LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

"Nej, Krarup, mission og dialog er ikke hinandens modsætninger"

Marie Krarup udviser en iver på vegne af andre menneskers salighed, som er en sjældenhed i den offentlige debat, mener Anton Pihl. Foto: Jonas Olufson/POLFOTO/

De relationer, der eksisterer mellem kristne og muslimer, har intet at gøre med et fravalg af mission, skriver Anton Pihl som svar på Marie Krarups ønske om at opprioritere kristen mission

Det giver ingen mening at skelne skarpt mellem dialog og mission. For ingen mission kan lade sig gøre uden dialog. Og en kirke, der ved, at den formidler det bedste, der findes, kan ikke lade være med at være missionerende i alle dens relationer.

Derfor køber jeg ikke Marie Krarups præmis om, at mission og dialog er hinandens modsætninger. “Drop dialogpræsterne og erstat dem med missionspræster,” som hun skriver i en kommentar i Berlingske den 2. juni 2017.

Personligt skulle jeg da mene, at vi allerede har missionspræster. For alle præster i den danske folkekirke har i deres præsteløfte lovet af “forkynde Guds ord rent og purt”, at “bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”, og at “arbejde for ungdommens kristelige oplysning og vejledning”.

Det kan muligvis komme bag på nogle, at disse ting står i en præsts jobbeskrivelse, men sådan forholder det sig. Lige så overraskende vil det måske være for andre, når jeg påstår, at alle præster i den danske folkekirke også er dialogpræster.

Det er egentlig ganske oplagt: Man kan da ikke formidle Kristus og kristendom, uden at det sker gennem dialog imellem mennesker i øjenhøjde og uden brug af trusler om evig fortabelse.

Marie Krarup udviser en iver på vegne af andre menneskers salighed, som er en sjældenhed i den offentlige debat: “Vi kan da ikke være bekendt at lade muslimerne fortabes for evigt. Det er ikke rimeligt, at kristne ikke vil indvie dem i vejen til frelse”.

Krarup skal være velkommen til at udfordre præster og menighedsråd på, hvordan kræfterne prioriteres i mødet med mennesker, der ikke er døbt og medlem af folkekirken. Hun er trods alt medlem af det Folketing, som er folkekirkens øverste lovgivende forsamling.

Men hun vil blive skuffet, hvis hun forventer, at der kommer flere dommedagsprædikanter på ølkasser og præster, der triller rundt med store kors i muslimsk dominerede kvarterer.

I folkekirken står døren (så vel som telefonen, Facebook og mange andre platforme) åben for enhver, der ønsker at lære kristendommen at kende og blive en del af kirkens fællesskab. Det gælder også muslimer.

I disse år oplever vi flere steder i landet, at muslimer går i kirke, modtager kristendomsundervisning og bliver døbt. Hos nogle af disse konvertitter hører vi om en stor længsel efter den kærlighed, det håb og den frihed, der er i kristendommen. Hos andre forbindes ønsket om at få en fremtid i Danmark med ønsket om at blive kristen. Hos de fleste er konversionen fra islam til kristendom forbundet med store personlige ofre og brud med familie og venner. Nogle oplever vold og mordtrusler.

De relationer, der eksisterer mellem kristne og muslimer, mellem præster og imamer, har intet at gøre med et fravalg af mission. På samme måde som dåben og kirkens fællesskab står åben for enhver muslim, der ønsker at blive kristen, vil muslimske menigheder i Danmark næppe afvise en eneste, der ønsker at konvertere til islam. Kristendommen og islam er missionsreligioner; sådan har det altid været.

Præster og menighedsråd har en forpligtelse til at nå mennesker, som ikke er en del af kirken. I et samfund, hvor der bliver flere og flere muslimer, skal folkekirken naturligvis også prioritere at forkynde det glade budskab for netop denne gruppe.

Hvis en vis blufærdighed eller berøringsangst forhindrer os i at sige ligeud, hvad vi tror på, og hvordan kristendommen og islam adskiller sig fra hinanden, så lad os ryste den af os. Det danske samfund og den demokratiske debat har kun godt af, at mennesker står ved deres overbevisning og er tydelige om deres værdier.

Anton Pihl er formand for Københavns Stifts udvalg for folkekirke og religionsmøde og næstformand i Vesterbro Sogns menighedsråd.