Sognepræst siger tak til alle jer, der sover i kirken

De første år af sit virke som præst kæmpede Hanne Jul Jakobsen for at holde alle kirkegængere vågne. Men nu ser hun fra prædikestolen glad ned på dem, der sover på kirkebænken. For vi sover der, hvor vi føler os hjemme

Jeg nævner ingen navne, men tag ikke fejl: Jeg ved, hvem I er! Jer, der kommer søndag efter søndag og knapt har sat jer på kirkebænken, før I falder i søvn. I snorker ikke. Det skal I have. I hvert fald ikke så højt at det når op til mig på prædikestolen. Jeg har aldrig haft illusioner om, at I bare lukker øjnene, fordi I er koncentrerede i bøn. Nej, I sover!

De første år, jeg var præst, tog jeg det lidt tungt. Tænkte, at jeg måtte anstrenge mig lidt mere for at holde jer vågne. Sådan tænker jeg ikke mere. Jeg opfatter netop jer, de sovende, som en velgørende åndelig modkultur. Lad mig forklare.

Vi er bevidste om, at vi har brug for træning og disciplinering, når det kommer til det fysiske. Mange løber fast 2-3 gange om ugen uden at have lyst. Mange spiser 600 gram grøntsager om dagen uden at have lyst. Eller uden at føle nogen særlig mening eller glæde ved det.

Vi gør det bare, fordi vi ved, at det er godt for os. Det er ikke sådan, at vi føler noget særligt, hver gang vi løber en tur eller trækker frisk luft. Vi gør det bare, fordi vi har besluttet os for at gøre det. Sådan tror jeg også de sovende har det med at gå i kirke. De gør det bare. De stiller ikke sig selv spørgsmål søndag morgen såsom: ”Har jeg lyst til det?” Nej, de gør det bare.

Jeg tror ikke, de sovende forventer en dyb åndelig oplevelse hver søndag. De forestiller sig ikke, at de på en eller anden måde er tættere på Gud end andre. De gør det heller ikke for at please hverken Gud eller nogle andre. At gå i kirke om søndagen er ikke noget, der afkræves en mening hver søndag. Det hører bare med til det at være kristen.

Den form for religiøs praksis er helt vildt umoderne. Vi er en generation af meningssnyltere. Det skal give mening. Vi skal føle, at det er rigtigt. Det skal give os noget. Og vi er utålmodige. Når vi bruger tid på noget, så skal det også give afkast med det samme. Vi forventer at få et åndeligt kick eller en åbenbaring, der fylder os med en fred og glæde lige her og nu og på stående fod.

Den form for religiøs praksis, som de sovende abonnerer på, er gammel. Ja, egentlig kan man vel føre den helt tilbage til de tidligste munkes ”Ora et labora”, Bed og arbejd, som har været en del af den kristne klostertradition lige siden. Livet som en fast vekslen mellem bøn og arbejde. Dagen, der er delt ind efter faste tidebønner. For det var jo heller ikke sådan, at munkene spurgte sig selv: ”Har jeg lyst til det?” eller ”Giver det mening for mig i dag?” Nej, de gjorde det bare. De havde forpligtet sig på den form for disciplin.

De gjorde det, uden at der blev stillet særlige krav til deres egen grad af inderlighed. Der ligger en befrielse i ikke at underlægge sig selv det krav, at alt hvad man gør, skal give mening eller føles rigtigt hver gang.

Det er en god vane at gå i kirke om søndagen. Om ikke andet så for at sove. Bare det at komme der hen er godt. Måske giver det ikke mening alt sammen, og måske mærker du ikke nogen forskel sådan lige her og nu og på stående fod. Men det er en god vane at lade ugen og tiden afbrydes af kirketid. Lidt ligesom det giver mening at ånde både ud og ind. Og det gør vi jo faktisk også uden at tænke over det. Som det naturligste i verden. Man sover godt i kirken! Er det fordi, det er kedeligt at gå i kirke? Ja, måske – men der er faktisk en meget fin pointe i, at vi sover godt netop i kirken. For vi sover godt dér, hvor vi føler os hjemme!

Hanne Jul Jakobsen
Sognepræst 
Skriver kommentaren ved kristendom.dk