Nej tak til ensretning af kristentroen i Danmark!

Religion og kristentro skal ikke ensrettes. Der skal være plads til den personlige tro i Danmark, hvad enten den holdes privat eller ej, skriver Frikirkenets generalsekretær Mikael Wandt Laursen

Når politikere kræver forbud mod at gå med kors i offentlige stillinger eller have fællesbøn på universiteterne, så er det ikke alene et forsøg på ramme muslimer, men også et forsøg på at få religion, inklusiv kristendommen, ud af det offentlige rum og ind i det helt private rum. Resultatet er en ensretning af den kristne tro i Danmark.

Fra socialdemokratiets Mette Frederiksen, over Venstres Inger Støjberg til hele Dansk Folkeparti er der en tydelig modvilje mod den type af religion, som gerne vil vise sin tilstedeværelse offentligt. Godt nok er imamer, tørklæder og manglende svinekød de primære mål, men der grædes kun tørre tårer, hvis eventuelle lovtiltag rammer kristne, der lidt for ivrigt skilter med deres tro for eksempel med et kors om halsen.
 
For religion i Danmark skal helst være privat og fuldstændig individualiseret. Noget man holder strengt mellem sig selv og en eller anden form for Gud. Nogle få sjæle kan samle sig i kirken, men man skal helst ikke synge for højt med på salmerne eller virke for begejstret. Det kunne jo tolkes som ekstremisme.

Sådan er en stor del af danskernes protestantiske religion. Den er der. Men den er godt nok svær at få øje på. Undtagen til julegudstjenesten, hvor vi forsikrer hinanden om, at vi kun er der, fordi det jo en god tradition i Danmark.
 
Men det er jo kun én type af kristendom. Store dele af det folkekirkelige og frikirkelige landskab foretrækker en kristendom, hvor det er okay at tale om sin tro og tvivl over morgenkaffen. Mange nyder at mødes, bede sammen og læse et opmuntrende bibelvers, også på studiestederne. Og flere er dødtrætte af at blive slået i hartkorn med kvindefjendske, antidemokratiske og homofobiske radikaliserede, når de nævner deres tro på, at Bibelen er mere end et kulturhistorisk værk.

Og der kommer et virkelig træt udtryk i øjnene, når man for tiende gang hører en religionsprivatist fremføre sit argument om at ”mission og omvendelse” jo er lig med overgreb og at ”trække noget ned over hovedet på andre.” Disse privatister, der nægter andre det, som de selv eller deres forfædre fik givet: En fortælling om at være set og elsket af Gud.

Når politikerne handler ud fra deres ”private protestantiske mavefornemmelse” i forsøget på at virke handlekraftig overfor muslimske radikaliserede, så forsøger de reelt, og måske ubevidst, at ensrette religion i Danmark til at passe til den privatiserede udgave af kristendommen, som en del abonnerer på her til lands.

Men kristendom er meget mere end den indadvendte, skjulte, privatiserede udgave af Luthers lære. Kristendommen er spraglet, levende og finder stadig nye udtryksformer. Hvis vi ensretter religion og kristendom her i Danmark til én version, så afskærer vi os fra det liv, de initiativer, det drive, den tolerance og de nye ideer, som opstår, når der er højt til loftet, frihed og lige anerkendelse.

Et enkelt blik på civilsamfundets indsats for at hjælpe de mest udsatte, bekræfter min pointe: Hvor var i henne i dag, hvis det ikke var for de tusindvis af kirkelig og frikirkelige organisationer, kirker og foreninger, hvor kristentroen er motivationsfaktoren til at gøre en forskel for deres næste i det offentlige rum?
 
Det kan blive gigantisk dyrt, på flere planer, at forsætte forsøget på at ensrette religion og kristentro i Danmark. Der skal være plads til den personlige tro i Danmark, hvad enten den holdes privat eller ej.

Mikael Wandt Laursen
Generalsekretær i Frikirkenet