Kommentaren

Jeg fik lyst til at sparke nogen over skinnebenet, da jeg hørte, at så mange nægter at betale Skat

Vi må forvente, at love overholdes – ikke fordi vi bliver kontrolleret eller frygter straf, men fordi vi kender begreber som pligt og ansvar over for fællesskabet, skriver højskoleforstander Robert Bladt. Foto: Nicolai Abildtrup-Egebæk Sørensen.

Den udbredte stigning i gæld til det offentlige og bedrag med Skat lader os ane en moral, som ikke føler sig forpligtet over for andre end sig selv, skriver højskoleforstander Robert Bladt

På vej ud af et indkøbscenter så jeg en mand. Han stod og studerede nogle pakker tyggegummi i en impulskøbsstander. Pludselig tager han en pakke i lommen, vender sig om og går ud af centret. Jeg kigger målløs efter ham. Jeg glemmer helt at råbe ham an, tilkalde centerpolitiet, sparke ham over skinnebenet.

Selv om jeg har prøvet at få mit hjem røvet og har købt en brugt vaskemaskine, som var i stykker, har jeg alligevel en grundlæggende tillid til, at man ikke bare smutter med en pakke tyggegummi uden at betale. Jeg mener: Det kræver alligevel en vis frækhed bare at stå der, snuppe en pakke uden så meget som at se sig over skulderen. Gå ud af forretningen uden det mindste tegn på fortrydelse eller dårlig samvittighed.

Men så hørte jeg i nyhederne, at vi danskere skylder det offentlige omkring 100 milliarder kroner. 100.000.000.000. Hvordan kan det lykkes, at hver eneste dansker kan komme til i gennemsnit at skylde det offentlige i omegnen af 18.000 kr.? 90.000 kr. for en familie på fem. Det kan næppe være parkeringsbøder, licens og afgift til rottebekæmpelse det hele.

Det er det heller ikke. Beløbet rummer tilsyneladende nogle virksomheders gæld til Skat. Man har en medarbejder, som tjener 30.000 kr. pr. måned. Hun skal have udbetalt de 20.000 kr. – og de resterende 10.000 kr. skal Skat have. Men dem undlader virksomheden simpelthen at betale. Jeg lytter målløs. Jeg får lyst til at råbe, tilkalde politiet eller sparke nogen over skinnebenet.

Selv om vores skattelovgivning kan være urimelig bureaukratisk og detaljeret, gør jeg da alligevel, hvad jeg kan for at holde den. At en virksomhed bevidst kan undlade at betale den del af de ansattes løn, som skal indbetales til Skat – det ligger bare langt fra den grundlæggende forventning, jeg har til det nationale fællesskab, jeg er en del af. Ligesom man ikke bare smutter med en pakke tyggegummi uden at betale.

Men måske er der en grundholdning, som manden i butikscentret og de skatteunddragende virksomheder deler. ”Vi holder loven, når der er ubehagelige konsekvenser ved at bryde den.” Måske har det gigantiske bedrag om tilbagebetaling af udbytteskat frem til 2014 givet os en fornemmelse af, at der ikke er nogen konsekvens af at fifle med skattereglerne. Og hvis de andre udnytter det, hvorfor skulle jeg så være en idiot og betale, hvad loven siger?

Problemet er, at love bygger på en del kontrol og en del tillid. Et skattesystem uden huller vil formentlig være så dyrt, at det ville undergrave sig selv. Vores love om ejendomsret forudsætter, at vi respekterer dem. Det samme gælder en masse miljølove, lokalplaner, bygningsreglement. Statistisk kan det betale sig at begå indbrud. Måske kan det statistisk betale sig at snyde med bilers miljøbelastning. Men vi må forvente, at love overholdes – ikke fordi vi bliver kontrolleret eller frygter straf, men fordi vi kender begreber som pligt og ansvar over for fællesskabet.

Den udbredte stigning i gæld til det offentlige og bedrag med Skat lader os ane en moral, som ikke føler sig forpligtet over for andre end sig selv. Det er en moral, der bygger på bud som: ”Elsk dig selv”, ”gør hvad du har lyst til” og ”alt det, som ingen ser, har ingen ondt af”. Med den grundholdning kan man glemme at bygge land med lovgivning. Love har virkning, når de gives til mennesker med en moral, der forpligter mig over for sine medmennesker. 

Sådan en moral er en del af kristendommens DNA: ”Du skal elske din næste som dig selv”, ”gør mod andre som du vil, at de skal gøre imod dig” og ”hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker”.

Robert Bladt
Højskoleforstander