"Kirkens ritualer viser os en retning"

Når vi træder ind i et nyt år, har vi brug for at orientere os. Derfor har vi brug for kirkens orienteringsritualer, skriver domprovst Poul Henning Bartholin

Kort før jul (2011) forsvarede teologen Ulla Morre Bidstrup en fin og oplysende ph.d.-afhandling om de kirkelige handlinger, dåb, bisættelser, begravelser og vielser.

Vi har alle brug for at markere livets overgange
Fødsel, dåb, konfirmation, vielse, død og begravelser er særlige, vigtige begivenheder i menneskers liv. Og så vidt jeg ved, er der i alle kulturer markeringer og ritualer, når én af disse hændelser indtræffer.

Derfor har religionsforskere og antropologer i mange år kaldt ritualiseringen af disse hændelser for "overgangsritualer." For eksempel betegner (betegnede) konfirmationen overgangen fra barndom til voksentilværelsen, der for ikke så få år siden var forbundet med overgangen fra leg til arbejde for føden.

Overgangsritualerne formaliserer en overgang fra barn til voksen, fra singletilværelse til familietilværelse osv. Alt det er godt beskrevet i den faglige litteratur. Ulla Morre Bidstrup forkaster ikke talen om overgangsritualer. Hun peger dog på, at overgangen er af mindre betydning.

For først og fremmest markerer disse ritualer, at mennesket er ved at omstille sig og orientere sig på ny.

Når vore liv forandrer sig, må vi orientere os på ny
For de nævnte begivenheder ændrer vores indre, mentale landkort, som vi lever vores liv efter.

Ved et dødsfald i familien ændres meget. En plads er ikke længere fyldt ud. Vi skal lære at leve med den tomme plads. Den døde kan vi ikke længere tale med. Hvem skal vi så tale med om det, vi især har talt med ham eller hende om? Hvem skal fortælle mig om mine første leveår, når mine forældre ikke mere kan det? Hvem skal give mig den forståelse, indlevelse og kærlighed, som netop de gav mig?

Jeg skal ikke bare gå fra at have dem levende hos mig til ikke at have dem. Jeg skal også til at orientere mig anderledes i mit liv. Jeg skal vende mig andre steder hen. Jeg skal finde nye retninger og veje at gå, for at få det, jeg har behov for: at kende vejen, jeg går på i mit liv.

Mon ikke det kan sammenlignes med en orienteringsløber, der kommer ud af kurs, og som derfor må standse, se på kortet, finde ud af, hvor verdenshjørnerne er, finde målet igen og derfra løbe videre?

Kirken kan hjælpe os med at finde orienteringen
At orientere sig har at gøre med at finde en retning, og for eksempel at få de relevante oplysninger. Det kan vi få ved at læse avis, ved at lytte til "Orientering på P1" eller ved at gå i kirke og vende os mod øst (Orienten). Fra øst kommer Kristus, når han kommer igen. "I østen stiger solen op"; her finder vi retningen.

Ulla Morre Bidstrup skriver, at når vi søger retning efter et kaos eller en overgang, har vi noget med i bagagen, som vi bruger til at orientere os med. Det er ikke tilfældigt, at vi går i kirke med vore døde. Vi bærer nemlig på en erfaring af, at her kan vi finde retningen, og desuden viser vi os selv og andre, at den kan findes her.

Ritualer giver os en retning
Det er meget interessant, for her kan vi se, at det ikke bare er præsten, der er subjekt eller handlende i det, der foregår i en kirke ved for eksempel en barnedåb.

Ja, grundlæggende er det Gud, men præsten udfører en handling: præsten udtaler og forkynder Guds ord, og han/hun giver synlige tegn med hænderne (korstegnelse), ord og vand.

Forældrene udtrykker med deres komme med barnet også noget. Et tilhørsforhold til kirken og dens bekendelse, de udtrykker, at her kan vi finde retning for vores liv efter at have fået den glæde at få et barn. Sådan er det også med de andre kirkelige ritualer.

Orienteringsritualerne hjælper den enkelte til at finde vej, og den enkelte viser andre, hvordan man kan finde vej i livet.

Vi træder ind i et ukendt år
Her ved nytårstide kunne vi så spørge, om det forholder sig på samme måde med et verdsligt ritual som fejring af nytårsaften?

Ja, vil jeg sige. Nu er nytårsaften ikke et spørgsmål om meningen med livet for os, som fødsel, bryllup og død kan være. Og så alligevel måske.

For vi går fra det kendte år til et nyt og ukendt år. Hvad vil det nye år bringe, spørger vi alle om. Kun det, der hænder, kan man svare. Det gamle år er vi blevet trygge ved i løbet af året. På et tidspunkt er det som om, at vi kender det. Det kan ikke overraske os længere.

Ja, det er underligt, men ved eftertanke har jeg haft det sådan i mange år. På et eller andet sted i året er det blevet min fortrolige. Mon ikke det er, når jeg har set på det og har skullet finde vej i det et stort antal gange?

Inden da er mange urolige. De har mistet orienteringen. Derfor fejrer de nytårsaften ved at begive sig ud i de mærkeligste excesser med tåbelige hatte, truthorn, kanonslag, heksehyl, fyrværkeri og ikke at forglemme særdeles rigeligt med drikkevarer.

De opfører sig ikke, som de plejer. De er ude af sig selv. Men forunderligt nok falder de til ro i det nye år ret hurtigt efter midnat. Med tømmermændene 1. januar kan de orientere sig igen og finde tilbage til hverdagen. Drikkeri ved nytårstide er ikke noget nyt fænomen. Religionshistorien har flere eksempler herpå.

Der er nok nogen af os, der finder det mere hensigtsmæssigt at finde orienteringen på en anden måde end gennem et massivt indtag af alkohol, men det er der altså mange andre, som ikke gør.

Fadervor er et orienteringsritual
Det gode er, at de fleste finder orienteringen igen og tilegner sig det nye år. Og nytårsdag hørte vi i evangeliet, at Fadervor kan være vores kort, vores hjælp til fortsat at kunne orientere os i livet.

Vi ved derigennem, hvorhen vi skal rette vores forventninger hen. Det er til Kristus, han kender vore behov, før vi ved af dem. Derfor er den daglige brug af Fadervor og Trosbekendelsen i praksis også et orienteringsritual for os selv og for andre, der hjælper os til at finde livsmod og håb i både lyse og mærke dage i et langt år.

Poul Henning Bartholin
Domprovst over Aarhus-Samsø Provsti