Jesus er opstandelsestroens kilde

Den kristne tro kommer fra Jesus. Han er kilden, fordi han selv troede på Gud, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

Debatten om de dødes opstandelse vil ikke rigtig høre op. Endnu et par præster har meldt deres skepsis overfor opstandelsen, og endnu en biskop har svaret. Selvom debatten er udløst af et primitivt spørgeskema, er den vigtig. Den viser, vi roder lidt rundt i vores egen religion. Debat er en af måderne at få mere styr på begreberne.

Så vidt så godt. I mine øjne er der dog et forhold, som hele tiden truer med at bringe debatten ud af fokus. Når mennesker bliver spurgt, om de tror på Gud eller på Jesu opstandelse, svarer de ja eller nej til, om de har gangbare forestillinger. Men forestilling og tro er ikke det samme. Vore forestillinger er begrænsede, og det er en synd at gøre sine egne, aktuelle, begrænsede forestillinger til kriterium for, om man tror eller ej.

Vi bekender Jesu tro

Den kristne tro kommer fra Jesus. Han er kilden, fordi han selv troede på Gud. Når vi bekender troen, er det derfor strengt taget ikke vores egen tro, vi bekender, men netop Jesu tro.

Når vi bekender troen, siger vi ja til, at den sande tro på Gud er den, som vi finder i Jesu liv, og som havde en omfattende virkning på de mennesker, der kom i kontakt med ham. Ingen kunne undgå at reagere på Jesus, og mange af disse reaktioner var selv tro. Når eksempelvis en helbredt takkede Jesus for sin helbredelse, så er det den kristne tro, der sætter sig igennem som taknemmelighed. Når en kvinde umotiveret salvede Jesus, var det tro, der viste sig som et tilhørsforhold, at han var hendes herre.

Med bekendelsen giver vi udtryk for, at vi gerne selv vil have noget af den tro, som Jesus havde. Og vi udtrykker vores tillid til, at det kan ske. Vi tror, at den påvirkning, vi derved udsætter os selv for, er sand og god. Vi beder om, at vores tro på os selv eller mangel på tro, må blive fortrængt af Jesu tro, fordi den er den rette.

De gamle grundtvigianere indledte ikke bekendelsen med at sige: ”Lad os bekende vor kristne tro.” De sagde i stedet: ”Lad os høre troens ord.” Det var for at understrege den pointe, at troen ikke er noget, vi har. Den kommer ved at høre om Jesu tro, så vi selv kan få noget af den, så meget hjertet bliver i stand til at rumme, for troen er en omformning af hjertet, som man ingen indflydelse har på.

Opstandelsesdiskussionen er ude af fokus

I det lys er diskussionen om Jesu opstandelse, om den var en fysisk begivenhed eller ej, ude af fokus. Den kan have været en fysisk begivenhed, og den kan ikke have været det. Det vigtige er, at kvinderne og disciplene oplevede noget aldeles afgørende. Jesus viste sig for dem, og de måtte gribe til de størst tænkelige ord. Deres vidnesbyrd må vi lade stå, for de har helt sikkert oplevet noget, som de fleste af os endnu har til gode.

Det afgørende er, hvad dette vidnesbyrd gør ved os. Vi skal have tillid til, det vil gøre noget godt og sandt, at det vil styrke vores tro som for eksempel en evne til hengivenhed og taknemmelighed. Hvordan det vil se ud, kan man ikke vide på forhånd.

Til den, der siger, han ikke tror på Jesu opstandelse, om det så er fysisk eller symbolsk ment, vil det være rigtigt at sige: ”Stil dig ind under ordenes autoritet og se, hvad der sker. Gør det i dag, i morgen og senere. Fat tillid til, at de vil gøre dig godt. Om ikke i dag eller i morgen, så senere.”

Under denne særegne, tvangfri autoritet kan alt ske, og alt godt blive til. Har man ikke spor af tillid til ordene eller blot lidt forundring tilbage eller en slags neutral åbenhed, skal man nok finde et andet sted at stille sig, og hvis man er ansat i ordenes tjeneste, skal man nok overveje et andet arbejde.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren på kristendom.dk