"Det er både glædeligt og lidt farligt, at kristendom er tilbage i politik"

Frem for at bekrige kristendommens opblomstring i den politiske samtale, skal vi hellere befri kristendommen fra nationalistiske kidnappere, skriver Frikirkenets generalsekretær Mikael Wandt Laursen

Efter at kristendommen i årevis har været henvist til skammekrogen i den politiske samtale, så er det befriende og spændende at konstatere, at kristendommen er vendt tilbage til samtalen. I Frankrig har præsidenkandidat Francois Fillon ivrigt brugt sin katolske tro i valgkampen op til præsidentvalget, og selv herhjemme er det blevet så stuerent at tale tro og kristendom, at vores egen statsminister Lars Løkke på sin facebookprofil 22/12 2016 citerer fra Bibelen og fortæller, at det var ”en gudsfrygtig oplevelse” at besøge Fødselskirken i Betlehem.

Den udvikling er hverken et tilbageskridt eller et udtryk for populisme. Det er et udtryk for menneskets behov for rødder og retning. Dog er det heller ikke helt ufarligt.

Årsagerne til kristendommens indmarch er sikkert mange, men en stor del skyldes den diskursforandring, som vi er vidner til i disse år. Brexit, Trumps valgsejr og Frankrigs kommende præsidentvalg er alle udtryk for, at de herskende politiske diskurser enten har tabt eller er seriøst udfordret.
Idéen om en stadig tættere europæisk union virker vel uendeligt langt væk i dag? Og tanken om et stadigt mere individualiseret og globaliseret samfund har fået en kæberyster af de store med Trumps valgsejr.

Bag diskursforandringen ligger der en erkendelse af, at den liberale insisteren på individets uafhængighed og ret til ”frie” valg, har haft den omkostning, at vi er reduceret til ensomme forbrugsdyr, der skal dulme vores smerte med konstant underholdning. Mens vi for øvrigt skal konkurrere med lavtlønsarbejdere i Kina.

Vi har opdaget, at ”frihed” kun giver mening, hvis det bliver sat i forhold til noget andet, som kan hjælpe os med at træffe de rigtige valg. Vi har brug for et sted at høre til. En mening. En retning. Noget som er større end vores individuelle eksistens. Det er i dette tomrum, at vi genfinder behovet for en kristen tro og tolkningshorisont. Det er spændende og positivt.

Men udviklingen er ikke kun spændende. Den kan også blive skræmmende. Kristendommen er utallige gange blevet kidnappet af nationalistiske bevægelser, der har brugt den til at booste nationalisternes egen status på bekostning af alle andre. Putins omfavnelse af den ortodokse kirke er et ildevarslende signal, der må få os til at overveje, hvordan kristendommen bruges i vores egne politiske kredse.

Men frem for at bekrige kristendommens opblomstring i den politiske samtale, skal vi hellere befri kristendommen fra nationalistiske kidnappere.
Kristendommen i den politiske samtale er ikke tilbageskridt eller konservative oldtidsfund, men er et af de bedste bud, vi har til det moderne rodløse menneske, der er klar over, at han eller hun ikke kun kan eksistere for sin egen skyld.

Kristendommen kan give os rod og retning og samtidig bevare os generøse og åbne mod vores næste og verden omkring os. Den fortæller os, hvorfor en familie er vigtig, hvorfor jeg skal hjælpe de svage og udstødte. At sandhed og kærlighed er bedre end egoisme og grådighed. Og jeg kan kalde trosfæller fra alle mulige himmelstrøg for ”brødre og søstre”. Globaliseret og rodfæstet på samme tid. Det er noget af en bedrift.

Jeg byder kristendommen velkommen tilbage i den politiske samtale. Det er ikke ufarligt, men det er nødvendigt.

Mikael Wandt Laursen
Præst i pinsekirken og generalsekretær i FriKirkeNet