Kommentaren

"Selv når vi handler af godhed, er vi egoistiske"

At være et godt menneske kræver en instans højere end én selv, mener valgmenighedspræst Morten Kvist.

Vejen til godhed går ikke udelukkende gennem gode gerninger. Inddragelsen af Gud og bevidstheden om synden skal også have plads, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Vi vil gerne være gode mennesker. Vi vil gerne hjælpe, gøre godt og betyde noget for andre, og vi vil i særdeleshed gerne føle det. Det er velgørende at gøre godt. Det er tilfredsstillende at udføre et arbejde, som er godt for andre end én selv. Jo større hjerte, jo mere godhed, og jo mere har vi hver især at dele ud. Sådan må det være, synes vi, for sådan føles det ofte.

Derfor står vi også uforstående, når vores egen godhed slet ikke har den ønskede virkning, ej bliver værdsat eller direkte skaber konflikt. Når andre pludselig viser utaknemmelighed, fordi godheden trods alt har grænser, når vores godhed bliver mødt med stadigt flere krav om mere godhed, eller når andre mennesker ligefrem afviser at tage imod vores godhed, står vi frustrerede tilbage.

Det er et forhold, som har gjort sig gældende mange gange i historiens løb, dog forstærket i vores tid af to grunde: Vi har forsømt at tale om Gud som kilden til al godhed, og vi har i mange år ikke brudt os om at tale om menneskers synd. 

Syndsbevidsthed er vigtig
Synd er imidlertid et uhyre vigtigt begreb, som vi skal være stolte af at kende til og kunne bruge. Det beskriver det forhold, at enhver menneskelig handling - ja, enhver menneskelig aktivitet - altså også følelser og tanker, har en bagside. Et mørke, som frigøres samtidig med, at man føler, tænker og handler. Det kan ingen sætte sig udover.

Det betyder, at også alt det gode, vi gerne vil og endda er i stand til at gøre, trækker sin modsætning med sig. Det hedder sig for eksempel, at vi ikke må dele mennesker op i 'dem' og 'os', men i samme øjeblik vi har hjulpet én og ikke en anden, har vi netop foretaget en opdeling. Synden gør os bevidste om, at enhver handling som oftest har to sider.

Det betyder, at der i de bedste handlinger kan være egoistiske motiver, som man måske slet ikke har gjort sig klart. Og det betyder, at selv onde handlinger og tanker kan føre ikke så lidt godt med sig.

Begrebet synd er således den mest præcise beskrivelse af det grundlæggende, uforanderlige, menneskelige forhold, at det er svært at være god. Det burde vi agte på i en tid, hvor der er så meget løsgående humanisme i europæisk politik. Syndsbevidsthed er derimod godt.

Fordi vi har forsømt at tale om både Gud og synden, regner vi kun med vores egen vilje og vores egne aktiviteter. Den passive, modtagende del af tilværelsen taler vi ikke meget om i forbindelse med godhed, og vi regner den nok heller ikke for så meget. Blandt andet derfor har dette at være aktiv - at være ude med alle og med i alt og at have gang i mange projekter - fået en noget overspændt status; både rastløshed og stress er udbredte fænomener, som har en del at gøre med idealet om det aktive menneske.

Når ønsket om at være et godt menneske smelter sammen med dette ideal om aktivitet, kan det gå temmelig galt. Så overser vi nemt, hvordan verden faktisk er indrettet, hvad der faktisk skal til for at rette op på misforhold og dårligdomme. At se verden som den faktisk er, er at se skyggen i sine egne tanker, bagsiden af sine egne handlinger og egeninteressen i den gode følelse. Ser man dette, vil man få en impuls til at tænke, før man handler aktivt og ransage sit hjerte, før man taler om godhed.

En højere instans
At være et godt menneske kræver en instans højere end én selv. Man kan sagtens gøre godt og være god uden at vide noget om denne instans, det vil sige uden religiøs bevidsthed. I så fald er man et mere eller mindre naivt vidne om Guds godhed, et ubevidst rør for hans ånd, en uvidende klump ler i hans hænder, og det skal ingen tale grimt om. Det er ikke bevidstheden, som sætter Gud - det vil sige bestemmer om han er til eller ej - men Gud kan sætte sig i et menneskes bevidsthed, og så ved dette menneske, at Gud findes som den højeste instans i liv og død og som godhedens kilde.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren på kristendom.dk.