"Folkekirken bør lave sine egne skoler"

Det ville blive muligt at undervise frit i kristendom og uden at skulle forsvare fadervor ved morgensangen, hvis man oprettede skoler under folkekirken, mener Morten Kvist

Hvis kirken lavede sine egne uddannelsesinstitutioner, kunne det bidrage til at modvirke det almindelige dannelsestab samt styrke kristendommens stilling i Danmark, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Der går ikke mange dage mellem nye forslag til at få bragt folkekirken i en mere offensiv position i det danske samfund. Situationen er modsætningsfyldt.Der tales om struktur, sognesammenlægninger og funktionspræster, men der drøftes ikke meget teologi. Uden teologi ingen offensiv selvbevidsthed.

Bureaukratiet vokser
Kirker skal nedlægges for at spare penge og koncentrere indsatsen, samtidig med at bureaukrati og andre udenværker vokser. Bureaukrati kvæler den koncentrerede indsats.

Der laves farverige konfirmandarrangementer samtidig med, at præster og menighedsråd skal strides med kommunale forvaltninger om de gode undervisningstider. Jo mere man gør ud af konfirmandundervisningen, jo mere strid med modvillige kommunale forvaltninger.

Altsammen er det udtryk for en voksende usikkerhed om både kristendommens og folkekirkens status i Danmark. Det næste skridt ud i mere usikkerhed kan meget vel blive en religionskommission, nedsat af en eventuel ny regering, som vil stille forslag om nedlæggelse af Kirkeministeriet til fordel for et nyt Religionsministerium. Det vil være det første større skridt til en de facto adskillelse af stat og kirke.

Der er både fordele og ulemper ved, at folkekirken laver sine egne skoler
Udviklingen kan synes uafvendelig, men en sådan indstilling er for opgivende til at holde ud. Derfor vil jeg gerne bidrag til den almindelige debat om folkekirkens fremtid:

Vil det være en god idé, at folkekirken, det vil sige præster, menighedsråd og eventuelt provstier, for alvor lavede sine egne institutioner, især de steder, hvor det er vanskeligt at samarbejde med skoler og kommunale forvaltninger? Jeg tænker på oprettelse af private børnehaver, friskoler og måske endda private gymnnasier og seminarier.

Farerne er åbenlyse. At betræde de private institutioners vej kan udgrænse folkekirken fra en del af folket, men kun hvis det ikke allerede er sket. Alle mennesker vælger i dag til og fra ud fra, om man kan bringe sig i forhold til det, der skal vælges. Det gælder også kirke og kristendom, og flere og flere vælger tilsyneladende fra.

Hvis folkekirken ikke er for den langt overvejende del af folket, nærmer vi os en bekendelsekirke, og ingen ved, hvad det vil føre med sig. Den udvikling kan man risikere at skubbe til. Kirken ville måske komme til at ligne en interesseorganisation. Kristelig ensretning kunne være en anden ting. Sekterisk selvgodhed en tredie. En fare af en helt anden slags kunne være, at politikere ville stramme grebet om de frie institutioner.

Fordelene kan blive store. Det vil blive muligt at undervise frit i kristendom og uden at skulle forsvare fadervor ved morgensangen. Børnene kunne lære sange og salmer og langsomt opdage, at de er parthavere i en storladen åndelig tradition; klassisk europæisk dannelse ville kunne præge skolerne, fordi kristne kirker har fragtet den med sig. Børnene kunne lære at færdes naturligt i et kirkerum som et sted, hvor der foregår noget helt andet end andre steder. De kunne lære ritualitet og højtidelighed og kristne former, hvor indholdet er en modsigelse af al slags selvskabelse og selvgodhed.

Kirkelige skoler kan skabe frisind og dannelse
Sådanne institutioner, der skulle have et åndeligt slægtsskab med en højskole med hensyn til frisind, kunne bidrage til at modvirke det almindelige dannelsestab, og det ville styrke kristendommens stilling i Danmark. Det ville kræve, at institutionerne stræbte efter et højt fagligt niveau, at de havde store pædagogiske ambitioner og de ansatte et tilsvarende engagement.

Hvis det er rigtigt, hvad man hører, at mange gymnasiaster ikke gider at yde deres bedste, at skoleelever ikke presses af deres forældre til at gøre det, så skulle man stille netop dette krav: At yde sit bedste. At en kultur ikke gider at yde sit bedste og bringe de nødvendige ofre, kunne modsiges af den dannelse og uddannelse, som kristendommen altid har lagt op til. I bedste fald ville vi få mere kristendom og bedre skoler.

Ville det ikke være at blande skole og kirke sammen, oh ve og skræk? Jo, men ikke mere end det oftest har været tilfældet i kristenhedens lange historie. Hvis Folketinget ikke kan eller vil forsvare folkekirken på længere sigt, fordi folket ikke synes, at det hører til i den, så må dem, der vil have et forhold til kristendommen gøre noget. Det er langt fra noget drømmesyn, snarere lidt tragisk, men det kan blive nødvendigt at tage det tragiske på sig.

Morten Kvist er valgmenighedspræst og fast kommentarskribent på kristendom.dk