"Fattige betaler prisen for krisen"

Danske salmer viser ifølge museumsdirektør Poul Erik Tøjner en vidde i sproget, som svarer til, hvad man ...

Når gode intentioner og forklaringer på at sikre finansiel stabilitet herhjemme skæres bort, er følgerne skræmmende: Der tages fra de fattigste og gives til de rigeste, skriver sognepræst Asser Skude. Foto: Ulrik Jantzen/Das Büro

Du må ikke lukke din hånd for din fattige landsmand, står der i Bibelen. Hvorfor lader vi så folk blive ramt af fattigdom? skriver sognepræst Asser Skude

Siden det famøse finanskrak i 2008, hvor store spekulanter og låntagere måtte lide den tort at se deres finansimperier smuldre, har det været tankevækkende at iagttage, hvordan nogle banker og finansielle selskaber herhjemme har taget det som en selvfølge, at der stilles et sikkerhedsnet under dem.

Ikke nogen selvfølge, at bankerne skal have nye lån
Staten er gået ind og har stillet garantier og ydet lån til nogle af de største banker og finansielle selskaber. I den offentlige debat har nogle politikere og banker sågar forsvaret sig med, at staten som det selvfølgeligste måtte stille med garantier og nye lån. For at sikre finansiel stabilitet. For at sikre samfundet. For at Danmark ikke går fallit. For at de svageste ikke rammes.

LÆS OGSÅ: "Fattigdommens uvæsen skal bekæmpes"

Hvor bagvendt er det lige? At nogle af de, som har været fortalere for en liberal økonomi og ansvarlighed, når krisen kradser, vender om på en tallerken og ikke vil klare sig selv, men forventer hjælp udefra.

Der tages fra de fattigste og gives til de rigeste

Kort sagt: Nogle af de rigeste og mest succesfulde, som har nydt godt af aktiernes himmelkurs og boligmarkedets optur? De, som i mange år har tjent styrtende med penge, selvsamme skal have hjælp udefra.

Nogle vil indvende, at vores samfund og staten er nødt til at redde disse fallerede selskaber og økonomier, sådan at de fallerede økonomiers sunde dele tages ud og reddes, og dårlige dele skydes fra, og der skydes ny kapital ind og stilles øget krav om finansiel stabilitet.

Men når gode intentioner og forklaringer på at sikre finansiel stabilitet herhjemme skæres bort, er følgerne skræmmende: Der tages fra de fattigste og gives til de rigeste.

Mange mennesker er hårdt ramt af krisen
Det er de fattige og den lavere middelklasse, der kommer til at betale for krisen: Det er dem uden job og dem med de laveste lønninger, dem med dyre lån og tung økonomi. Måske er de blevet insolvente på grund af krisen, for deres hus er højt belånt. Reallønnen er faldet, og deres leveomkostninger er øget. Måske har de forbrugslån, som er blevet dyrere, eller måske afkræves de flere gebyrer.

De svageste i samfundet får sværere ved at optage lån, måske afvises de helt. Senest i går hørte jeg, hvordan nogle steder i Udkantsdanmark er ramt af, at realkreditinstitutter nægter folk at låne penge til huskøb.

Ikke alene mennesker, men hele områder i Danmark synes således at blive fanget i en ond spiral. Lokale folk kan ikke komme af med deres huse, og ingen nye kan komme til. Det er en form for genindførelse af stavnsbånd. Utilsigtet naturligvis.

Det er skidt for Danmark og for vores samfund. Det er næppe kristent eller næstekærligt, at folk rammes af fattigdom, og samfundet ikke gør noget - jævnfør den undersøgelse, som Kristeligt Dagblad skrev om i januar i år, og som viser, at mens fattigdommen i det øvrige EU er på retur, er den stigende i Danmark.

Og Danmark har stadig ikke formået at få en officiel fattigdomsgrænse.

Fattige skal behandles med respekt og omsorg
Godt nok siges det i Biblen, at der altid vil være fattige, men allerede på Jesu tid var der tradition at hjælpe og værne om de svageste. For eksempel måtte fattige ikke udnyttes eller snøres med list og tomme løfter, men samfundet skulle inkludere dem og behandle dem med respekt og særlig omsorg.

Et sted står der, at du må "ikke gøre dit hjerte hårdt eller lukke din hånd for din fattige landsmand." (5 Mosebog 15,7). Eller et andet sted: "Hvis du låner penge ud til nogen i mit folk, til den fattige hos dig, må du ikke optræde som ågerkarl over for ham." (2 Mosebog 22,24).

Hvorfor gør vi det så alligevel? Hvorfor er der ingen, der stopper denne udvikling herhjemme?

Asser Skude
Sognepræst
Stifter af hjemløseprojektet Gjaestebud