Kommentaren

Præst: Når du tvivler, er du på vej til Gud

Tvivl noget mere, jer, der har en position som leder! Men er tvivl ikke et udtryk for svaghed? Nej, tværtimod, skriver Carsten Haugaard Nielsen. Foto: Privat

Tvivl er et udtryk for modenhed. Tvivl spirer, hvor der er overskud. Tvivl opstår, når man erkender, at man selv er begrænset. Og derfor har brug for at lytte til andre. Tvivlen driver os i kirke, mener sognepræst ved Christianskirken i Aarhus, Carsten Haugaard Nielsen

En ung fyr kom for nogle år siden ofte på besøg i vores hjem. Han drak meget cola. Altså ikke en hvilken som helst cola. Det skulle være den rigtige: Coca Cola. Det passede ikke til kulturen i vores familie. I vores hjem var der Pepsi.

En dag indvilgede den unge fyr i at tage en blindtest. Der blev hældt forskellige slags cola op i glas, så ingen kunne se, hvad der var Coca Cola. Han skulle så udpege sin elskede Coca. Han var helt, helt sikker i sin sag, da han pegede sin favorit ud. Men det var Pepsi’en, han pegede på! Siden er det her blevet en af de historier, der ofte genfortælles, når jeg er sammen med ham.

Dette lille muntre eksempel kan overføres til mange andre forhold i både samfundet og i den kristne tro. Pointen er enkel, ligetil og provokerende: tvivl noget mere! 

Manglende tvivl er den jord, totalitære stater gror i. Den tyrkiske præsident Erdogan er ikke nogen tvivler, når han efter kupforsøget denne sommer fyrede mange tusinder inden for retsvæsen, politi, militær og undervisning. Hvis han tvivlede lidt mere, ville han overlade opgøret efter militærkuppet til domstolene og spørge sig selv: Hvordan kunne det komme så vidt? Men Tyrkiet er på vej et sted hen, hvor tvivlen ikke har plads, og det bekymrer os med rette. Det bekymrer også mange, at den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump har skråsikre meninger om ret så meget. Hvor ender det?

Vi kender det også fra mere nære forhold. Hvordan er den leder, der ikke tvivler på sin egen dømmekraft? Der ved, han altid har ret? Hos sådan en leder er der ikke plads til skæve indfald og umulige tanker. Han behøver ikke at lytte til andre. Han samler helt sikkert disciple bag sig. Men kun dem, der vil gå på række efter hans taktstok. Den leder, der derimod har plads til tvivlen, har brug for at lytte til andres meninger og trække på andres ressourcer. Han anerkender, at det ikke altid er hans indfald, der er de bedste.

Jeg ved godt, hvilken leder, jeg helst vil arbejde under. Eller – for at blive inden for mit eget område: Jeg ved godt, hvilken type præstekollega, jeg helst vil have. 

Så derfor: Tvivl noget mere, jer, der har en position som leder! Men er tvivl ikke et udtryk for svaghed? Nej, tværtimod. Tvivl er et udtryk for modenhed. Tvivl spirer, hvor der er overskud. Tvivl opstår, når man erkender, at man selv er begrænset. Og derfor har brug for at lytte til andre.

Også på det religiøse område vil jeg vove at sige: Tvivl noget mere! Eller – endnu mere vovet: Tvivl er vejen til Gud.

Jamen, er det ikke tro, der er vejen til Gud? Jo. Men tro uden tvivl findes ikke. Tvivlen må til først. Det er tvivlen, der driver os i kirke. For tvivlen i os har brug for noget, der skaber tro. Tro uden tvivl er en død klippegrund. Tro uden tvivl kan være et livsgrundlag, en rettesnor eller en lære. Men det er gennem tvivlen, man tvinges til at opgive sine egne billeder af Gud i mødet med den levende Gud. Så derfor: Tvivl noget mere – og søg så Gud!

Forbilledet kan være den mand, der sagde til Jesus: Jeg tror, hjælp min vantro. Eller disciplen Thomas - en ærlig tvivler, der dog samledes til gudstjeneste med de andre. Og mødte Jesus selv.

Tvivl er ikke altid godt! Der findes en lammende tvivl, man kan drukne i. Når mulighedernes tal er så mange, at man hele tiden bliver i tvivl om, hvad man skal gøre eller tro. Og så ganske enkelt går under i tvivlens gentagne overvejelser. Dér har mange været! Tvivlen skal altså ikke dyrkes. Men den skal på den anden side heller ikke undertrykkes. Den skal derimod bruges som drivkraft til at give overvejelsen plads i vores hektiske samfund. Og til at søge den levende Gud.

For nyligt kørte min kone og jeg hjem fra ferie. Pludselig kom ferie-tvivlen op. Ferie-tvivlen er den tvivl, der fra feriens unormale hverdag ser ind over den almindelige hverdag. Den kommer ofte sidst i ferien. Den stiller spørgsmål som: Lever vi i vores hverdag på den rette måde? Er der noget, der bør ændres? Sidste år førte ferie-tvivlen til, at vi byttede rundt på indretningen af vores stuer. Og hvor har vi nydt det, siden da! I år førte den hos mig til en dyb glæde: Næ… der er absolut ingenting, der skal ændres! Men det var gennem feriens overskud til tvivl, jeg kom derhen. 

Jeg vil tage den tvivl med mig i min hverdag og i mit arbejde som præst. For jeg er sådan set ikke i tvivl om dette: At give tvivlen plads – uden at dyrke den - er den smalle og undertiden vanskelige vej, der fører til livets og troens dybder.

Carsten Haugaard Nielsen er sognepræst og skriver kommentaren ved kristendom.dk.