"Religionsfrihed uden ret til at missionere er ikke religionsfrihed"

Som kristen er jeg stærk tilhænger af, at den kristne tro er en offentlig sag. Jeg vil gerne være i en levende debat om, hvorfor jeg tror og lever, som jeg gør, skriver højskoleforstander Robert Bladt

 ”Ej nu stop. Vil man udøve sin religion så gør det i kirke/moske/hjemme. Det hører ikke til på hverken skole, arbejdsplads eller andre steder.”

”Religion skal ikke blandes med hverdagsliv, de kan bede når de kommer hjem.”
 
”Udøvelse af religiøse akter hører ikke til på uddannelsessteder eller arbejdspladser … Det er enhvers ret at forholde sig til den religion, man ønsker, men det er ikke en ret at kunne udøve den overalt, hvor man befinder sig. Vise hensyn? Hvad med at vise hensyn til dem, der ikke tilhører denne tro, eller som er ateister?”
 
Ovenstående citater er en række af de pænere og mere hensynsfulde reaktioner på Facebook efter dr.dk’s omtale af Langkær Gymnasium i Aarhus, hvor man har forbudt den stedlige, kristne gruppe at mødes og bede samme i frikvartererne.

Reaktionerne står naturligvis ikke alene. Der er også en del, som taler for friheden til at praktisere sin religion i det offentlige rum. Men de markante tilkendegivelser af, at religiøs praksis ikke hører til i det offentlige rum, er bemærkelsesværdige.
 
Som kristne skal vi være opmærksomme på, at vores egen Mester, Jesus, lærer os, at bøn og anden religiøs praksis først og fremmest er en sag mellem den enkelte og Gud. Derfor kan han – hvor bøn har udviklet sig til religiøs showoff – henvise bønnen til lønkammeret og minde om, at bønnens betydning ligger i, at vi har en Far i Himlen, som ser, hører og lønner os. Hvad andre ser og tillægger os af motiver og meritter som følge af vores bønner kan let føre til hovmod og hykleri (Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 5-6).

Det er imidlertid langt fra ensbetydende med, at den kristne kirke kan leve med at blive lukket inde i sine gudshuse, som flere af kommentarerne lægger op til. Det er en integreret del af kristendommen (og en del andre religioner), at de er missionerende. Det gode budskab om Jesus som menneskers redning fra lidelse, ondskab og død retter sig imod alle mennesker.

En kristen, der hindres i at dele dette budskab med sine medmennesker, hindres i at tage konsekvensen af sin tro og overbevisning. Religionsfrihed uden ret til at missionere er ikke religionsfrihed. Flere af de kommentarer, som er citeret ovenfor, lader ikke statsmagter som Kina eller det gamle Sovjetunionen noget tilbage at høre.

Men er religionsfrihed så et gode for et samfund? Absolut. Overvej, at religiøs tro skulle praktiseres i det skjulte. For samfundet ville det være en absolut uønsket situation, for ligesom politiske overbevisninger kan religiøse overbevisninger udvikle sig i dårlige retninger. Derfor er det langt bedre at behandle religiøse overbevisninger på lige fod med politiske: Lad dem netop leve i det offentlige, lad dem missionere, og stil krav til dem – om ikke at gøre noget, som truer den offentlige orden eller er til skade for andre.
 
Er bøn og bibellæsning i et dertil udlånt lokale på et gymnasium til skade for andre? Truer det den offentlige orden? Det forekommer næsten absurd at stille spørgsmålene.
 
Som kristen er jeg stærk tilhænger af, at den kristne tro er en offentlig sag. Jeg har flere overbevisninger, der ikke deles af et flertal i dette land. Men jeg vil gerne være i en levende debat om, hvorfor jeg tror og lever, som jeg gør. Og jeg lytter gerne til andres overbevisninger. Jeg oplever, at min forståelse af den kristne tro fordybes af at møde andre overbevisninger.

Jeg tror også, jeg har meget at give. I et samfund, hvor selviscenesættelsen, accelerationen i forbrug og produktivitet og den basale angst for det fremmede synes at fylde mere og mere, er vi kristnes bøn til alle tings skaber, vores himmelske Far, en glemt disciplin, som langt flere kunne have glæde af at få øjnene op for. Også derfor er det godt, om der på flere offentlige steder kan lyde et: ”Lad os alle bede!"

Robert Bladt er højskoleforstander på Børkop Højskole og skriver kommentaren ved kristendom.dk.