Ingen tør reelt fjerne menneske-smuglernes levevej

Hvis vi for alvor skal hjælpe flygtningene, bør vi enten åbne grænserne og lade alle komme ind, eller lukke grænserne helt og sørge for sikker transport hertil til flygtninge fra nærområder. Men vi tør ingen af delene, mener cand.scient.pol. Charlotte Dyremose

”Meget liv og meget politik er styret af frygt og frygten for frygt. ”

Citatet er fra Marianne Christiansens prædiken inden Folketingets åbning den 6. oktober i år. En prædiken som efter manges mening dæmoniserer flere af Folketingets medlemmer for deres tilgang til flygtningesituationen.

Og man skal nok også være blind for ikke at se, at biskoppens ord ret entydigt var møntet på dem, som frygter ”de fremmede”.

Samtidig påpegede biskoppen imidlertid følgende forskel på Luthers to regimenter (det åndelige og det verdslige regimente, red.): ”Hvor der er fuldstændig frihed i det åndelige regimente for tro og tanke, så er der i det ydre liv [behov for] regler og love og om nødvendigt straf for at skabe et samfund, der kan rumme et liv i kærlighed og fred.”

Præciseringen af Luthers to regimenter ledte mine tanker til de mange skarpe meninger om netop flygtningesituationen på Facebook. Det er legende let at ”like”, ”føle” og ”synes” på Facebook. Facebook repræsenterer her det åndelige regimente.

Politikerne lever på den anden side i en verden, hvor der skal træffes egentlige konkrete beslutninger, som har konsekvenser for rigtige mennesker, for Danmark og for verden. Som tidligere politiker kunne jeg godt unde mine forhenværende kolleger lidt mere forståelse for den forskel.

Faktum er, at i den nuværende krigs- og flygtningesituation, så er der få – om nogen – som reelt kan udtale sig kvalificeret om konsekvenserne af de beslutninger, vores politikere står overfor.

Det er alt for letkøbt at tolke og (mis)bruge Bibelen til eget politisk ærinde. Og det uanset, om det er Marie Krarups påstand om, at den syriske flygtning ikke er hendes næste, eller det er Marianne Christiansens antydning af, at man primært er styret af frygt, hvis man ønsker at begrænse flygtningestrømmene.

Jesus minder os netop om at se bjælken i vores eget øje, før vi ser splinten i andres. Og biskop Christiansen og alle vi andre bør derfor også huske ordene fra biskop Westergaards bøn for flygtningene: ”Dæmp vores fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med.”

Langt de fleste af os ønsker at lade os drive af kærligheden, men ingen kan undsige sig frygten:

• Kan de, som ønsker sikre zoner i Syrien sige sig fri for (i større eller mindre grad) at være drevet af frygten for en uoverstigelig flygtningestrøm, som vil forandre Europa for evigt?

• Kan de, som taler imod sikre zoner i Syrien sige sig fri for (i større eller mindre grad) at gøre det af frygt for, at det vil koste rigtig mange vestlige soldater livet at opretholde sikre zoner, uagtet at sådanne sikre zoner ville give millioner af Syrere mulighed for at komme i sikkerhed uden at skulle risikere livet i en gummibåd på Middelhavet?

Og sådan kan man opremse et antal andre dilemmaer, som hverken entydigt kan afgøres i kærlighed eller uden frygt.

I dag er Europa i princippet et fort, hvis indrejseregler forhindrer migranter i at komme legalt til deres foretrukne land. Samtidig hjælper vi som samfund tusinder af mennesker med at finde sig til rette, når de på illegal vis er på vej til eller ankommet i netop deres foretrukne del af Europa.

Hvis vi for alvor skal hjælpe disse mennesker til at undgå unødig fare på rejsen, burde vi fjerne menneskesmuglernes levevej ved at vælge en af to mulige løsninger: Enten åbne grænserne og lade alle komme ind uanset baggrund, rejseform og bestemmelsessted. Eller lukke grænserne helt i og i stedet langt mere aktivt tage flygtninge fra lejre i nærområderne og sørge for sikker transport hertil.

Min påstand er, at frygt afholder os fra begge løsninger. Ubegrundet frygt såvel som velbegrundet frygt. Det er politikernes opgave at skelne mellem de to. De og alle verdens flygtninge har brug for vores forbøn.

Charlotte Dyremose er cand.scient.pol., menighedsrådsformand og skriver kommentaren på kristendom.dk.