Kommentaren

Stender: Vi har pligt til at kæmpe på alle menneskers vegne

Hjemløse, homoseksuelle, ateister og buddhister er blot nogle af de minoriteter, som de seneste år har fået egne afdelinger på Københavns kirkegårde. Hvis vi i døden skal have egne afdelinger, kan det også ende med, at vi i livet med hinanden bliver adskilt, vurderer sognepræst Poul Joachim Stender. Foto: Leif Tuxen.

Hvordan skal et samfund klare sig, hvis vi kun kæmper for vores egen gruppe og ikke ser det som en pligt at elske og kæmpe for alle mennesker? Vi skal elske, som Gud elsker os, mener sognepræst Poul Joachim Stender

Hvis vi tager pligten til os igen, kan vi blive mere velfungerende mennesker. Vi kan komme fri af vores impulser, der har det med at tage magten fra os. Sådan lyder budskabet i en ny bog fra psykologiprofessor Svend Brinkmann.

Desværre fortsætter han ikke med at sige, at der er noget, vi bør gøre som mennesker, fordi Gud har sagt det. En af vore ulykker har gennem lang tid været, at vi altid har spurgt os selv, før vi kastede os ud i noget: ”Har du lyst til det, gider du det, orker du det, kan du overkomme det”?

Vi har ransaget vores indre følelser og fornemmelser. Det har ligefrem været sådan, at vi har spurgt os selv, når vi vågnede om morgenen, om vi i dag havde lyst til at være gode ved andre. Og hvis lysten ikke var der, droppede vi det.

Men læg mærke til, at Jesus ikke siger til os, at vi skal elske ham og vort medmenneske, hvis vi har lyst til det. Han bruger ordet "skal" (Matthæusevangeliet kapitel 22 vers 39). Det er altså en pligt at være et elskende menneske. Vi skal elske, som Gud elsker os.

Pligt er ofte forbundet med forhold som at arbejde eller møde op på rette tidspunkt. Men der er også andre ting i vores tilværelse, som er en pligt. Det er en pligt at tilgive. Det er også en pligt at holde fri. Det står i det tredje af de ti bud: Du skal komme hviledagen i hu.

Med andre ord skal vi slappe af på vores helligdag, som er søndag. Vi har pligt til at koble os fra facebook, vores telefoner, vores computere og vores mange paniske gøremål for at være sammen med vores medmennesker eller for blot et øjeblik at prøve stilheden og fordybelsen.

Lærerne på vores skoler møder hele tiden forældre, der vil have, at de skal gøre noget specielt for deres barn. Men det er faktisk en pligt at være mere optaget af fællesskabet i sit barns klasse frem for sit eget barn. Vi har pligt til at kæmpe for, at eleverne i klassen allesammen får det godt. Det handler ikke udelukkende om ens eget barn.

I øjeblikket vrimler det med patientforeninger i Danmark, der arbejder på at få så meget magt og indflydelse som muligt. Kræftens bekæmpelse, Kolforeningen, Hjerteforeningen, Nyreforeningen, Dansk Søvnapnø Forening.

Vi har mindst 50-60 patientforeninger i Danmark. Og fint nok, at der sættes fokus på vores forskellige sygdomme. Men først og fremmest må det være en pligt for os alle at kæmpe for et godt sundhedsvæsen, der kommer alle danskere til gode. Og ikke udelukkende det lille afgrænsede sygdomsområde, som vi selv tilhører.

For en måneds tid siden var der Copenhagen Pride Parade. Bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede gik i optog gennem Københavns gader. Festligt. Men paraden kan også ses som et udtryk for, at vi kæmper for vores egen seksuelle minoritets rettigheder i stedet for at ville slå et slag for, at alle mennesker kan blomstre erotisk.

Sex og andre forhold i livet skal ikke skille os ad, som det måske er på vej til. Hjemløse, homoseksuelle, ateister og buddhister er blot nogle af de minoriteter, som de seneste år har fået egne afdelinger på Københavns kirkegårde. Hvis vi i døden skal have egne afdelinger, kan det også ende med, at vi i livet med hinanden bliver adskilt.

Og hvordan skal et samfund klare sig, hvis vi kun kæmper for vores egen gruppe og ikke ser det som en pligt at elske og kæmpe for alle mennesker?

Poul Joachim Stender er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.