Politisk mudderkastning dræber den teologiske debat

Jo større den politiske afstand mellem kirkefløjene er, desto mindre teologi bliver der talt og tænkt. De frugtbare teologiske samtaler på tværs af grundtvigianere og tidehvervsfolk er historie, mener tidligere sognepræst Ole Juul

I august havde Sanne B. Thøisen en ganske tankevækkende artikel om tro og teologi under overskriften ”Når polemik afløser teologi” i ”Dansk Kirketidende” (nr.7, 2015). I artiklen bebrejder hun indirekte læserbrevsskrivere og andre kommentatorer i dansk kirkeliv for at være for hurtigt ude med deres kritik af anderledes tænkende og troende.

Hun argumenterer for, at der hersker en polemisk hurtig-på-aftrækkeren tendens frem for en eftertænksom teologisk refleksion over, hvad det i grunden er, ens påståede modstander har på hjerte.

Efter endt læsning af artiklen, som rummer ganske mange interessante og oplysende refleksioner over den manglende vilje til gedigen teologisk samtale, kom jeg til at tænke på mine egne studieår i 70’erne og første præsteår i 80’erne, hvor bølgerne også gik højt, men hvor eftertanken var på et anderledes teologisk reflekterende plan.

De bedste teologiske debatter dengang fik man på møderne i Rødding, når ”Grundtvigsk konvent af 1916” indbød til sommermøde. Det var herlige dage og nætter, hvor der for alvor blev gået til den, når de tidehvervske og de grundtvigske krydsede klinger.

Men det var med dyb alvor og et ønske om oplysende samtale at disse fandt sted, og derfor var det for os, der lyttede på og ”slugte livets tale”, en sand fornøjelse at overvære diskussionerne dengang. Der var bestemt ikke konsensus om det teologiske, men der var en fælles vilje til at finde ind til, hvori uenigheden bestod, og det blev altid gjort med en saglig, teologisk afdækning af brudfladerne.

Men ak, Adam forblev ikke i Paradis, og den lødige teologiske debat blev afløst af polemiske, personlige angreb. Hvornår det skete, og hvem der førte dødsstødet, husker jeg ikke. Men jeg husker, da de sidste tidehvervske forlod konventet. For derfra blev det tamt, kedeligt, uden snert.

Søren Krarup havde for længst smækket med døren, men salige Knud Møller, sognepræst i Bredsten, forsøgte til det sidste på sin vanlige joviale og bundhæderlige facon at holde vandene åbne, men da også han først var gået, eller blev gået, var det endegyldigt slut med samtalen. Medvirkende til dette var også, at en anden løgstruporienteret del af de grundtvigske samtidig dannede ”Grundtvigsk arbejdskonvent”.

De tidehvervske forskansede sig på Krabbesholm og i bladet ”Tidehverv”, og en politisk stillingtagen og brudflade begyndte at blive synlig. Ganske vist skete der noget nyt i arbejdskonventet, især i de første år, hvor K. E. Løgstrup selv var med. Det var teologisk tænkning på et ganske højt plan. Men med Løgstrups bratte død i 1981 forsvandt fornyelsen.

Hvad kom først - hønen eller ægget - er ikke så let at blive klog på. Men brudfladen blev politisk tydelig, da Søren Krarup og Jesper Langballe gik ind i Dansk Folkeparti med udtalt tanke om modstandskamp på linje med modstandsbevægelsens koryfæer, og de grundtvigske meldte politisk ud med basis i en venstrefløjssocialdemokatisme inspireret af Svend Aukens Vartovkristendom.

Fra da af var den teologisk funderede debat og samtale lagt død, og siden er det kun blevet til skræpperi fra hver sin lejr. Flygtningedebatten, der i de seneste uger er blevet skærpet, har ikke gjort det lettere, da begge lejre tilsyneladende falder for fristelsen til at lade slagord og rendyrket hate speech overskygge den teologiske tænkning. Senest med med Claus Thomas Nielsens kronik i Kristeligt Dagblad, ”Næstekærlighed og ondskab i en folkevandringstid”.

Når jeg bringer disse erindringsglimt fra en svunden tid, skyldes det en ærgrelse over, at de unge teologer og kandidater ikke - på samme måde som vi andre fik det - får en teologisk funderet debatkultur med i deres dannelse.

Jo større afstand, der politisk er mellem fløjene, desto mindre teologi bliver der talt og tænkt. Og desværre ser det ud som om, at vi har at gøre med en irreversibel udvikling – eller snarere afvikling. Der føres ikke længere frugtbare teologiske samtaler på tværs af de grænser, der blev afstukket med bruddet mellem løgstrupianerne og tidehvervsfolkene tilbage i 70’erne og 80’erne.

I stedet er det blevet, som Nils Gunder Hansen siger det i et interview i Kristeligt Dagblad den 24. august i år: ”De råber ad hinanden fra hver sin lejr på Facebook eller i medierne. Men man savner, at nogen går i flæsket på folk i deres egen lejr for at bryde skemaet, tænke selv og dermed forhindre, at de teologiske debatter bliver udpinte ekkoer af hinanden”. Ja, man savner viljen til at turde tænke selv – og for alvor lytte.

Ole Juul er skribent, foredragsholder og tidligere sognepræst. Han skriver kommentaren ved kristendom.dk.