"Vi skal vise kærligheden på bedre måder"

Jeg tror på, at de kommende børnegenerationer har brug for, at vi viser vores kærlighed og opbakning på en autentisk måde, skriver sognepræst Kaj Bollmann Foto: Esben Nielsen

Vi er blevet fattigere og fattigere til at udtrykke vores følelser på anden vis end materielt, skriver sognepræst Kaj Bollmann

Konfirmationerne er overstået i landets kirker. For min del kan jeg se tilbage på en positiv oplevelse, både i forberedelsestiden og ved konfirmationsgudstjenesterne.

De unge har været opmærksomme, livlige, sjove og med en større fortrolighed med de grundlæggende elementer i kristentroen, end jeg havde turdet håbe på efter mange år uden for embede. Så langt, så godt.

Konfirmationerne bliver stadigt mere udskejende
Så kommer vi ud af kirken efter gudstjenesten. Og hvad sker der? Linet op står limousiner, motorcykler, hestevogne og veteranbiler. På et tidspunkt dukker, med en infernalsk klapren, en helikopter op og lander på græsplænen ved kirken.

Jeg tror, at mange kolleger har oplevet det samme i år. Forældre går mere og mere amok med ekstreme, opgejlede og bekostelige afhentningsformer. 5.000 kr. kostede det efter sigende at få en helikopter til at komme og flyve konfirmanden fra kirken til et sted nær ved festen.

Så er det, den sure gamle mand kommer op i mig. Og ikke kun i mig. Jeg har hørt adskillige bemærkninger i retninger af: Hvad bliver det næste? og Hvad skal de så ved brylluppet?

Forargelsen ændrer ingenting
Selvfølgelig er forargelsen over tendensen til at ville overgå hinanden i syrede påfund og iscenesættelser på sin plads. Selvfølgelig er afhentningsformer, der koster næsten det samme som en rejse for konfirmanden i en uge til et spændende sted, helt ude af proportioner, og selvfølgelig er det forfærdeligt dårlig stil at skulle vise sig over for dem, der ikke har økonomi til at foretage sig sådan noget.

Forargelsen i sig selv ændrer imidlertid ingenting. Den kan bare bidrage til den sædvanlige fordom om kirkelig stramtandethed. I stedet er det vigtigt at starte med at se, hvad det positive anliggende i galskaben er, når i hverdagen fornuftige, sympatiske forældre, der vil det bedste for deres børn, går bananas på den måde.

Jeg nægter at tro på, at de bare vil overgå naboen og iscenesætte deres materielle velfærd. Det er sådan, resultatet bliver. Men det er ikke det, der er i fokus. Det er konfirmanden.

Det positive anliggende er at gøre det så godt for konfirmanden som overhovedet muligt. De unge, der bliver konfirmeret i disse år har fået vist deres forældres kærlighed ved at være i centrum og at få rigtig mange materielle ønsker opfyldt. Også ved konfirmationen vil forældrene gerne vise, så stærkt man kan, at deres barn er enestående, elsket af sine forældre og har opbakning i en grad, så man sætter alle sejl til.

Der er også en anden vinkel: Nogle af de voldsomme påfund kommer fra skilsmisseforældre med indbyrdes problemer eller hvor forældrene, måske ubevidst, føler skyld og dårlig samvittighed, så helikopteren eller limoen bliver kompensationen.

Det er altså ikke primært naboen og de andre, forældrene viser sig overfor. Det er konfirmanden, de gerne vil vise sig for som de gode forældre, der vil deres barn alt godt.

Vi udtrykker kun kærlighed på en materiel måde
Hvorfor så vise kærligheden og opbakningen og alle de gode ønsker ved den form for udskejelser? Enkelt nok: Det er det sprog, vi kan. Det er det, der har udviklet sig gennem de seneste generationer.

Vi er blevet fattigere og fattigere til at udtrykke vores følelser på anden vis end materielt. Konfirmationen bliver i den forbindelse bare kulminationen på et børneliv, der har været præget af kærlighed vist gennem opfyldelse af materielle ønsker, ofte endda udover det ønskede for vi skal jo også overraske dem en gang imellem.

Med helikopterlejen til 5.000 kroner gør man ikke andet, end det man lige så godt kunne gøre ved at holde en kærlig, varm, ærlig tale, der viser, hvor meget man holder af sit barn. I stedet for de ofte morsomme, distancerede, ind imellem endda udleverende tale-shows, man ofte er ude for ved konfirmationer i dag.
 
For mange konfirmander ville et knus af hjertet eller en sang, der måske nok halter et par steder, men som udtrykker reelle følelser, formentlig betyde lige så meget som at blive hentet i hestevogn ved kirken.

Og endnu mere ville det måske betyde, hvis forældrene under konfirmationsforberedelsen bakkede op om anliggendet, talte med deres konfirmand om tro og livets store spørgsmål og måske oven i købet gik med i kirke en gang imellem i stedet for at sætte konfirmanden af ved kirkedøren og køre hjem til morgenavisen. De behøver jo ikke at sidde på samme bænk som konfirmanden.

Det lyder meget retro. Men jeg tror på, at de kommende børnegenerationer har brug for, at vi viser vores kærlighed og opbakning på en autentisk måde. Iscenesættelsen møder de jo overalt. Den er der i virkeligheden ikke noget særligt i, selvom det er meningen.

Kirken har også et ansvar
Vi har et kirkeligt medansvar, fordi konfirmationen også er et forsøg på at gøre det troværdigt og autentisk for børnene, at de er elskede. Det gør vi ikke ved at slynge vores forargelse i hovedet på folk, uanset, hvor berettiget den end må være.

Men vi kan vise andre muligheder og tage en dialog med forældrene om, hvordan vi i konfirmationen viser børnene, at de er noget helt særligt for os, og at vi bakker dem op i den fase i deres liv, som de er på vej ind i.

Jeg tror i hvert fald, at jeg har fået en hel del ideer til en samtale med næste års konfirmandforældre om, hvad den gode konfirmation er.

Kaj Bollmann er sognepræst, forfatter og kommentarskribent på kristendom.dk