I kirken skal der ikke være skel mellem "os" og "dem"
Kirken skal overskride sig selv i et globalt, inkluderende, evigt, grænsesprængende fællesskab, som ingen kan være udenfor, skriver sognepræst Caroline Kollenberg Thisted
"Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus." Galaterbrevet Kapitel 3 vers 28.
Jeg havde holdt gudstjeneste for en gruppe ældre medborgere. Flere kendte jeg ikke. De kom fra plejehjem, som jeg ikke normalt betjener. Det var en glædelig eftermiddag med salmesang og æbleskiver, som frivillige havde vendt i sortbejdsede æbleskivepander. Alt var så ægte, at det næsten var for meget af det gode. En smuk, stilfærdig eftermiddag op til jul, hvor Oda faldt i søvn i sin kørestol og plejerne og præsten talte en del med hinanden.
Og så blev det tid til at gå. Hyggeligt, I kunne komme og hav nu en glædelig jul. Der på hjemmet. Uden jeres nærmeste. God jul, ja.
Hen over mængden af mennesker (nogen kunne gå hjem selv, nogen måtte med bussen retur til de beskyttede plejeboliger) lød det: "Jeg tror vi har dem alle sammen."
Så fint. Der var styr på det. Der var orden. Overblik. En kvinde trak mig i ærmet og kiggede op fra sin kørestol og sagde: "Det er os der er dem – det er sådan en fællesbetegnelse."
Alt blod forsvandt fra pastorens juleblussende kinder; hvor forskrækkeligt! Hun havde jo ganske ret. Der er ikke nogen der "har dem alle sammen." Vi er der alle sammen. Pludselig stod jeg i en central kristen paradoksalitet: Gives der et udenfor og et indenfor? Et os og dem? For her midt i julestuen trådte en gruppe af mennesker frem, der i sproget bliver sat skel i forhold til. Skel, som ingen må tåle. Et os og dem. Og vi er nogen, der har dem, der ikke har sig selv.
Resten af den aften funderede jeg over, hvor tit vi taler om mennesker i kasser med grænser og snitflader. Jeg tænkte på den måde, vi sprogligt har indrettet vores verden i en art humant periodisk system med grove metaller, ædelgasser og dem, som vi ikke tåler bestråling fra. Jeg tænkte på de Hunger Games film, som konfirmanderne så for få år siden, hvor verden er delt ind i koncentriske distrikter – tættere og tættere på magten, pengene, præsidenten. Og det 13. yderdistrikt, som uofficielt rummede alle oprørerne. Dem, der gik imod magten og insisterede på at have beslutningskraft i eget liv og ikke blive betragtet som genstande, andre forvalter.
Og da græmmedes jeg over, hvor tit der bliver sagt ’de’ og ikke ’vi’ – også i min egen mund. "Har du børnene og hunden?" kan det gjalde gennem præstegården. Og dåbsfamilier og deres gæster er et "de." Og konfirmander, der går i kirke, tæller dårligt med i statistikken, for de skal jo… De-de-de.
Og det enest,e jeg tænker vi må gøre, er at skabe én stor Vi-kirke. Et sted, hvor ingen er udenfor, men alle er med. Alle er velkomne. Alle er lige. Hvor det ikke kommer an på, om man er mand eller kvinde, men heller ikke om man er ung eller gammel, om man så at sige ’har sig selv’ eller er i tusind stykker. Og slet ikke en kirke, der skeler til, om man kommer tit eller sjældent eller slet ikke. Kirken overskrider sig selv i et globalt, inkluderende, evigt, grænsesprængende fællesskab, som ingen kan være udenfor. Et Mega-Vi.
Og siden brugte jeg flere dage på at overveje, hvordan ’de’ kan blive til ’vi’. Der er lang vej, hvis vi skal vende sproget om. Og samtidig helt utroligt kort vej; hvis bare vi gør det sammen i samtalen.
Caroline Kollenberg Thisted
Sognepræst
Skriver kommentaren ved kristendom.dk