Lad frivillig-feberen rase i folkekirken
Kirken får ansigt, hver gang en frivillig fra kirken møder et andet menneske, skriver sognepræst Carsten Haugaard Nielsen
Den sidste fredag i september var der Frivillig Fredag. Jeg stødte tilfældigt på arrangementet på gågaden i Sæby på en weekendtur i det nordjyske.
Der var stillet et stort telt op på torvet. En repræsentant for byrådet var mødt op, lovpriste de frivillige og fortalte om nye initiativer for frivillige i kommunen. ”Der er også en kop kaffe”, sagde en af de frivillige til os.
Foran var der et skilt med en opremsning af frivillige på en lang række af steder i området. Jeg ledte forgæves efter en kirke. ”Det kan da ikke passe”, tænkte jeg: ”Der må da være frivillige i kirkerne!”
Selvfølgelig er der det! Og jeg måtte samtidig gribe i egen barm. I Christianskirken i Aarhus, hvor jeg er præst, har vi flere hundrede frivillige. Men vi var heller ikke med i arrangementet Frivillig Fredag i Aarhus.
Frivillig Fredag ligger hvert år den sidste fredag i september. Det skal sætte fokus på frivillige, anerkende dem og blive en anledning til at flere melder sig som frivillige. Lad det blive til en opfordring til folkekirkerne i Danmark: Lad frivillig-feberen brede sig!
Men hvorfor skal der i grunden være frivillige i kirken? Skal man ikke kunne komme dér uden at blive afkrævet en indsats? Selvfølgelig skal man kunne være en del af folkekirken uden at bidrage som frivillig. Alligevel er der mange gode grunde til at satse på frivillige i folkekirken. Jeg vil nævne to vigtige grunde:
Fordi vi får mere kirke af det
I Christianskirken kunne vi, der er ansatte, på ingen måde overkommer alt det, vores mange frivillige udfører i klubber, fællesskaber, gudstjenester, genbrugsbutikker, besøgstjeneste, i samarbejdet med de lokale plejehjem og sociale institutioner og meget mere.
De frivillige gør ganske enkelt, at kirken får et ansigt for langt flere mennesker! Og sådan er det i alle de mange folkekirker, der også har frivillige: Kirken får ansigt, hver gang en frivillig fra kirken møder et andet menneske.
Fordi ”kirke” ikke skal være en institution, der bæres af præster, men en bevægelse, der bæres af en menighed
Mange forbinder ”kirke” med en bygning og med præster. Måske fordi selve bygningen er fysisk synlig i sognet. Og kommer man ind i kirken til en gudstjeneste eller en kirkelige handling, er præsten synlig i ornat og som leder af gudstjenesten.
Men kirken er i sit væsen ikke en bygning med en præst. Den er en bevægelse, der med apostelen Paulus’ ord er sat til at være ”Kristi krop” i verden. Her er visionen, at det er summen af lemmerne, der er Kristi krop. Hvert enkelt lem på kroppen tjener til helhedens vækst.
Kirken er derfor i sit væsen en menighed, der bæres fra neden – af medlemmernes engagement. Også derfor skal der satses på frivillige i folkekirken.
Men – vil nogle måske så spørge – hvordan kommer vi i gang med frivillige i kirken? Det er jo ikke alle sogne, der har mange ressourcer! Sandt nok! Der er forskel på sogne. Men det skal være min påstand, at der ikke er et sogn, hvor der ikke kan komme flere frivillige. Undersøgelser viser da også, at langt flere vil overveje at blive frivillig, hvis bare de får et prik på skulderen.
Så det er bare med at komme i gang med frivillige i kirken! En vej til at gøre det kan være:
Begynd med at anerkende dem, der allerede er frivillige! Menighedsrådet er frivillige og deres indsats er uvurderlig for folkekirken. Måske er der også andre frivillige? Eksempelvis spejdere. Der er også ofte nogle, der af sig selv tager opgaver, som for eksempel at besøge andre, på sig. Måske ser de ikke sig selv som ”frivillig”, men gør alligevel noget vigtigt, der lige så godt kunne være ud fra kirken. Se det, og anerkend de frivillige, der allerede er!
Inddrag menigheden i gudstjenesten
Når menigheden inddrages eksempelvis ved at læse i gudstjenesten, lave kaffe til kirkekaffen, forberede søndagens prædiken med præsten - eller hvad der nu er ressourcer til – så vokser ejerskabet til gudstjenesten. De flere præster kender det fra konfirmanderne: Når de inddrages og får opgaver, så er gudstjeneste en god oplevelse for mange. Dette gælder også mange voksne!
Sæt ét mål – og gå efter det!
Tag fat på én ting i sognet, der involverer frivillige – og gå så efter det! Det kan være besøgstjeneste, frivilliges inddragelse i gudstjenester på plejehjemmet eller noget helt tredje. Hvis det lykkes ét sted, får man blod på tanden efter mere!
Og så vil jeg sige: Skal det virkelig batte noget, skal der ansættes folk centralt til at hjælpe frivilligheden på vej. Kommunerne ved det her. De ansætter frivilligkoordinatorer mange steder, og så blomstrer det! Man kan gøre det samme i provstierne, eventuelt i samspil med de kirkelige organisationer, der har lang erfaring med frivillighed.
Det er ikke altid, en feber skal brede sig. Men her vil jeg sige: Lad frivillig-feberen brede sig i folkekirken!
Carsten Haugaard Nielsen er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.