkommen anledning til at formane til næstekærlighed og omtanke for medmennesket. Uden hjælp til vores medmennesker er jordens børn ilde stedt. Uden tro på, at ethvert menneske er skabt i Guds billede og som sådan skabt til kærlighed, glæde og omsorg, er vi mennesker ilde stedt.

Uden det bud fra Gud om at elske Gud og næsten som sig selv er menneskene ilde stedt. Uden Guds ånd og vejledning og Guds ord til at holde mennesket fast på dets opgave og udfordring, er mennesket overladt til sin egen kredsen om sig selv og sine fortræffeligheder.

I sandhed vil det være glædeligt, om mennesker i verden ville opleve en øget bevidsthed i forhold til at stå hinanden nærmere: En øget bevidsthed om at verden og menneskene er sårbare, og uden Guds og menneskers gensidige hjælp er verdens børn ilde stedt. Omvendt, vil mennesker arbejde på hinandens og verdens bedste, er der håb for verden og en bedre fremtid.

Asser Skude er sognepræst og kommentarskribent ved kristendom.dk.