Kommentaren

Kristne kan ikke nøjes med at hjælpe deres egne

Jeg skal være den første til at anerkende, at det er en udfordring for ethvert land at modtage flygtninge. Det koster penge. Det udfordrer sammenhængskraft. Det kan skabe bekymringer vedrørende sikkerhed. Et er at anerkende udfordringen. Noget andet er, om vi skal acceptere, at vi skal tvinges til at vælge mellem humanisme og velfærdsstaten, skriver generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen. Foto: Hans Bach/Folkekirkens Nødhjælp.

Stater kan tillade sig at nøjes med at tage sig af deres egne. Det privilegium har man ikke som kristen, skriver generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen

De flygtningestrømme, som Europa i disse år oplever, bringer de krige og katastrofer, der i årtier har hærget i vores nabolag, helt tæt på. På den ene side bliver flygtninge mødt med hjælp, beskyttelse og venlige borgere.

På den anden side har de store udgifter til modtagelse af flygtninge startet en debat om, hvem man skal prioritere at hjælpe. Hjælp til nogle af verdens allermest udsatte mennesker stilles over for velfærdsstaten. Der opstilles et valg mellem enten at hjælpe flygtninge eller at hjælpe “vores egne”.

Jeg skal være den første til at anerkende, at det er en udfordring for ethvert land at modtage flygtninge. Det koster penge. Det udfordrer sammenhængskraft. Det kan skabe bekymringer vedrørende sikkerhed. Det gælder i Danmark, Sverige og Tyskland såvel som i Libanon, Jordan, Etiopien, Kenya og Uganda. Et er at anerkende udfordringen. Noget andet er, om vi skal acceptere, at vi skal tvinges til at vælge mellem humanisme og velfærdsstaten.

Flygtningestrømmene kan ses som et sammenstød mellem nationalstaten, med dens præcist afgrænsede grænser, kriterier for statsborgerskab, rettigheder og kulturel samhørighed på den ene side, og et kristent fællesskab på den anden side.

I Folkekirkens Nødhjælp arbejder vi ud fra et kristent livs- og menneskesyn, der bygger på, at alle mennesker er Guds skabninger og derfor værdifulde i sig selv. Vi er alle ligeværdige med de samme grundlæggende rettigheder. Det indebærer en forpligtelse til at arbejde for en verden med fred, retfærdighed og medmenneskelig omsorg. Det indebærer en forpligtelse til at hjælpe alle, der har brug for hjælp. Uanset statsborgerskab.

Den Barmhjertige Samaritaner er fortællingen om en mand, der ligger halvdød i vejkanten. En præst og en levit kommer forbi manden, ser ham, men går forbi. En samaritaner på rejse ser ham og stopper. Plejer manden. Giver ham penge til hjælp. Ifølge Lukasevangeliet er det denne samaritaner, der er en næste for den halvdøde mand. For den Barmhjertige Samaritaner er næstekærlighed ikke et spørgsmål om stemninger, men derimod en konkret, kontant og praktisk holdning om at hjælpe, hvor er der brug for det. Uden at spørge om navn, alder, religion eller land.

Har vi råd? vil den opmærksomme læser spørge. Og det er netop dette spørgsmål som igen og igen optræder i debatten om internationalt hjælpearbejde. Og det er et godt og relevant spørgsmål. For vi kender alle følelsen af, at det står sløjt til sidst på måneden. Men vi har alle en 10’er eller en 20’er til den hjemløse på gaden. Det kan de fleste undvære.

Det er den logik, der ligger bag lignelsen om bespisningen af de fem tusind. En stor folkeskare følger Jesus, men der er ikke råd til at bespise mængden. En lille dreng har dog fem brød og to fisk. Det rækker ikke! Men ved at dele mængden op i mindre grupper og fordele maden i mindre bidder blandt alle grupperne, endte alle med at få mad. Alle blev mætte.

Det er næppe sandsynligt, at der kun skulle to fisk til, men lignelsen er et billede på, at hvis vi hver især vogter om vores egen fisk, ja, så er der på ingen måde nok til alle. Men deler vi fisken mellem os, så forhindrer vi både madspild og kan samtidig mætte alle munde.

Stater kan tillade sig at nøjes med at tage sig af deres egne. Det er op til den enkelte stat at afgøre, hvad der er råd til, og på hvem og hvad pengene skal bruges. Det privilegium har man ikke som kristen. I kristendommen er alle mennesker ligeværdige med de samme grundlæggende rettigheder. I et kristent livssyn er næstekærligheden ikke et valg. Næstekærligheden er ikke til forhandling.

 Birgitte Qvist-Sørensen er cand.theol. og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Hun skriver kommentaren ved kristendom.dk.