Med dannelse skaber vi et større fællesskab

vi har noget at samle op som folk: Vores egen folkelige dannelse, skriver Morten Kvist.

Vi skal værne om vores egen folkelige dannelse. Det skal ske ved, at vi fortæller Danmarkshistorien som vores egen, personlige historie, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

For en del år siden deltog en god, kvindelig bekendt i et svendegilde for flymekanikere. Stemningen var god. Der var god mad, øl og vin, som gjorde stemningen endnu bedre, og min kvindelige bekendt følte sig godt tilpas.

De unge mænd og deres kærester (i det omfang de havde nogen) var belevne og søde. De havde en klædelig stolthed over deres erhverv, så også andre med tryghed kunne byde ind med noget til den almindelige selskabelighed. Man var i godt selskab.

Efterhånden som aftenen skred frem, manglede der dog noget. Ingen slog på glasset, for at tage ordet om så blot med et tillykke. Der blev ikke foreslået sange, for der var ingen sangbog eller noget hjemmelavet hæfte. Og havde der været ét, havde det ikke gjort meget nytte, for ingen af de unge mennesker var vant til at synge. De kendte stort set ingen sange og havde heller ingen andre ritualer at træde ind i.

På min kvindelige bekendte og hendes mand, som var præst, virkede det en smule fattigt, men der var dog næppe tvivl om, at de var de eneste, som bemærkede denne fattigdom.

Alligevel blev det for meget (eller for lidt, om man vil) og min bekendt puffede lidt til sin mand for at få ham til at sige noget. Det gjorde han. Han slog på glasset og holdt en tale, en lille én (præster kan godt fatte sig i korthed).

En tale om et større fællesskab
Talen havde en forbløffende stor virkning. Hans tale skabte først glæde og taknemmelighed over, at nogen sagde noget. Dernæst en smule flovhed over, at ingen havde tænkt på det. Men hvor skulle de have fået tanken fra, eftersom de unge mennesker ikke var forvænt hverken med taler eller sange? De var ritualløse. Det bemærkelsesværdige er, at de selv oplevede det som en mangel, efter at en tale var holdt.

Hvad min bekendt og hendes mand mødte ved dette i øvrigt gode selskab var et fald i den folkelige dannelse. Der var tale om veluddannede mennesker, men det var altså ikke tilstrækkeligt til at bringe selskabet sammen i et større fællesskab.

Der manglede en bevidsthed om, at mennesker ikke bare kan være sammen om at være sammen, men må være sammen om noget, som ikke alene kan hentes ud af deres egen konversation eller kammeratskab.

Dette noget kunne for eksempel have været sange. Det kunne have været en formel forpligtelse fra den nyuddannede svends bedste ven til at sige noget. Det kune have været svendens formelle forpligtelse til at takke sine forældre eller lærere eller noget helt fjerde.

Vi skal dyrke den danske kulturskat
Denne lille historie viser, selvom den ikke er ny, at vi har noget at samle op som folk: Vores egen folkelige dannelse. Det skal ske ved, at vi fortæller danmarkshistorien som vores egen, personlige historie og ikke kun til os selv eller de af os, som måtte kende lidt til den i forvejen. Alle, som vil høre til blandt danskerne, skal have lejlighed til at høre den.

Det samme gælder vore sange, som vi har virkelig mange af. Heldigvis skrives der stadig nye. Vel ikke i samme tempo som tidligere, måske heller ikke i samme kvalitet, for der er meget at leve op til. Men det gøres, og det vil vise sig, hvilke der holder længere end til i morgen.

Der er litteraturen og kunsthistorien. Læs klassikerne, Jørgen Stein og Lykke-Per, de europæiske med og gør det sammen med andre. På højskoler, ved hjemmegjorte litteraturaftener, hvor alle kan få ordet.

Se også de gamle malerier og få dem fortalt, medens man kigger på dem om nødvendigt. Giv folk det bedste, vi har, og spørg selv efter det. Det vil alt sammen hjælpe også på diskussionerne om religion og kristendom, som jo ikke er til at drive ud af verden.

Der læses og synges allerede, men ikke nok. Det sker blandt 50+ årige, men ikke ret meget blandt skolebørns forældre. Der sker lidt blandt børnene og de unge, men for lidt og for spredt. Morgensang hver anden uge på et gymnasium er ikke meget bedre end ingenting, og studenterne forlader gymnasiet med hæse stemmer, men uden at have sunget.

Genindfør morgensang
At modsige forfaldet i den folkelige dannelse burde være muligt. Genindfør morgensangen på alle offentlige skoler og klassikerne som pensum i gymnasiet. Det vil måske blive affejet som bagstræberisk, borgerlig, konservativ skole- og kulturpolitik, måske som reaktionært, hvis det begreb ikke lige var gået af mode.

Men mon dog ikke folk i alle partier har haft glæde af at kende mere end én sang, selv at kunne foreslå en og genfortælle brudstykker af en klassiker udenad?