Er evangeliets forkyndelse underlagt statens tvang?

Kan det virkelig passe, at ligestillingsloven skal gå forud for evangeliets forkyndelse? spørger valgmenighedspræst Morten Kvist

I sidste uge kom det frem, at to private plejehjem i henholdsvis Videbæk og Skjern, ejet af Luthersk Mission, ikke længere kan betjenes af de stedlige sognepræster.

Plejehjemmene ønsker ikke kvindelige præster og med henvisning til ligestillingsloven har biskoppen over Ribe Stift, Elof Westergaard, truffet den afgørelse, at de to plejehjem ikke længere hører under sognepræsternes arbejdsområde.

Læs også: Biskop i ligestillingskamp med missionsk plejehjem 

Det har fået flere øjenbryn til at rynke sig en smule. Også mine. For kan det virkelig passe, at ligestillingsloven skal gå forud for evangeliets forkyndelse, om det så sker ved en mand eller en kvinde? Kønnet er underordnet, og vil de to plejehjem kun have mandlige præster, så kunne det vel imødekommes uden større ramasjang.

Og kan det virkelig passe, at det biskoppen sympatisk kalder ”ordentlighed i forhold til kvindelige kolleger” skal trænge en pragmatisk løsning i baggrunden? Går der skår af den kvindelige sognepræst, hvis en institution af teologiske grunde ikke vil benytte hende som officiel præst? Hun kan jo for eksempel komme på plejehjemmet i andre anledninger.

Mit ærinde er nu ikke i første række at anfægte biskoppens afgørelse. Det kan jo være, at alle kompromiser og nænsomme løsninger ikke længere var mulige. Det vides ikke.

Læs også: Bør folkekirken oprette friskoler? 

Mit ærinde er et spørgsmål om systemtvang.

Det er vigtigt at spørge, om biskoppen med henvisningen til ligestillingsloven mod sin vilje er reduceret til en forvalter af paragraffer i samme lov, eller om han har haft et reelt valg? Kunne han have sagt, at ligestilling er sekundær og må vige for evangeliets frie løb?

Hvis vi går ud fra, at han har undersøgt sagen juridisk, inden han afgjorde den, så kan det velvilligt set være, at han ikke har kunnet komme til for bare paragraffer om ligestilling. I så fald er perspektiverne svimlende. Jeg er klar over, at der er en undtagelsesbestemmelse i loven, men et er lov, noget andet er den praksis, som er udviklet siden lovens vedtagelse.

Læs også: Gudstjenesten aflyst af kønspolitik 

Også et andet forhold rejser spørgsmålet om systemtvang: Regulering af præsternes arbejde. Det er ikke længere et provstianliggende at betjene de to plejehjem, hedder det, men præsterne må gerne gøre det i deres fritid.

Betyder det, at de frivilligt kan fortsætte uanfægtet? Eller skal plejehjemsgudstjenesterne henlægges til efter kl. 16.00? Det forlyder der ikke noget om, men med den omsiggribende administration af flere og flere detaljer i folks hverdag er der grund til at frygte, at også præsters arbejdstid bliver sat på stramme formler. Ligesom det er sket for skolelærere, politibetjente, plejepersonale og alt for mange andre. Så at Luthersk Missions plejehjem altså pænt må vente til efter for eksempel kl. 16.00? I så fald er perspektiverne svimlende.

Mig bekendt står en kristen præst til rådighed for sin menighed alle døgnets timer om nødvendigt. Det kan være svært at administrere. Derfor laver man aftaler, vejledninger og regulativer. Men den praktiske pointe i princippet om altid at stå til rådighed er, at den modvirker systemtvang. Så der er hårdt brug for princippet.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren på kristendom.dk.