Kommentaren

Præst: Menighedens lokaler bør ikke være flottere end folkeskolens

Jeg synes det kunne være interessant, hvis man som lokal sognekirke turde opstille nogle dogmeregler i forhold til forbruget i det kommende budgetår. Ikke fordi vi er tvunget til det, men fordi vi ville have godt af det, skriver sognepræst Hanne Jul Jakobsen. Foto: Møllevangskirken.

Hvorfor skal kirkens lokaler være flottere end skolens lokaler? Ville der ikke være en næsten evangelisk pointe i, at de ikke var? spørger sognepræst Hanne Jul Jakobsen

For noget tid siden var jeg på den lokale skole for at holde fællessamling for indskolingen. Vi skulle synge et par sange, og jeg skulle fortælle en historie. Skønt arrangement! Vi mødtes i skolens sal og der var nok cirka 150 børn og deres lærere.

Jeg har holdt fællessamlinger på skolen før, og jeg elsker det, men denne gang slog det mig, hvor helt utrolig slidt salen er.

Den trænger på alle måder til en kærlig hånd, og da jeg under velkomst og præsentation af mig, stod lænet op af en gammel støbejernsradiator, der havde været malet flere gange, tænkte jeg på, at den aldrig var gået igennem et provstesyn. Der ville være blevet sat penge af til nye vinduer, gulve, radiator, maling, belysning, stole, lydanlæg, kunst og så videre.

Men folkeskolen har ikke provstesyn og åbenbart heller ikke penge til at prioritere renovering af salen. Da vi skulle synge den skønne sensommervise om æblerne, der lyser rødt på træernes grene, måtte vi gøre det under dunkel belysning og fra en lidt gnidret kopi, der var forstørret på et lærred via en overheadprojektor. Ja, det er sandt: en overheadprojektor! Sådan en har jeg ikke set indenfor murene i en folkekirke de sidste 10-15 år.

Det kan godt være, det er anderledes andre steder i landet, men mig bekendt er der ingen sognegårde i Aarhus, der ikke er udstyret med projektor og et godt lydanlæg.

En lærer stemte entusiastisk i på klaveret, og børnene sang af karsken bælg om æbler og vemodighed, og jeg glemte alt om salens armod og forfald. Jeg kunne også godt råbe børnene op uden mikrofon, og bagefter fik vi æblekage med flødeskum, og den kunne vi ikke have lavet bedre i kirken.

Hvorfor fortæller jeg det her? Hvorfor idylliserer jeg folkeskolens dårlige økonomi? Det er ikke, fordi jeg ikke ønsker for vores folkeskole, at der kunne være råd til, at de får nogle skønnere og mere tidssvarende rammer. Jeg fortæller om det, fordi kontrasten til folkekirkens rammer er enorm. Og man kunne godt spørge: Hvorfor skal kirkens lokaler være flottere end skolens lokaler? Ville der ikke være en næsten evangelisk pointe i, at de ikke var?

På det seneste har der været rejst en debat om folkekirkens økonomi. Kompleksiteten skal jeg ikke komme ind på i denne omgang, men vi må konstatere, at der er penge i det folkekirkelige system til at opretholde en meget højere standard på bygninger, end der eksempelvis er i folkeskolen.

Her tænker jeg ikke på bevaringsværdige bygninger eller arkitekttegnede kirkerum. Selvfølgelig skal vi ikke hænge Ikea-lamper eller loppefund i kirkerummet, men kunne der ikke være en pointe i, at folkekirkens sognegårde, møderum, kontorer og undervisningslokaler ikke skal være flottere end den lokale folkeskoles?

Folk kommer ikke i sognegården, fordi den er flot, eller fordi lamperne er lækre. Folk kommer, fordi der er nogle foredrag, de gerne vil høre, nogle mennesker, de gerne vil være sammen med, og fordi de kan lide at synge. Det er fællesskabet, der er kvaliteten. Det er banalt, men vi glemmer det nogle gange, fordi vi i folkekirken har mulighed for at købe os til forskellige former for skønhed og kvalitet.

Vi mister noget umiddelbar kreativitet, fordi vi ikke er tvunget ud i den på grund af dårlig økonomi. Der er penge nok i det folkekirkelige system, så hvorfor bekymre sig om forbrug? Om ikke af andre grunde, så måske fordi Jesus gjorde det. Altså bekymrede sig om overforbrug. Hvorfor er der ikke flere kirker, der bevidst arbejder med genbrug og bæredygtighed?

Jeg synes det kunne være interessant, hvis man som lokal sognekirke turde opstille nogle dogmeregler i forhold til forbruget i menighedens lokaler i det kommende budgetår. Ikke fordi vi er tvunget til det, men fordi vi ville have godt af det.

Det kunne eksempelvis være:
1) Vi må kun lave nødvendige reparationer
2) Vi må kun købe brugte ting (møbler, porcelæn og lamper)
3) Vi skal indføre deleøkonomi, så vi på alle områder, hvor det giver mening, deler materiel med eksempelvis skoler og nabokirker

Så kunne det årlige provstesyn få fokus på folkekirkens grad af bæredygtighed i stedet for at være en prioritering af, hvilke ting vi har råd til at købe i år.

Hanne Jul Jakobsen er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.