At turde vor kristne fortælling
I Danmark er vi åbne overfor religioner. Men vor egen kristne fortælling levnes ikke megen plads. En skam når det er den, vi er rundet af, mener cand. theol. Ole Juul
For nogle uger siden var jeg i ”Svalegangen” i Aarhus, hvor jeg så – eller nærmere hørte – den meget anmelderroste forestilling ”Abrahams børn”. Og der er grund til rosen, for Hans Rønne, som er den eneste medvirkende i forestillingen, er formidabel – både som fortæller og som formidler.
Og så gik jeg alligevel derfra med en fornemmelse af, at ikke alt var blevet fortalt.
Jo - forholdet mellem jøder og muslimer som ”Abrahams børn” blev der gjort grundigt rede for i den gribende fortælling om striden mellem de to folk, der ud fra den gammeltestamentlige historie oprindeligt var broderfolk.
Men når det kom til kristendommen – den historiske arvtager fra jødedommen – holdt fortælleren igen. Ikke meget hørte vi. Det blev kun til en lille sidefortælling om denne mærkelige profet, Jesus, tømrerens søn fra Nazareth, der også er omtalt i Koranen, og hans følgesvende disciplene.
At Kristendommen blev verdensomspændende, skyldtes primært kejser Konstantin, der med et dekret i 313 sikrede, at de kristne fik fri og fuld ret til at udøve deres religion i det dengang enorme romerske imperium, og på den måde officielt blev en verdensomspændende religion.
Men ikke ét ord om hvordan missionen tidligere på trods var lykkedes. Ikke ét ord om Paulus og den åndelige kraft, der fulgte ham og andre, der kæmpede for at udbrede det kristne evangelium.
I programmet for forestillingen står der, at ”forestillingen er et dristigt forsøg på at bygge bro mellem religionerne og skildre deres fælles udspring, som ikke tildeles megen plads i dagens polariserede religionsdebat”.
Sandt nok, men heller ikke her blev der levnet megen plads til den kristne grundfortælling og evangeliet.
Hans Rønne bevægede sig fra det anekdotiske hjørne, hvor fortællingen om kristendommen mest handlede om, hvad hans bedstemor havde lært ham som barn om ”ham sjel”, som Gud Herren blev kaldt, til det storpolitiske drama, der udspilles i Jerusalem mellem jødedom og islam.
Kristendommen forblev anekdotisk. Ærgerligt nok for både forestillingens oprindelse og Hans Rønnes fremstilling havde stor gennemslagskraft, og kendte man ikke den gammeltestamentlige historie, ja, så fik man den her fortalt. Men det nytestamentlige fik ikke meget fortællerrum.
Og man tænker: Er vi stadig der, hvor vi som kristne holder igen? Jeg ved godt, at en sådan forestilling ikke har forkyndelsens karakter, og det skal den heller ikke have. Men derfor kunne man godt turde noget mere og for alvor gøre bibelhistorien levende med den nytestamentlige, kristne grundfortælling som afgørende i en dansk kontekst.
Men der ligger historisk set åbenbart et forbehold i, hvor meget vi skal lægge vægt på vores egen historie og tradition, når det kommer til religionsmødet, som forestillingen tager udgangspunkt i. Et forbehold som svækker kristendommens ret til at være herre i eget hus.
Et lignende forbehold kom til udtryk, da tidligere statsminister Anker Jørgensen blev bisat fra Grundtvigskirken i København. Familien havde valgt, at bisættelsen skulle foregå fra denne kirke, og tidligere biskop i Aarhus, Kjeld Holm, forestod bisættelsen, sådan som Anker Jørgensen gennem forudgående samtaler med Kjeld Holm selv havde ønsket det.
Men også her holdt man igen. Kjeld Holm holdt en smuk og bevægende tale om afdøde, men den kristne grundfortælling, som er kirkens syldsten, blev ikke fortalt. Opstandelsesbudskabet, som kunne være blevet læst fra en af de fire evangelier, blev fortiet.
Jeg er overbevist om, at vi – både hvad angår religionsmødet mellem de tre store religioner og især kristendommens møde med Islam og mødet med den almindelige folkekirkekristne dansker – skal turde den kristne grundfortælling i langt højere grad, end tilfældet er i dag. Vi slæber på en rest af missionsforskrækkelse, som især de grundtvigske har lidt under – og fortsat lider under. Det udmønter sig i en misforstået hensynstagen og tilbageholdenhed, når det kommer til en markering af ens egen historie.
Det er den historie, som forfatter Martin A. Hansen lidenskabeligt forsøgte at omsætte i en ny, folkelig fortælling, som den kom til udtryk i hans sidste store værk ”Orm og Tyr”. Ganske vist var tiden omkring udgivelsen (1952) en anden - så få år efter besættelsen hvor erfaringer og oplevelser herfra spiller ind. Men i værket er der nogle grundtanker om det at tilhøre et folk, der også gælder i dag.
I sin dagbog d.15. februar 1942 skriver han: ”Vor historie begynder med kristendom, den dør uden kristendom”. Og selv om Martin A. Hansen var yderst kritisk overfor institutionen, så kunne hans grundtanke om historiens fundament i kristendommen ikke løsrives fra det hus, som han nok havde det vanskeligt med, men som han atter måtte vende tilbage til for at hente meningen.
Når forfattere som ham og andre i deres romaner udtrykker en interesse for kristendommen, som det er tilfældet i Tage Skou-Hansens roman ”Den hårde frugt” og senest i Jens Smærup Sørensens ”Feriebørn”, som litteraturforskeren Anders Thyrring Andersen gjorde opmærksom på det i sit indlæg ved ”Himmelske dage”, så er det af afgørende betydning, at også kirken selv i religionsmødet og i mødet med den ganske almindelige folkekirkekristne dansker holder fortællingen i live. Det handler kort og godt om at turde fortællingen.
Ole Juul er skribent, foredragsholder og tidligere sognepræst. Han skriver kommentaren ved kristendom.dk