Lad valgmenighederne inspirere en kirkereform

Valgmenighedspræst Morten Kvist opfordrer tidligere biskop Kjeld Holm til, at de to danner et udvalg, der tænker noget af valgmenighedernes frihed ind i en ny kirkereform

Det var en perspektivrig ”Kirkeligt set”, som tidligere biskop Kjeld Holm havde i Kristeligt Dagblad den 3. oktober 2015.

Perspektivet kommer af koblingen mellem hans tidligere arbejde som biskop og hans nuværende og nye stilling som valgmenighedspræst. Dette kan måske endda lægge hans ærgrelse over den forliste kirkereform endeligt i graven.

Kjeld Holm har fået blik for de frie menigheders betydning for folkekirken, fordi der er brug for en ”udogmatisk drøftelse af, hvordan kirke og folkelighed kan forenes. At det ikke drejer sig om at kirkeliggøre folket, men at folkeliggøre kirken.” Det har de frie grundtvigske menigheder altid haft tæt inde på livet. Det er en del af deres eksistensberettigelse.

Jeg hører til dem, der talte mod kirkereformen. Af flere grunde vil jeg især anføre én: Det forslag, som forhenværende ombudsmand Gammeltoft-Hansen lagde navn til, havde ikke et ord om den omsiggribende bureaukratisering og derfor heller ikke én udfoldet tanke om, hvordan bureaukratiseringen kunne modgås.

Det var i mine øjne en stor og ærgerlig fejl og tilstrækkelig til, at reformen måtte falde, selvom også jeg mener, at reformer er nødvendige. De rigtige reformer vel at mærke med et fokus på afbureaukratisering.

Reformen lagde op til et selvstændigt kirkeligt bureaukrati, uden at det nuværende blev indskrænket og uden at stække Finansministeriets magt. Reformen var tænkt på bureaukratiets præmisser og ikke på menighedernes.

Kjeld Holm har nu erfaret, hvordan man i Bering Valgmenighed sagtens kan eksistere uden at have regler for alting, hvor fællesskabet ikke lukker sig om sig selv, hvor man kan slås for at ”livsverdenen kan komme før systemverdenen.”

Giver det ikke en enestående mulighed for, at Kjeld Holm stiller sig til rådighed for et udvalgsarbejde, der kan ’valgmenighedsgøre’ sognemenighederne? Han har erfaringer fra begge verdener, især som forhenværende biskop ved han, hvor skoen trykker.

Jeg mener, at en eventuel kirkereform skal tænkes med valgmenighederne som inspiration. Alle sognemenigheder skal ikke laves om til valgmenigheder, men mon ikke det var muligt at importere noget af den frihed, som valgmenighederne har? Jeg stiller mig gerne til rådighed som det andet medlem af et udvalg.

Og i overensstemmelse med de frie menigheders tradition kan man bare lave et sådant, selvbestaltet udvalg og beslutte sig for, at der skal komme et konkret forslag ud af det. Kan det lade sig gøre? Det må være værd at undersøge.

Kjeld Holm hævder, at statskirkeligheden triumferede over folkekirkeligheden, da reformen faldt, fordi de borgerige partier ikke ville være med. Det tror jeg ikke er rigtigt. Der kom stærke folkekirkelige kræfter bag det borgerlige nej, efterhånden som det gik op for folk, hvad reformen ville indebære: Større afstand mellem menighederne og en kirkelig ledelse, mere system og mindre liv.

Måske ikke meget større afstand end nu, men i så fald ville reformen ikke løse et problem, men cementere det. At statskirkeligheden imidlertid står stærkt, har Kjeld Holm ret i. Men ved besindige reformforslag, lidt ad gangen og med menighederne i centrum, kunne der måske skabes en ny åbenhed, hvor systemverdenen må nøjes med den tjenende rolle, den bør have?

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren på kristendom.dk.