Kommentaren

Stender: Mennesker er ikke andet end guldfisk i en blender

Dybest set er fisken i samme situation som alle mennesker er. Vi er ikke andet end en guldfisk i en blender, skriver sognepræst og kandidat ved bispevalget i Lolland-Falster Stift, Poul Joachim Stender. Foto: ADRIAN JOACHIM/Polfoto

Vi lever i en verden, hvor en gal mand pludselig kan trykke på knappen til atombomberne og smadre os alle. Så vi må leve af Guds og hinandens nåde, skriver sognepræst og kandidat til bispesædet i Lolland-Falster Stift, Poul Joachim Stender

Hvem husker ikke kunstudstillingen, hvor en tilsluttet blender blev fyldt med vand og en guldfisk sat ned i den? Den udfordrede museumsgæsterne til at trykke på blenderen og blende guldfisken. Til sidst var der en person, der trykkede på knappen, og fisken var død. Folk var dødeligt forargede over kunstudstillingen.

Hvad skyldtes forargelsen? Det kunne være, at man følte medlidenhed med den lille fisk? Men dybest set er fisken i samme situation som alle mennesker er. Vi er ikke andet end en guldfisk i en blender. Fra det ene sekund til det andet kan døden have blendet os i stykker. Vi lever af Guds og hinandens nåde.

Hvad skyldtes forargelsen over kunstudstillingen så, når vores situation er identisk med fisken? Måske at vi, når vi betragtede fisken i blenderen, fik en ubændig trang til at sætte kværnen i gang. Synderen i os dukkede op til overfladen. Der er et eller andet over destruktionen, der tiltrækker os. Hele den kunstneriske installation med guldfisken afslørede vor sårbarhed, men samtidig også vores destruktive magter.

I folks travle liv bliver der ikke meget tid til teaterforestillinger, digtlæsning og fordybelse i gode bøger. De fleste siger, at de ikke har tid til det. Men kendsgerningen er, at vi har tid til det, vi har lyst til. Hvis vi ikke går i teatret, læser digte eller skønlitteratur eller opsøger et kunstgalleri for at blive pirret i vor tankegang af en guldfisk i en blender, må det skyldes, at noget andet er vigtigere for os. Måske er det løbeturen efter arbejdet, de praktiske gøremål i ens hjem, børnenes mange krav eller det arbejde, vi tager med os hjem fra jobbet.

Der er mere i kunsten end vi tror. Vi ser en guldfisk i en blender. Men dybest set er det et spejl, vi ser ind i. Vi ser os selv, vores forgængelighed og livets farlighed. Samtidig ser vi også skønheden. En ufattelig smuk fisk, der bevæger sig med en elegance i vandet som en balletdanser på Det Kongelige Teater.

Måske ser vi også noget tredje: En verden, som vi svømmer rundt i som en guldfisk, hvor en gal mand pludselig kan trykke på knappen til atombomberne, blenderen, og smadre os alle. Der er mange måder at holde sig selv i live. De fleste bilder sig ind, at det er gennem motion og sund kost og et regelmæssigt liv.

Men kunsten vækker os, forarger os, gør os tankefulde, betager os, giver os liv. Hvis man springer kunsten over i sit liv, risikerer man at leve for bare at overleve.

Igennem kunsten kan vi mennesker komme til at se os selv som i et spejl - men det kan vi også et andet sted: For den, der går i kirke, bliver afsløret i de bibelske beretninger. Igennem Bibelen ser vi vores skønhed som skabninger, men også vores nederdrægtige sider. Samtidig afsløres vores dødelighed af den lidende Kristus på korset, guldfisken, der på Golgata blev blendet af os mennesker, men opstod fra blenderen til et nyt liv.

Kunsten kan sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er håb for menneskeheden. Men sådan et spørgsmålstegn sætter kristendommen ikke. Jesus vender tilbage fra døden. Der er en ”happy end” i menneskenes historie. Gud er også til stede i undergangen, tilintetgørelsen og døden.

Kunsten er uden diskussion et nøglehul ind til et rum, hvor vi ser, at der er mere, end hvad vi kan registrere med vores sanser. Derfor skal vi lade os pirre konstant af kunsten. Men mens kunsten tøver med at sige, hvad dette mere er, gør kirken det samme som Ekstrabladets slogan. Den tør, hvor andre tier, og proklamerer: ”Dette mere I fornemmer er Jesus Kristus, Guds søn”.

Poul Joachim Stender
Sognepræst, forfatter og kandidat til bispesædet i Lolland-Falster Stift
Skriver kommentaren ved kristendom.dk.
 
Se hans hjemmeside her