Frelse: Er der frit slag mellem Jesus, mindfulness og stenalderkost?

Abdul Wahid Petersen mener, at staten skal oprette en SU-berettiget uddannelse for imamer. - Foto: Leif

Kristendommen befrier os for at søge lykken og frelsen i raw food og andre sundhedsfænomener. Til gengæld er det vores pligt at elske vores næste, skriver folketingsmedlem (DF) Marie Krarup. Foto: Leif Tuxen.

Jeg er bange for, at der er mange, der opfatter kristendommen som et ud af mange tilbud til os om at "få det bedre med os selv". Men kristendom er ikke terapi, skriver folketingsmedlem (DF) Marie Krarup

"Søgende, religiøse mennesker er til fals for autencitetsideologer", siger sociologen Henrik Dahl i Jyllandsposten i et interview den 5. september. Han taler her først og fremmest om dillen med "raw food", - ideen om, at uopvarmet mad er mere ægte og oprindelig og derfor giver os et bedre liv.

Der er utroligt mange kure for krop og sjæl for øjeblikket. Stenalderkost, økologisk kost, rå mad, mindfulness, aromaterapi, stressterapi og forskellige former for psykoterapi. Alle vil de give os sundhed, balance, velvære det, som moderne mennesker kalder lykken, - og vel med et gammelt ord kan betegnes frelse. Moderne mennesker tror jo ikke på et liv efter døden, så der er kun dette liv her på jorden. Så det er her, lykken og balancen skal findes.

LÆS OGSÅ:
Sundhed og sygdom i Bibelen

Den moderne frelse ses, i modsætning til den gammeldags kristne, som en søgen ind i sig selv. Som en søgen efter det ægte, autentiske, uspolerede. Man skal væk fra det kunstige og tillærte. Derfor giver det mening at spise noget, som man spiste, FØR den industrielle tidsalder kom og spolerede verden og kroppen med sin kunstige varmebehandling af fødevarerne.

Kristendommen er ikke terapi
Når Henrik Dahl kalder en af disse diller for udtryk for en religiøs søgen, kan man så videre sige, at Jesus i virkeligheden er én af varerne i terapi-forretningen? Kan man vælge mellem at blive frelst af Jesus, mindfulness eller stenalderkost?

Det er der givet nogle, der vil mene. Og jeg er bange for, at der er endnu flere, der faktisk uden at tænke voldsomt over det, opfatter kristendommen som et ud af mange tilbud til os om at "få det bedre med os selv". Men er kristendommen terapi?

LÆS OGSÅ:Psykoterapeut: Gud er ikke en hobby

Nej, det er kristendommen naturligvis ikke. Hvor terapeuterne oftest får mennesker til at se ind i sig selv for at finde eller frigøre et potentiale i sig selv, så viser kristendommen os bort fra os selv og ud i verden. Vores opmærksomhed rykkes bort fra egen navle og ud imod næsten. Vi får nemlig hårdt og brutalt at vide, at der ikke er nogen lykke, frelse eller balance derinde bag navlen.

Mennesket er nemlig en synder og besidder dermed også en række dårlige egenskaber, som man ikke kan komme af med. Hvert enkelt menneske er simpelthen født med denne mangel på perfektion - arvesynden. Frelsen kan dermed umuligt komme indefra.

Vi har pligt til at elske vores næste
Vi får også at vide, at vi ikke kan gøre noget selv for at blive frelste. Vi kan ikke opstille og efterleve hygiejniske regler, spiseregler, påklædningsregler, særlige ritualer og handlinger for at blive frelste. Alt sammen er det nytteløst og direkte forkert. Frelsen fås derimod ganske gratis, hvis vi har tillid til, at Jesus har klaret det hele for os på en gang.

Den tillid (troen) frigør os til at gå ud i verden og gøre det, som er befalingen i Guds tale til os: at elske vores næste. Det skal vi, fordi vi skal. Ikke som et middel til frelse - for den får vi jo gratis.

Gud befrier os fra alle terapeuterne
Vi er altså i kristendommen helt fri for at tænke på frelse og helt fri for at opfinde kure og regler og ritualer, der kan give os lykke og balance. Den skal vi nemlig slet ikke forvente. Verden er et hårdt sted, ligefrem en jammerdal. Men vi skal opretholde tilliden til, at frelsen venter os, selvom det ikke er klart, hvad frelsen består i.

Er det et liv efter døden, eller en accept af tingenes tilstand her i verden? Der er ingen klare svar. For det er ikke vores opgave og ansvar. Det er jo overladt til Vorherre, hvis nåde vi må stole på. "Mit hjerte var uroligt, indtil det fandt hvile hos dig", skriver Augustin.

LÆS OGSÅ: Augustin (354-430)

På den måde kan man godt sige, at Gud er terapeut. Fordi han befrier os fra alle terapeuterne og giver os fred i sjælen, hvis vi tør udvise tillid til hans nåde.

Hvordan slipper vi af med hjertets uro?
Men vi slipper ikke for problemer, for næstekærlighed er en svær disciplin, som de færreste har lyst til. De fleste vil meget hellere fordybe sig i deres egen navle og deres egen balance, end de vil engagere sig i næsten.

LÆS OGSÅ
: Rekrutteringsdirektør: Christfulness er et godt alternativ til mindfulness

I vores post-kristne samfund, hvor de færreste har hørt kristendommens frigørende tale, bliver flere og flere forførte til at komme af med hjertets uro ved at gennemgå diverse kure og forskrifter. De religiøse følelser skal have afløb, og det bliver så på denne fjollede og ofte selvpineriske facon.

Er det så forkert at gå til mindfulness og spise rå madvarer? Nej, naturligvis ikke. Så længe man ikke tager det alt for højtideligt, og så længe man ved, at der ikke er mere i det end måske nyttige og praktiske anvisninger på praktiske problemer. Jeg kan for eksempel anbefale stenalderkost. Man taber sig, samtidig med at man godt kan træne meget. Men frelst af det bliver man helt sikkert ikke!

Marie Krarup er gymnasielærer og folketingsmedlem (DF). Hun skriver kommentaren ved kristendom.dk.