Selvfølgelig "kan" man ikke tro på opstandelsen

Ramsdal-sagen: Troen er noget, Gud skænker os, og det er kernen i luthersk kristendom, skriver tidskriftsredaktør Rasmus Vangshardt

Så skal vi til det igen. En ny sag efter Grosbøll-modellen, hvor Sydhavnpræsten Per Ramsdal nu offentligt har tilstået, at han lyver, når han står i kirken, fordi han ikke mener det, han siger.

Enhver kan se, at det er en uhyre skadelig sag for kirken, og det er ret forståeligt, at mange præster og andre, der vil folkekirken det godt, er bedrøvede.

Det, der også er så elendigt ved hele miseren, er, at hvor Grosbøll faktisk var en belæst mand, der var i stand til at drage konsekvensen af sin egen postmodernisme, dér er Ramsdal tilsyneladende helt uvidende om de mest basale teologiske og filosofiske distinktioner.

Læs også: Thranholm: Dansk kristendom lider af lede ved det hellige 

Hvis ikke Deadline-interviewet var pinagtigt nok, gik det helt galt i Kristeligt Dagblad, hvor han sagde, at han ikke kan tro på noget overnaturligt, men at den Gud, han tror på, er ”en metafysisk Gud” – selvmodsigelsen er jo himmelråbende, og enhver filosofistuderende på første semester ville strålebrække sig, hvis de ellers interesserede sig for disse kirkelige sager (det gør de meget sjældent).

Det var også Per Ramsdal, der var involveret i sagen om nogle irakere, der flyttede ind i Brorsons Kirke på Nørrebro, og selvom han var unødvendigt politiserende dengang, var der alligevel snerten af noget ærligt over hans optræden: En alvorlig aktivisme og risikoen for faktisk at miste noget. Faktisk det modsatte af løgnen.

Derfor er det så åndssvagt med denne nye sag. Det er tydeligt for enhver, at manden ikke er i nærheden af den filosofiske ballast og teologiske tyngde, som vi kan forvente af en dansk sognepræst, der vil føre sig frem i medierne. Ikke at jeg nyder at videregive overfladiskheder, men et enkelt citat til oplysning:

”Det vigtigste er, at bønnen når tilbage til mig som en form for svar. Den kommer ikke ud til en personlig Gud, som hører den med sit øre, men den kommer ud i den store fælles bevidsthed, hvor Gud er.”

Læs også: "Det bør kræves af en præst, at han selv tror på opstandelsen"

Udsagnet er et vanvittigt sammensurium af fejlslutninger for nu ikke blot at sige meningsløst, og det er ikke en teologisk kandidat værdigt.

Ved mennesker altid, om de tror?

Alligevel forekommer det tydeligt, at både Ramsdal og alle hans mange kritikere antager en ret sær præmis: At mennesker har en gennemsigtig bevidsthed, eller at de med andre ord altid véd, om de tror. 

På den ene side står der folk som Lars Sandbeck, der påpeger, at det ikke er afgørende, hvad præsten tror, men om det, han forkynder, er kristendom. På den anden side siger eksempelvis Sørine Godtfredsen, at det er afgørende, at præsten selv tror på det, der siges, hvis det skal overbevise nogen. 

Begges pointer er ærlige og hæderlige, men jeg savner stadig en øget bevidsthed om, at menneskers selvforhold slet ikke er så gennemsigtige. Det vidste to af det 20. århundredes største tænkere, Hans-Georg Gadamer inden for filosofien og Rudolp Bultmann inden for teologien. 

Læs også: Præster støtter Ramsdal i debat om Jesu opstandelse 

Gadamer og Bultmann er enige om, at det at forstå sig selv (herunder egen tro) ikke er identisk med at have total kontrol over sit eget sind. Tværtimod er selvforståelse noget, ”das einem geschiet” (red. dansk oversættelse: ”der skér med en”). Den tyske dativ er god, fordi den understreger, at forståelse mindre er en bevidst proces og mere er noget, der sker med os uafhængigt af vores egen bevidsthed. 

Med andre ord er vores jeg mere end det, vi ved om det. Derfor har man slet ikke den adgang til sin egen tro på den måde, som mange Ramsdal-kritikere – og han selv – tilsyneladende antager. Som om tro er noget, man bare en dag beslutter sig til at have og dernæst altid kan finde placeret et fast sted i frontallappen, hvor man har efterladt den. 

Endnu vildere er det, når Ramsdal konstant hævder, at han ikke ”kan” tro på opstandelsen og det evige liv. Nej, det er jo netop pointen i luthersk kristendom. Luther påpeger i fortalen til Romerbrevet klart, at troen er Guds gerning i os, og det, der forkyndes i kirken, er, at troen er noget, Gud skænker os. Selvfølgelig kan man ikke tro på disse ting. Derfor er det glædelige budskab, at Gud giver os troen. 

Det ville klæde både Ramsdal og kritikere at være lidt nærigere med til tiltroen til egne trosevner. 

Rasmus Vangshardt er stud.mag. og tidskriftsredaktør. Han skriver kommentaren ved kristendom.dk