"Kirkelige velsignelser er i vækst"

I modsætning til tidligere er der jo hverken noget socialt eller kulturelt pres på par for at blive sammen - dårligt nok et religiøst. Man står frit, og det er godt, at ingen er presset til at blive i forhold, der er nedværdigende og ødelæggende for både børn og voksne. Til gengæld er det også godt, når par vedkender sig ansvaret for hinanden og den fælles fremtid ved at gifte sig, skriver sognepræstKaj Bollmann. Foto: Esben Nielsen

Jeg fornemmer, at antallet af kirkelige velsignelser er voksende. Flere gifte par vil gerne modtage Guds velsignelse af deres parforhold. Det er godt nyt for kirken, mener sognepræst Kaj Bollmann

Min kone og jeg er lige blevet inviteret til 2 bryllupsfester med 14 dages mellemrum her i forsommeren. Begge par er i sølvbryllupsalderen, og begge par er for mange år siden blevet gift på rådhuset. Men nu ønsker de en velsignelse i kirken.

LÆS OGSÅ: Har kirken altid stået for bryllupperne?

Kirkelige velsignelser viser en positiv tendens

Jeg har ikke statistik på det; men min fornemmelse er, at der er et voksende antal kirkelige velsignelser af rådhusgifte par hvert år. Vi har i hvert fald flere og flere i det sogn, hvor jeg er præst. Vi har i øvrigt også et stigende antal vielser af modne par, der har boet sammen i mange år uden at være gift.

Hvis jeg har ret, er det en spændende og positiv tendens. Baggrunden er selvfølgelig ikke uden videre positiv: nemlig, at antallet af kirkebryllupper og bryllupper generelt - blandt unge par har været faldende i mange år.

For nylig skrev Danmarks Statistik, at ægtepar har mindre tendens til at gå fra hinanden end papirløse par. Det kunne tyde på, at det at blive gift er udtryk for, at parret føler sig mere forpligtede, og at de tager mere ansvar for og bruger flere kræfter på at få parforholdet til at lykkes.

I modsætning til tidligere er der jo hverken noget socialt eller kulturelt pres på par for at blive sammen dårligt nok et religiøst. Man står frit, og det er godt, at ingen er presset til at blive i forhold, der er nedværdigende og ødelæggende for både børn og voksne. Til gengæld er det også godt, når par vedkender sig ansvaret for hinanden og den fælles fremtid ved at gifte sig.

Og endnu mere glædeligt er det, når par efter at have holdt sammen i mange år, med eller uden papir, synes, at deres parforhold er værd at gå i kirke for at sige tak for og modtage Guds velsignelse af.

Det er ikke kirken, der velsigner
Det er i den forbindelse vigtigt, når vi taler om det, der kaldes kirkelig velsignelse af ægteskab, at der ikke er tale om kirkens velsignelse.

Kirken ejer ikke nogen velsignelse, den kan dele ud af eller nægte. Det, der sker ved handlingen i kirken er, at parret møder frem med deres fælles erfaringer, siger Gud tak, får menighedens i praksis families og venners forbøn og modtager den velsignelse, som er Guds løfte til os ved enhver gudstjeneste, men som her forkyndes med særligt henblik på forholdet mellem disse to mennesker.

Kirkelig velsignelse er i princippet overflødigt - og dog..
Ikke så få af de par, der kommer og ønsker en sådan kirkelig velsignelse, begrunder det med, at de gerne vil giftes rigtigt, altså at handlingen i kirken har en anden valør end handlingen på rådhuset.

Andre begrunder det netop med, at de gerne vil fejre det, som de har sammen og har haft i mange år, fordi det er værd at fejre. I begge begrundelser ligger en enkel folkelig forståelse af parforholdet som en gave, der er værd at sige tak for, og som er mere end jura og praktiske forhold.

Jeg synes, det er fantastisk, at vi har et sådant ritual i folkekirken et ritual, der samfundsmæssigt er inderligt overflødigt, som ikke har nogen jura eller attester indblandet, som er rent overskud, og som vi kan bruge, fordi vi gerne vil udtrykke taknemlighed og bekræfte det, som vi har sammen i vores parforhold.

Kirken bør skilte mere med kirkelige velsignelser
Hvis jeg har ret i, at antallet stiger, er det jo ikke ligefrem fordi vi i folkekirken markedsfører produktet. Det burde vi gøre! Vi burde gøre langt mere højlydt opmærksomme på, at alle de par, der valgte at gå på rådhuset for at gifte sig, har muligheden for at fejre deres parforhold senere hen i kirken, netop for at vise glæde og taknemlighed over for Gud og hinanden, og netop fordi vi altid har behov for både forbønnen og Guds velsignelse på vores vej videre frem.

Jeg kunne egentlig også godt tænke mig, at vi gjorde lidt mere opmærksom på den mulighed, der forekommer en sjælden gang: at sølv- og guldbrudepar vælger at markere deres jubilæum som ægtepar med et ritual i kirken, hvad enten de er kirkegift eller ej.

Det er smukt og livsbekræftende at se et guldbrudepar gå op af kirkegulvet med hinanden i hånden og vise for Gud og de tilstedeværende, at de ikke blot er lige så tæt forbundne som på bryllupsdagen for 50 år siden, men endnu tættere, fordi de er forbundet af et livs fælles erfaringer, som de lægger frem med tak.

Spar mig i den forbindelse for snakken om, at folk jo bare kan gå i kirke om søndagen. Selvfølgelig kan de det; men der er god og dyb mening for kirken i at møde mennesker i deres konkrete relationer og livssituationer i kald og stand, luthersk sagt.

Hvis det er rigtigt, at antallet af kirkelige velsignelser vokser, modsiger det i øvrigt også det argument, som er blevet fremført ganske skingert fra nogle sider: at antallet af kirkebryllupper vil falde drastisk, hvis man flytter juraen ud af kirken.

Hvis det er en holdning blandt mange, at det rigtige bryllup er det, der sker i kirken, er det jo ikke afgørende, om juraen er med ved alteret. Så er det vigtige den tak, den forbøn og den velsignelse, der finder sted i kirken.

Kaj Bollmann
Sognepræst og næstformand i Kirkeligt Centrum