Kommentaren

Hvordan kan terror knyttes sammen med gudstro?

Den måde, en gudfrygtig adlyder sin gud på, fortæller noget om den gud, han adlyder. I tilfældet Islamisk Stat og deres version af lydighed mod gud fortæller deres handlinger om en sadistisk, ondskabsfuld og grusom gud. Det er ikke det samme som en stor gud. Det er en lille gud målt på skønhed, sandhed og godhed, skriver generalsekretær Robert Bladt. Foto: Privatfoto

Som gudstroende føler jeg mig intimideret over, at terroristerne kan knytte deres handlinger sammen med deres gudstro, skriver generalsekretær Robert Bladt

Terrorhandlingen i Paris den 14. november var en demonstration af nærmest ubegribelig umenneskelighed og ugudelighed. Som gudstroende føler jeg mig intimideret over, at terroristerne kan knytte deres handlinger sammen med deres gudstro. Jeg ønsker at give udtryk for min dybeste medfølelse med dem, der har lidt et tab. Og så ønsker jeg at vise, hvorfor disse terroristers gud ikke er stor.

I Dommerbogen i Bibelen fortælles det, at Gud bad en mand ved navn Gideon påtage sig lederansvaret for israelitterne. Hans første handling var at rive et afgudsalter og en slags totempæl ned for at gøre op med israelitternes afgudsdyrkelse. Da byens indbyggere opdagede, at deres hellige genstande var blevet vandaliseret af Gideon, ville de slå ham ihjel. Men Gideons far fik dem fra det med sit åbenlyse argument: ”Hvis han er en gud, vil han stride for sig selv, når hans alter er revet ned.”

Terroristers gud kan aldrig være stor, så længe der er brug for jihadisters hjælp for at kunne hævde storheden. Hvis en gud er stor, som terrorister har råbt både i Frankrig og andre steder, behøver de ikke bruge våben for at forsvare ham og hans ”alter” fra at blive vanhelliget, sådan som nogle islamistiske ekstremister hævder om vestlig kultur. Så kunne de i stedet bede en bøn til den gud, som er stor, om at han vil gengælde.

I den kristne tradition er det præcis, hvad vi bliver tilskyndet til. Gud er så stor, at det skal være op til ham at gengælde. Hævnen tilhører ham. Det betyder endog, at man i nogle situationer skal afstå fra sin ret og i stedet overlade det til Gud at skaffe retfærdighed - om ikke i denne så i den kommende verden. Det har vi kristne bestemt ikke altid lykkedes med at praktisere, men vi møder det som en stadig tilskyndelse fra vores tro på, at Gud er stor.

I Det Nye Testamente fortælles det, at Jesu nærmeste engang skændtes om, hvem af dem der var den største. Det er et interessant spørgsmål at stille verdens religioner. Hvilket menneske regner en religion for at være det største? Hvilke idealer har religionen for storhed? I svaret på det spørgsmål siger religionen nemlig noget om den gud, den repræsenterer.

De islamistiske krigere, som spredte død og rædsel i Paris, synes at være af den opfattelse, at den største iblandt os mennesker er den, der er villig til at gå længst i lydighed. I tilfældet terror fik lydigheden islamisterne til at ophæve al forskel på smukt og grimt, sandt og falskt, godt og ondt.

Men hvis den, der er lydig mod sin gud, gennem sin lydighed spreder grusomhed og ondskab, hvad fortæller det da om den gud, han adlyder? Jesu svar på spørgsmålet om, hvem der er den største lød:

”Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener.” Han brugte sågar et lille barn som forbillede og eksempel. Som om den største lydighed mod ham må udføres i uskyld og magtesløshed. Han levede i øvrigt selv, hvad han lærte ved at underkaste sig ondskab, tortur og henrettelse med en bøn på læben for sine bødler.

Svaret på islamistisk terror må derfor være: I misbruger jeres gud til at retfærdiggøre jeres handlinger. Ved jeres handlinger gør I jeres gud lille, ikke stor.

Robert Bladt er generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og skriver kommentaren ved kristendom.dk.