Kommentaren

Er kristne værdier eller folkekirkens fremtid politisk afgørende?

I valgkampspolitiske spørgsmål om folkekirken bør den, der bekymrer sig om folkekirkens og kristendommens fremtid i Danmark, derfor ikke lade sig forføre af snak om ”kristne værdier”, om kirkens fremtidige sociale virke eller dens interne modernisering, skriver stud.mag. Rasmus Vangshardt. Foto: Privatfoto

Kristendom har intet med filantropi, pædagogik og fattige børns hullede bukser at gøre. Det er slet ikke så dumt at huske på, når nu det her i valgkampen flyder over med fejlagtige og poserende påstande om det modsatte, mener stud.mag. Rasmus Vangshardt

Da jeg på en højskole for nylig holdt foredrag om forfatteren Henrik Pontoppidan, kom jeg i spørgerunden bagefter i bekneb, fordi en tilhører ville høre, hvordan jeg så på Pontoppidans forhold til kristendommen. Et godt spørgsmål, for der hersker ikke just enighed blandt Pontoppidan-forskningen, og manden selv udviklede sig også meget igennem et langt forfatterliv.

Men spørgsmålet har givet anledning til at overveje problemet igen, og det har ikke været ukærkomment i valgkampstider. Pontoppidans personlige tro har vi naturligvis ikke adgang til, selvom han i 1891 ganske sigende skrev følgende kontante udmelding til vennen Axel Lundegård om sit eget livs historie: ”Jeg er født 24 Juli 1857 i Fredericia i Jylland. Min Fader var Præst. Det er i Grunden hele min Saga.”

Læs også: Vi har brug for politikere med visioner og globalt udsyn 

Pontoppidans personlige tro er naturligvis heller ikke sagen, thi man skal ikke snage. Til gengæld var hans holdning til, hvordan præster forvaltede deres embede en helt anden offentlig sag, og den vil være yderst fornuftig at holde i baghovedet, når man står i stemmeboksen i dag, hvis spørgsmålet om folkekirken er afgørende for, hvor ens stemme ender. Hør bare her, hvad han skrev i ”Tilskueren” i 1893:

”Man ved virkelig til sidst ikke, hvad man skal tænke om det Ruskomsnusk af Filantropi, Statsøkonomi, Moral og Pædagogik, hvoraf den protestantiske ’Kristendom’ efterhaanden røres sammen. Hvad særligt kristeligt er der i Sansen for Ædruelighed og Retfærdighed her paa Jorden? Hvad har kruppske Kanoner og Fattigbørns Bukser med Kristendomsforkyndelse at skaffe? Intet, absolut intet…”

Kristendom har intet med filantropi, pædagogik og fattige børns hullede bukser at gøre. Det er slet ikke så dumt at ihukomme, når nu det her i valgkampen flyder over med fejlagtige og poserende påstande om det modsatte.

Læs også: Kirkens folk har en stemme i valgkampen

I valgkampspolitiske spørgsmål om folkekirken bør den, der bekymrer sig om folkekirkens og kristendommens fremtid i Danmark, derfor ikke lade sig forføre af snak om ”kristne værdier”, om kirkens fremtidige sociale virke eller dens interne modernisering, der skal gøre den tidssvarende.

Tværtimod er det udelukkende relevant at se på, hvem der vil sikre det anti-politiske anarki, der langt hen ad vejen stadig er udbredt i folkekirken. Det er det eneste værn til modarbejdelse af det pontoppidanske ruskomsnusk. En styringsreform af folkekirken, som vi var meget tæt på at få i sidste valgperiode, ville netop resultere i mere moralsnak, pædagogik og selvgod filantropi.

Læs også: Dyremose: Mere religion i politik, tak!

Hvis folkekirkens fremtid var ens eneste prioritet i valgkampen, ville man derfor kun kunne stemme på ganske få partier i stemmeboksen i dag.

Rasmus Vangshardt er stud.mag., boganmelder ved Kristeligt Dagblad og skriver kommentaren ved kristendom.dk.