Stender: Danmark har brug for en erotisk vækkelse

Det er blevet dræbende kedsommeligt at være et kønsvæsen i Danmark. Hvis man som mand flirter med en kvinde er man en mandschauvinist. Og hvis en kvinde elsker flirten med en mand, bliver hun stemplet som en billig luder, skriver sognepræst Poul Joachim Stender. Foto: Søren Staal

"Lad os komme i gang med at flirte igen og fornemme hinanden som erotiske væsner. Jeg glæder mig til, med åben mund og store øjne, at spise burgere på Hot Buns og møde de smukke kvinder," skriver sognepræst Poul Joachim Stender

Så går den løs igen Dansk kvindesamfund er helt oppe i køre. "Hot Buns", der er ved at åbne en burgerrestaurant i København, søger kvinder, der vil servere burgere i ført hotpants og tanktop.

Kvindesamfundet finder det dybt ydmygende for kvinderne at gå i sådan noget tøj og påpeger, at mænd bliver bekræftet i, at kvinder er seksuelle objekter. Ja, lige præcis! Kvinder er, blandt mange ting, også seksuelle objekter. Og det samme gælder mænd, der også gerne skulle ose af sex.

"Vi er ikke kønsneutrale"
Det er blevet dræbende kedsommeligt at være et kønsvæsen i Danmark. Hvis man som mand flirter med en kvinde er man en mandschauvinist. Og hvis en kvinde elsker flirten med en mand, bliver hun stemplet som en billig ludder.

LÆS OGSÅ: "Vi danskere er nogle bangebukse"

Det er ikke underligt at det er endt sådan. Mange synes at køn er en kunstig konstruktion. Blandt andet Radikale Venstre, der vil have, at vort cpr-nummer ikke må afsløre vort køn, og at der ikke i vort pas må stå, om vi er mand eller kvinde. Men jeg har ikke lyst til at være kønsneutral. Jeg vil være en mand og ikke en man.

Det er ikke mange måneder siden, at det blev debatteret om vi i Danmark, ligesom nogle steder i Sverige, skulle lade være med at dele børnene op i dreng og pige, han og hun. I stedet kunne vi erstatte han og hun med ordet hen. Når børnene blev voksne kunne de så selv beslutte, om de ville være mænd eller kvinder.

Debatten afslører, at vi gradvist bevæger os i retning af et kønsløst samfund, hvor vi ikke er defineret som mænd og kvinder, der begærer hinanden og flirter med hinanden. Vi er kønsneutrale.

Og når Dansk kvindesamfund bliver forargede over hot pants og tanktop er det dybest set en forargelse over, at sex stadig væk er det mest interessante og ukontrollable i vort liv.

Musikeren Kim Larsen udtalte engang i Nyhederne på TV2, at Danmark er blevet småborgerligt og snerpet. I stedet for at gå i byen sidder de alle sammen derhjemme med Iphonen et vist sted, sagde han. Jeg må give ham ret. Kvinderne på stranden er begyndt at gå i en badedragt, der minder om en burka.

Lad os komme i gang med at flirte igen
Den gode tid med topløse kvinder er forbi. Mændene, der engang bar bittesmå, stramme badebukser, der knapt kunne skjule deres kønshår, har taget lange badeshorts på. På arbejdspladserne passer mænd og kvinder på ikke at komme til at strejfe hinanden, så de kan blive tiltalt for sexovergreb.

Og i alle de danske børnehaver kan de stakkels drenge og piger, hennerne, ikke få lov til at gå på toilettet i fred og ro og bag lukkede døre. Der skal være glas ind til wcet af frygt for at børnene kan blive udsat for seksuelle overgreb.

LÆS OGSÅ
: Oldgræsk venskabsetik og kristen kærlighedsteologi

For pokker!!! Lad os komme i gang med at flirte igen og fornemme hinanden som erotiske væsner. Vi er ikke kønsneutrale. Jeg glæder mig til, med åben mund og store øjne, at spise burgere på Hot Buns og møde de smukke kvinder.

Og for kvindernes skyld ønsker jeg, at der også bliver ansat nogle lækre mænd med stramme brystkasser, der oser af at de ikke har noget i mod også at være seksuelle objekter. Danmark har efterhånden mere brug for en erotisk vækkelse end en åndelig vækkelse.

Poul Joachim Stender er sognepræst, forfatter og panelist ved kristendom.dk.