Kristendommen kan være på vej tilbage som kulturel kraft i Danmark

Det mærkes svagt i de kulturelle vibrationer, at kristendommen kan være på vej tilbage som en anerkendt kulturel kraft. Er det rigtigt, må folkekirken se at få pudset arvesølvet, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Der er allerede sagt og skrevet meget om begivenhederne i Köln nytårsaften og nat, og bortset fra detaljer i opklaringsarbejdet er der ikke udsigt til mere nyt. Det behøver vi heller ikke. Aftenen står skarpt skåret i alles bevidsthed. Overgrebene kan ikke undskyldes, heller ikke bortforklares af særlige omstændigheder.

Et menneskes kulturelle baggrund, herunder dets religion, betyder noget. Kulturforskelle er endda meget vigtige, og vi har nu set en usympatisk del af en fremmed kulturs kvindesyn udfolde sig i praksis.

Når der alligevel er grund til at koge mere suppe på denne nytårsaften, skyldes det, at den er et vendepunkt. Alle – næsten alle – kan nu se, at kulturforskelle ikke bare er noget, vi kan se henover, når vi tager stilling til, hvordan vi skal forholde os i flygtninge- og indvandrerspørgsmål. Og alle bør nu kunne se, at multikultur vil undergrave vores egen kultur. Selv SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, har åbnet for selvransagelse på den politiske venstrefløj (Deadline, DR2 d. 13-1-16), forsigtigt men ikke til at tage fejl af.

Selv højtuddannede kvinder fra den kreative klasse, der opfatter sig selv som forkæmpere for kvinders rettigheder, kan pludselig se deres egen indsats undergravet af den folkevandring, de ikke har villet kritisere af frygt for at blive kaldt højreorienterede eller det, der forekom værre. De må nu reagere. Ligesom Sverige med grænsekontrollen har måttet opgive at være en humanitær stormagt, gik de sidste rester af drømmen om et multikulturelt samfund i mine øjne op i røg og overgreb nytårsaften i Köln.

Vi har kort sagt noget at forsvare: Vores egen kultur. Bortset fra at den historisk set stritter i alle retninger og rummer næsten ethvert tænkeligt synspunkt og tillader en mangfoldighed af ytringsformer, bortset fra at vi er uenige og enige på kryds og tværs, er der et fællestræk: En dannelseskultur, hvor kristendommen, et højt uddannelsesniveau, folkeoplysning og en selvkritisk politisk kultur udgør en fast grund. Vi skal opøve en vilje hos os selv til at forsvare dette.

I lyset fra dette fællestræk kan man nu iagttage et aftagende forbehold overfor kirke og kristendom. Der er ganske vist en del ateister, der stadig råber højt, og eksempelvis balladen omkring forskningsminister Esben Lunde Larsen skyldtes alene, at han kaldte sig kristen. Dog mærkes det svagt i de kulturelle vibrationer, at kristendommen kan være på vej tilbage som en anerkendt kulturel kraft. Er det rigtigt, må folkekirken se at få pudset arvesølvet.

Dermed mener jeg, at den skal udfolde så meget af kristendommen som muligt. Det gælder om at få fat i kristendommens dybeste lag, som har næret Europa siden begyndelsen. Hvordan gør man det? Ved at stille høje krav til den gudstjenestelige praksis, ved at præsterne lægger vægt på teologi og oratorisk kunnen, ved at menighederne kræver højtid af en gudstjeneste, ved udvidelse af det religiøse liv for eksempel i form af bøn, ved at alle lærer at kende forskel på de mange religioner i dagens Danmark.

Flere forhold kunne nævnes, og vi kan sikkert ikke blive enige om, hvad der er vigtigst, men vi bør kunne blive enige om kulturel oprustning. Det gælder vores eget fællesskab og de fremmede iblandt os, som vil være med. Og vi har slet ikke set de største udfordringer endnu.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren på kristendom.dk.