"Fjendekærlighed er absurd svært at praktisere"

Vi kan ikke undvære at blive mindet om, at alle mennesker er skabt i Guds billede, og vi kan ikke undvære at få fjendekærlighedsbuddet holdt op foran os igen og igen, skriver sognepræst Kaj Bollmann

Søndag den 1. juli havde vi som prædiketekst i kirken Jesu bud om fjendekærlighed: Elsk jeres fjender og gør godt imod dem, der forfølger jer! Det er ikke den nemmeste tekst at prædike over, for radikaliteten i buddet slår én som en forhammer.

Man behøver bare at tænke på ét eneste aktuelt navn for at mærke, hvor ekstrem en fordring, der er tale om: navnet Breivik. I denne tid, hvor retssagen mod den norske massemorder kører, mindes vi igen om en entydigt ond og umenneskelig udåd. Selv på afstand er det svært at forestille sig fjendekærlighed over for ham. Og hvad med familierne til ofrene? Giver buddet da overhovedet mening?

Hvis vi taler om ordet elske i betydningen at nære kærlige følelser for, giver det ingen mening. Buddet om fjendekærlighed har ikke noget med følelser at gøre. Dem, vi nærer kærlige følelser for, er ikke fjender, men venner. Vi skal snarere over i betydningen agte, respektere, anerkende som mennesker, skabt i Guds billede. Og det er handling, ikke følelser, der er i fokus.

LÆS OGSÅ: Jesus opfordrer os til at elske vores fjender

Vi kan også selv være fjender for nogen
Baggrunden er den gyldne regel: alt hvad du vil, at mennesker skal gøre imod dig, det samme skal du gøre imod dem. Det er en nødvendig erkendelse, at vi selv er eller kan være fjender for nogen. Det kan være svært at forstå; men er ikke desto mindre realistisk: jeg er selv min fjendes fjende.

I det lys bliver den gyldne regel til: Behandl den, som du anser som fjende, på samme måde, som du gerne vil behandles af den, der anser dig som fjende.

Den gyldne regel og dets radikalisering i fjendekærligheden er Jesu udtryk for sand og ægte menneskelighed. Det er en del af hans billede af, hvad det vil sige, at mennesket er skabt i Guds billede.

Det betyder ikke, at buddet er ligetil at praktisere. Det er absurd svært og oftest umuligt for mennesker at praktisere. Men vi er stadig nødt til at fastholde det som en del af et menneskeværdigt grundlag for tilværelsen.

Derfor er det heller ikke en farbar tolkning af buddet om fjendekærlighed at sige, som nogle teologer har gjort i historien: det er et bud, der kun kan være ideal for den enkelte, som vil være fuldkommen. Med samfundet og dets normer har det ingenting at gøre.

LÆS OGSÅ: Etik i kristendommen

Jeg vil nærmest sige tværtimod: Som enkeltpersoner er vi næppe ret langt ad vejen i stand til at opfylde fjendekærlighedsbuddet. Vi magter ikke at nære agtelse for den, der forfølger os, truer os på liv og helbred, dræber vore børn, gør ondt mod dem, vi holder af.

Netop derfor må samfundet indbygge agtelsen i sin måde at forholde sig til fjender og forfølgere på og i sin måde at administrere dom og straf på. Samfundet er nødt til at beskytte os, også mod vores eget had og vores egen hævngerrighed. Ellers ender vi tilbage til blodhævns-samfundets kaos af hævn, gengældelse, had og lynchjustits.

Vi må ikke acceptere 'øje for øje'
Buddet om fjendekærlighed og bag det den gyldne regel har vi fra Jesus. Men det har universel gyldighed. Det springer ud af det fælles menneskelige grundvilkår.
Alligevel er der ikke så få samfund og kulturer rundt om i verden, hvor hævn og gengældelse er grundlæggende i retsplejen, og hvor det er øje for øje, tand for tand, der gælder. Det må vi aldrig bare acceptere med henvisning til, at deres kultur eller religion er anderledes.

Vi må møde morderen med menneskelighed
På den baggrund er det i disse uger opmuntrende at være vidne til, hvordan et samfund det norske - hvilende på en kristen tradition kan håndtere en sag mod en person, der har begået en udåd i så stor målestok, uden at forlade den grund, der dybt nede bygger på fjendekærlighedsbuddet.

Selv en åbenlys fjende og forfølger, som har handlet så utvetydigt ondt og umenneskeligt, skal have og får en retssag, hvor retssamfundets regler gælder med forsvarer, ret til at ytre sig, men også ansvar, lov og dom. Han har handlet umenneskeligt, men samfundet svarer netop ved at behandle ham som et menneske.

En far til et af skudofrene på Utøya sagde det utrolig stærkt få dage efter 22.juli: det bedste jeg kan gøre, er at blive ved med at fastholde og fremme de ideer, som min søn var taget på lejr for at fremme: menneskelighed, åbenhed, demokrati.

LÆS OGSÅ: Breivik kan opnå tilgivelse

Vi kan ikke undvære kristendommen som en grundpille i vores kultur og samfund. Vi kan ikke undvære at blive mindet om, at alle mennesker er skabt i Guds billede, og vi kan ikke undvære at få fjendekærlighedsbuddet holdt op foran os igen og igen.

Alternativet er, at porten står vidåben for en udvikling tilbage til et samfund hvilende på helt andre værdipræmisser, f.eks. gengældelse og hævn.

Kaj Bollmann er sognepræst og panelist ved kristendom.dk.