"Kirken og staten har vidt forskellige opfattelser af ægteskabet"

Betydningen af det borgerlige ægteskab er ved at være på så lang afstand af såvel teologi som etisk ansvarlighed, at kirkebrylluppet bliver useriøst, hvis ikke det markerer et selvstændigt indhold, skriver sognepræst Kaj Bollmann

Ægteskabets ukrænkelighed havde i tidligere tider både en teologisk og en samfundsetisk dimension. Ægteskabet var helligt, for det var udtryk for Guds skabelsesordning. Imidlertid var ukrænkeligheden også en beskyttelse af den svage part, kvinden og børnene.

Vi bør værne om den svage part
Skilsmisseforbuddet er i Bibelen primært rettet til manden. Han må ikke forstøde sin hustru, for hustruen og børnene er de svage parter. Derfor var der også længe god fornuft i at fastholde manden på hans ansvar for familien ved at hævde et forbud mod skilsmisse.

Den samfundsmæssige situation i dag er en helt anden. Udviklingen mellem kønnene har gjort, at det i dag i lige så høj grad kan være en omsorg for den svage part at sikre, at skilsmisse kan finde sted på ordentlige og lige vilkår og med omsorg før børnenes tarv. Derfor giver det også god mening både kirkeligt og samfundsmæssigt at acceptere skilsmisse.

Det betyder imidlertid ikke, at man teologisk og etisk bare kan smide alvoret i ægteskabet ud med badevandet.

Når det gælder den samfundsmæssige dimension, er det imidlertid ganske klart, at den historiske udvikling har fjernet det samfundsmæssige behov for et skilsmisseforbud.

Er der så overhovedet en kirkelig vinkel på diskussionen om regeringens netop fremkomne forslag om at ophæve kravet om separation forud for skilsmisse som det normale? Er det ikke bare juridiske og tekniske spørgsmål, som er uden kirkelig interesse overhovedet?

Efter min opfattelse er der en klar og dobbelt kirkelig vinkel, som både har med den teologiske og den socialetiske side at gøre. Teologisk er der grund til at fastholde overvejelsen om alvoren i ægteskabet.

I kirkelig forstand handler ægteskabet ikke bare om jura, men om at indgå i et alvorligt ment og forpligtende forhold, hvor hvert medlem af familien holder hinandens lykke i sine hænder.

Derfor er forslaget om at ophæve kravet om separation forud for skilsmisse endnu et udtryk for et voksende skisma mellem ægteskabet som samfundsinstitution og ægteskabet i kirkelig forstand.

LÆS OGSÅ: Skilsmisse i de fem verdensreligioner

En kirkelig tilgang til ægteskabet indebærer efter min mening et krav om at tage sit ægteskab så alvorligt, at man accepterer, at der skal en opsigelsesfrist til med mulighed for eftertanke, omstilling og eventuel fortrydelse fra begge parters side.

Det handler præcis som i gamle dage med skilsmisseforbuddet om omsorg for den svage. Hvis vi vil fastholde, at den er en afgørende socialetisk norm, er det for mig at se indlysende, at separationsperiodens ophævelse oftest vil være til gavn for den stærke part den, der hurtigst mulig ønsker at komme videre, fordi der er et videre at komme - og ikke for den svage.

Derfor er der god socialetisk fornuft i at beholde separationsperioden som en tænkepause, en omstillingspause.

Statistikkerne siger jo i hvert fald, at der er et mærkbart antal separationer, der ikke ender med skilsmisse. I dag er det næsten kun ved bevist utroskab, at man kan få skilsmisse uden separation.

Det er måske i virkeligheden en reminiscens fra en tid, hvor det seksuelle svigt havde forrang frem for andre svigt. Måske kunne man i dag godt overveje, om der ikke også her kunne være brug for en separation forud for skilsmissen.

Forslaget om ophævelse af separationspligten kommer i kølvandet på forslag om et kønsneutralt vielsesritual. Jeg er sådan set ikke imod, at par af samme køn kan få en kirkelig handling af samme type som par af forskelligt køn.

Men kønsneutraliteten er en teologisk udvanding af den dimension i ægteskabet, der har med forholdet mellem mand og kvinde at gøre som noget skabelsesmæssigt konstituerende.

Ægteskabet bliver tømt for betydning
Begge de to forslag er udtryk for en samfundsmæssig udvanding og nivellering af ægteskabet. Kirken skal ikke blot traske kritikløst i halen på den tendens, der efterhånden blot efterlader det som et overfladisk kærlighedsritual uden alvor eller substans.

Måske skulle vi erkende, at der i dag faktisk er forskel på kirkens ægteskabsopfattelse og det, der bliver lovgivningens. Konsekvensen af det er at skille tingene ad, så den juridiske vielse flyttes til de civile myndigheder. Samtidig bør vi så i kirken få gang i en grundig debat om synet på ægteskab og parforhold, for vi mangler i den grad at få vendt det teologiske grundlag for ægteskab og parforhold.

Vi har kritikløst tilpasset os den udvikling, som lovgivningen har medført. Det har et meget langt stykke ad vejen været godt og rigtigt. Men nu er vi ved at komme i en situation, hvor betydningen af det borgerlige ægteskab kan komme på så lang afstand af såvel teologi som etisk ansvarlighed, at kirkebrylluppet bliver useriøst, hvis ikke det markerer et selvstændigt indhold.

Skal ægteskabet ophæves med tilbagevirkende kraft?
For resten er der også lige et spørgsmål, der hedder rimeligheden af, at en eventuel ændring sker med tilbagevirkende kraft! Jeg er gift ud fra den kontraktmæssige forudsætning, at hvis en af parterne hvad Gud forbyde måtte ønske at opsige kontrakten, så er der en opsigelsesperiode, nemlig separationstiden! Den forudsætning gælder for alle de par, der er viet hidtil. Er det rimeligt at ændre den forudsætning for allerede indgåede ægteskaber?

Det er da en tanke værd. Men væsentligst er det, at den svage part stadig ikke må svigtes, og at ægteskabet ikke skal udvandes og gøres overfladisk, så man dårligt behøver at reflektere nærmere over at opløse det.

Kaj Bollmann
Sognepræst