I fastetiden rutsjer jeg op og ned mellem gerningsretfærdighed og nydelsessyge

10:00 Rutsjebane fans fra flere lande får rundtur på banen før Tivoli åbner (Presse adgang)
90 ...

Vi mennesker er udspændt på aksen mellem gerningsretfærdighed og nydelsessyge. Men måske kan man bryde fri af aksen og flyve over sit eget ego? spørger Caroline Kollenberg Thisted. Foto: Niels Hougaard/Polfoto. Modelfoto.

Gud må kunne rumme, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal manøvrere mellem nydelsessygen og gernings- retfærdigheden.
Caroline Kollenberg Thisted, sognepræst

Når vi i fastetiden rutsjer frem og tilbage på aksen mellem gerningsretfærdighed og nydelsessyge, viser vi os som uperfekte mennesker, skriver sognepræst Caroline Kollenberg Thisted

Her i fastetiden bliver det ekstra tydeligt, hvordan jeg – og mennesket måske i al almindelighed – er udspændt på aksen mellem gerningsretfærdighed og nydelsessyge.

For hvad andet er livet til for, end som Prædikeren siger det; Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke. Og det gør vi så! Nyder livet, lever hver dag som den sidste, spiser store bøffer og køber dyrt ind.

Lader minutterne mættes af digitale tilfredsstillelser, biografmørke og hurtige kalorier til umiddelbare fornemmelser af god stemning. Det lette liv er det gode liv. Nydelsen rækker os momentets mening; her og nu er der godt at være. Hvor "mind"fuldt. Hvor meningsfuldt. For ingen kender dagen, før solen går ned, så lad os leve hvert minut, som var det det sidste med fuld power på det, der føles godt at gøre.

Men jeg ved jo godt, at livet ikke er mit, og mening findes ikke på bunden af en pose matadormix. Så jeg spidser mig, bliver skarpere, når jeg reflekterer over meningen med livet, meningen med mig. Og snart – alt for snart – opdager jeg at livet kun er tomhed og øde. I hvert fald, hvis nydelsesbrillerne er det glas, jeg betragter verden gennem. Så hvad om jeg holdt lidt igen? Hvad om afsavn bidrog til dybde og ro? Hvad om jeg holdt mig fra de store bøffer, fra Facebook og fra fyldte chokolader, som ellers næsten kan være meningen med livet i sig selv?

Så jeg begynder at faste! Jeg afstår fra noget, som ellers er tilgængeligt. Jeg gør det for at tilbageerobre magt; jeg vil ikke være afhængig af min nydelse. Jeg vil være fri. Fri fra mine vaner, fri fra det lette liv. Jeg vil vælge lidt martrelse til og se, om ikke livet får perspektiv. Og jeg får det allerede lidt bedre. Jeg nyder at takke nej, når kagefadet går rundt. Jeg smager på forsagelsen, når jeg deaktiverer mine konti på de sociale medier. Bare for en tid, naturligvis. Og en stille nat med et selvtilfreds smil om læben opdager jeg, at også hér fik nydelsessygen tag i mig. For jeg nyder den lille lidelse. Jeg nyder, at jeg har kontrol. Jeg nyder at kunne præsentere mig selv som én, der kan tæmme sig og gøre gode gerninger. For mig selv, naturligvis. Og smilet stivner dér i nattemørket.
 
For vi ved jo godt, at livet ikke leves for vores egen skyld. Vi skal hverken bidrage til vores eget frelste liv, når det tager form som jagten på det gode, eller når vi afstår fra det, som tiden kalder godt. Begge dele er et rædselsgreb; for livet var aldrig mit og dets befrielse fra modgang ikke i min hånd.

I stedet skulle jeg bruge mine dage på de andres frelse. Jeg skulle gå lidt mindre op i mig selv og lidt mere op i de andre. Jeg skulle forkaste tanken om, at livets centrum er mig – og hellere se, at det er dig. Og dig. Og dig.
 
Så når jeg rutsjer frem og tilbage dér på aksen mellem gerningsretfærdighed og nydelsessyge, ja så gør jeg det som et almindeligt, syndigt, uperfekt menneske. Altid i tiltro til, at det ingen forskel egentlig gør, hverken chokoladens tomme kalorier eller fastens letbenede flagellanteri.

Det eneste der tæller er, om chokoladen kan deles, og om det du afstår fra, kan komme andre til gode. Det er bare så vanskeligt at leve med andre for øje. Men jeg kan træne her i fastetiden. Træne mig i at se det andet menneske og ikke blot min egen navle.

Måske så jeg kan bryde fri af aksen og flyve over mit eget ego. Blot skal jeg vogte mig for, at ikke dén form for næstekærlighedsgerninger alligevel udøves for egen tilfredsstillelses skyld. Skulle det ske, ja så lægger jeg også der mit liv hos Gud. Gud må kunne rumme, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal manøvrere mellem nydelsessygen og gerningsretfærdigheden.

Caroline Kollenberg Thisted
Sognepræst
Skriver kommentaren ved kristendom.dk