Kirkehistoriker: Der er gode grunde til at tale om en troende præst

"En officiel betænkning siger, at folkekirkens formål er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Dermed er det også rimeligt at lede efter en præst, der gerne vil arbejde positivt med på dette formål," mener lektor i kirkehistorie Kurt Larsen

Det har vakt opsigt, at menighedsrådet i Mejdal blandt andre ønsker til deres kommende præst nævnte, at han/hun skulle være troende. Der er mange gode grunde til at støtte menighedsrådet i deres ordvalg.

LÆS OGSÅ: Søges: Præst med tro

Bibelen bruger ofte udtrykket troende. Apostelmenigheden lige efter pinsedag kaldtes de troende (Apostlenes Gerninger 2,44). Menigheden i Korinth kaldtes de troende til forskel fra de vantro i byen (2. Kor 6,15). Apostlen Paulus kunne også bruge troende som tillægsord, når han talte til kristne slaver, der til forskel fra andre slaver - havde troende herrer (1. Tim 6,2).

Troende præster findes ikke i Bibelen
Udtrykket troende præst bruges ikke i Ny Testamente. Dels forekommer ordet præst ikke direkte, og dengang var det uden for horisonten, at nogen kunne være prædikant i menigheden uden at være en af de troende.

LÆS OGSÅ: Sareen: Præsteløftet må være nok

Paulus titulerede ofte sine menigheder som de hellige. Det ville vække forkerte associationer at bruge et tilsvarende udtryk i en jobannonce. Til sammenligning med dette oprindelige udtryk virker ordet troende meget bedre.

Udtrykket rækker tilbage til pietismen
Historisk går udtrykket troende præster tilbage til 1700-tallet og den pietistiske vækkelse. Før den tid havde Luther i 1500-tallet gjort meget op med katolske præster ikke fordi disse ikke var troende. De troede bare på noget forkert, nemlig frelse ved gode gerninger.

For Luther handlede det om, at en præst forkyndte sandheden om nåden. Derfor blev den lutherske kirke i perioden frem til 1700 meget opmærksom på præsternes formuleringer af den rette lære. Til gengæld gik man ikke så meget op i, om præsten i øvrigt drak sig fuld i ugens løb.

Brorson: Den rette troens flok
Denne skævhed i intellektuel retning reagerede pietismen imod i 1700-tallet. Hvad gavnede det, at en præst havde lært alle de rette ord udenad i sin uddannelse, hvis ikke det havde berørt ham selv og ikke prægede hans liv? Biskop Brorson skrev om dette i en salme:

Var det en tro, med munden,
at sige kun: jeg tror!
når hjertet ej i grunden
er renset ved Guds ord,
da var der fromme nok
og troende i tiden,
da var den ej så liden,
den rette troens flok.

LÆS OGSÅ: Præst om jobopslag: Tro kan ikke måles og vejes

Troende og levende præster
Pietismen ville have troende præster. Hermed mente de som præster, der både holdt fast ved den rette lutherske lære og personligt var optaget og præget af denne tro. Det samme anliggende havde
Indre Mission og grundtvigianismen, da disse to vækkelsesbevægelser fremstod i 1800-tallet.

Hos de grundtvigske brugte man mest udtrykket levende præster og levende menigheder, til forskel fra de præster og menigheder, der uden engagement lirede liturgien af og sad gudstjenesten af. Skønt udtrykket var fint, ville det ikke være velvalgt i en jobannonce at søge efter en levende præst.

Ingen kender andres hjerter
Indre Mission som forening var ud fra sine vedtægter en forening af troende præster og lægfolk, så i denne kirkelige retning er udtrykket meget kendt. Ingen kender andres hjerter, så Indre Mission og grundtvigianismen kunne naturligvis ikke gøre sig til dommer over andres forhold til Gud.

Men hjertets tro giver sig naturligt udslag i mundens bekendelse og engagement i, at andre også skal få del i denne tro. Den usynlige tro giver sig synlige udtryk, og dem kan man udmærket søge efter i en jobannonce.

LÆS OGSÅ: Grosbøll: Jeg tror ikke på sådan noget sludder

Endda med den nye gode grund, at en officiel betænkning nu siger, at folkekirkens formål er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Dermed er det også rimeligt at lede efter en præst, der gerne vil arbejde positivt med på dette formål.

Altså: Ikke bare udføre de til præstegerningen lovpligtige opgaver med konfirmander og begravelser, men også gerne vil være med til at gå nye veje for at få evangeliet bragt ud.

Ingen ville have undret sig over et ønske om en engageret medarbejder, men udtrykket en troende præst er blot en anden og bedre måde at udtrykke dette på.

Efter at Grosbøll blamerede den danske folkekirke ved at fortælle om alt det, han ikke troede på, så burde et menighedsråds ønske om en troende præst ikke give anledning til protester men snarere til røde ører hos de, der forsvarede Grosbøll.

Kurt E. Larsen er lektor, ph.d. ved Menighedsfakultetet og kommentarskribent ved kristendom.dk.