Ingen af os skal udstilles eller forbigås i kirkenbønnen

Er vi moderne mennesker blevet så individualistiske, at vi ikke kan føle os inkluderet i kirkebønnen, uden at vi nærmest er direkte nævnt i den, spørger præst Hanne Jul Jakobsen som reaktion på, at Hals Kirke beder for voldtægtsofre i kirkebønnen

Kirkebønnen bør hverken udstille voldtægtsofre, kræftramte eller andre udsatte grupper

I Hals kirke beder de nu fast for voldtægtsofre i kirkebønnen. Det kunne man læse forleden i Kristeligt Dagblad. Jeg læste det og tænkte: Hvorfor lige ofre for voldtægt? Hvad med ofre for spirituskørsel, ofre for mobning eller ofre for vold i hjemmet? Skal vi ikke også bede for dem? Og dem der er syge af kræft, ramt af demens eller har dårligt hjerte, skal vi ikke også bede for dem?

Det kan blive en lang liste, hvis vi skal nævne alle specifikke lidelser og forhold i søndagens kirkebøn. Jeg er ikke kyniker. Jeg har al mulig sympati for de nævnte grupper, og jeg har også sympati for sognepræst Christian Roar Pedersens ønske om at give voldtægtsofrene en stemme i kirken og bede Gud om at være hos dem.

Alligevel kommer jeg ikke til fast at bede specifikt for voldtægtsofre i Møllevangskirken, hvor jeg er præst. Det betyder ikke, at jeg aldrig beder for en specifik gruppe, når det er på sin plads og en del af en fælles horisont og bekymring. Netop ”det fælles” må være afgørende i en kirkebøn.

Christian Roar Pedersen argumenterer med, at vi jo også beder for ”syge og sorgfulde”. Jeg bruger ikke selv kirkebønnen i ritualbogen, men forsøger at formulere en ny bøn hver søndag, men ja, jeg beder ofte for ”dem der er syge, og for dem der sørger.”

Men jeg beder ikke specifikt for dem, der er syge af kræft, eller dem, der har fået konstateret sklerose. Hvorfor? Fordi det er menighedens fælles bøn. Det er vores ansvar som præster at formulere den fælles bøn på menighedens vegne.

Det kræver i min optik et rummeligt inkluderende sprogbrug, som ikke er abstrakt, men heller ikke intimiderende konkret – som det for eksempel kan være tilfældet, når man nævner meget konkrete grupper. Det er ikke meningen, at man skal sidde i kirken i fare for at blive rød i hovedet under kirkebønnen. Det er heller ikke meningen, at man skal tænke: Hvorfor bad præsten ikke for mig? Eller blive forstyrret af tanker, som gad vide, hvem præsten tænker på? Hvem er det, der lige er blevet voldtaget?

Der er sket værre ting i kirkens historie, end at en præst vælger at bede for ofre for voldtægt i sin kirkebøn. Anliggendet er jo langt hen af vejen sympatisk. Det er godt at have en ambition om alvor, nærvær og aktualitet.

Men det gjorde mig opmærksom på et forhold, som er nok så interessant: Er vi moderne mennesker blevet så individualistiske og opmærksomhedskrævende, at vi ikke engang kan føle os inkluderet af den samme kirkebøn, uden at vi er nærmest direkte nævnt? Eller er det et fejlgreb fra præstens side at tro, at det inkluderende ligger i det specifikke og ikke i det fælles?

Jeg tror, det er det sidste forhold, der gør sig gældende. Jeg tror, vi skal fejre gudstjeneste og bede kirkebønner på det fælles vilkår, at vi først og sidst er mennesker. Gudsskabte mennesker. Guds elskede børn. Kristi krop, som er ét, men ikke ens, og lider med de mindste og svage – i fællesskab og i bøn.

Den fælles bøn i gudstjenesten skal gøre det vilkår gældende, at vi mennesker er forbundet i fællesskab med Gud. Vi kan bede for alle syge, alle der sørger, alle ofre og alle der føler sig fremmede, og så må den enkelte høre sin egen sygdom, sin egen sorg eller sit eget overgreb i bønnen. Eller andres.

Faren ved at blive meget konkrete i sin forbøn for bestemte grupper er, at man i stedet for at understøtte det fælles kommer til at udstille det særlige, eller måske udskille noget andet på bekostning af det. Faren er, at nogle i menigheden føler sig forbigået, eller måske endda trådt for nær. En dårlig kirkebøn kan komme til at sætte skel i menigheden i stedet for at understøtte det fælles.

Jeg kender meget få folkekirker, der aktivt tilbyder forbøn og privat skriftemål. Jeg tror, det kunne have noget på sig. Ikke som en forestilling midt i den fælles gudstjeneste, men som et tilbud til mennesker, der gerne vil bedes for en onsdag eftermiddag på vej hjem fra arbejde. Måske skulle præsten en gang om ugen have træffetid i kirkerummet, så kunne man komme ind fra gaden, eller efter aftale, og blive bedt for. Helt konkret og for de specifikke forhold, der hører det private rum til.

Hanne Jul Jakobsen er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.