"Vi skal tale frygten imod, for så forkynder vi evangeliet"

Der er gået inflation i ordene ”frygt ikke” blandt danske gejstlige, der vil spænde Jesus for deres politiske vogn, skrev tre tidehvervske skribenter i sidste uge. Men det er ikke rigtigt. At tale frygten imod, når der er behov for det, er at forkynde evangeliet, mener sognepræst Hanne Jul Jakobsen

Juleaften er kirken godt og vel fuld. Sådan er det hvert år. Men denne jul var alligevel anderledes. Kirken var ikke bare fuld. Den var propfuld. Og det var ikke bare et lokalt fænomen. Sådan har det været mange steder.

Der var flere i kirke juleaften, end der plejer. Hvorfor? Ja, det er nok ikke bare, fordi der er kommet en ny og nemmere opskrift på, hvordan man steger ænder. Og jeg kan selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed, men jeg føler mig ret overbevist om, at der var flere, end der plejer, i kirke juleaften, fordi vi er bange!

2015 har på mange måder været et forfærdeligt og kaotisk år. Krig, ufred og menneskelig elendighed er rykket helt tæt på. Tusindvis af mennesker flygter op igennem Europa, og spørgsmålet om, hvordan vi skal tage imod dem og hjælpe dem, splitter os og rammer os på vores selvforståelse. Det gør os utrygge og bange.

Det samme gør de terrorangreb, vi har oplevet i Paris og København. Der er kræfter i verden, som forsøger at sprede frygt og utryghed. Vi har ikke oplevet en situation i nyere tid, som har været mere utryg og kaotisk. Der er god grund til at være bange, og der er god grund til at gå til gudstjeneste juleaften med en længsel efter at blive mødt af noget andet.

Jeg kan ikke vide det, men jeg tror, at mange kirkegængere gik i kirke juleaften med en forventning og et håb, om at høre juleevangeliet talt ind i netop den situation, vi står midt i af utryghed og frygt. Vi sukker og længes efter at høre englens ”Frygt ikke”. Ikke som et: ”Pjat med jer, der er ikke noget at være bange for!” – men som et: ”Frygt ikke – Gud er hos jer!”

Den forventning eller den længsel var der også mange af os præster, der tog alvorligt. På den ene eller anden måde var der mange af os, der valgte at tale frygten imod juleaften, med et – troede vi - solidt teologisk afsæt i juleevangeliets ”frygt ikke”! Men der tog vi åbenbart fejl!

I hvert fald kan man læse i Kristeligt Dagblad den 7. januar i en kommentar af præsterne Stine Munch, Nanna Hauge og Merete Bøye, at vi er en hel del præster, som ikke kan læse indenad, og som fuldstændig har misforstået englenes ”Frygt ikke” julenat – og sikkert også Påskemorgen. Her bliver der igen langet ud efter Marianne Christiansens åbningstale i oktober og altså også skudt med spredehagl efter alle de ”præster og provster over det ganske land”, der valgte at tale frygten imod juleaften.

Ifølge de tre skribenter er der gået direkte inflation i ordene ”frygt ikke”, og alle vi præster, der åbenbart ikke kan læse indenad, har tvunget Jesus for vores egen politiske vogn! Vi tager nemlig ikke verdens farer alvorligt, og juleevangeliets ”frygt ikke” er hos os blevet til: ”Tag ingen forholdsregler imod islamisk terrorisme.” Vi tror alt bliver godt, ”hvis vi giver krokodillen en kop kaffe og en god cigar”, skriver de. Og det med krokodillen og kaffen er meget sjovt, men også virkelig groft. Og uordenligt.

At forkynde juleevangeliets ”Frygt ikke”, er ikke det samme som at sige, at der ikke er noget at være bange for. Tvært imod. Det er at forkynde, at Gud lod sig føde julenat ind i verden, hvor der er masser, vi kan være bange for – krig, terror, klimaforandringer og måske ikke mindst mangel på menneskelighed - men hvor det kristne evangelium er, at Gud er hos os og vil hjælpe os til ikke at lade os overmande af den frygt, så den farver vores horisont og formørker vores hjerter.

”Fred med Gud er for kristne, at vi er frie til at gøre Guds vilje” – skriver de tre skribenter, og det er sandt, men det, at Gud blev menneske julenat, betyder netop også, at fred med Gud, aldrig kan isoleres fra den mellemmenneskelige fred.

Og i en tid, hvor den er truet i en sådan grad, som det er tilfældet i øjeblikket, er en god prædiken den, der taler frygten imod ind i den situation, vi står i. Det er ikke at spænde Jesus for en politisk vogn. Det er at forkynde evangeliet, og det er nu engang det kirken skal, også selvom det ikke passer ind i de tre skribenters og tidehvervs kram.

Hanne Jul Jakobsen er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.