Konfirmation – valg eller tradition?

Konfirmationen er folkekirkens største succes. Godt 70% af de unge bliver konfirmeret, og sådan har det været de sidste 20 år. Men går de unge i dag til forberedelse og bliver konfirmeret, fordi det er en tradition, eller er det noget, de bevidst vælger? Cand theol. og historiker, Henning Nørhøj, fremlægger konfirmationen historisk set

Per Salomonsen, som i 1960erne grundlagde religionssociologien, gennemførte i 1960erne en undersøgelse af holdningen til konfirmation. På grundlag af interviews med voksne kunne han konkludere, at godt halvdelen af de adspurgte havde haft en god oplevelse af præst og undervisning. I tal angav 55%, at kontakten med præsten havde været positivt, mens 41% markerede selve undervisningen som noget positivt.

I 2015 undkom så en undersøgelse foretaget af religionssociologen Henrik Reintoft Christensen og sognepræst Leise Christensen. Heraf fremgik det, at 66% af de unge var glade for undervisningen, og 77% angav, at kontakten til præsten var positiv og givende. Altså en stigning i den positive holdning til konfirmationen.

Hvad er der så sket undervejs?

Undervisningen
Med skoleloven i 1975 blev kristendomsfaget i skolen defineret som et rent kundskabsmeddelende fag, som alene skulle tjene skolens samlede pædagogiske og dannelsesmæssige opgave. Faget blev hermed skilt fra kirken. Og det fik uden tvivl en positiv virkning på konfirmationsforberedelsens pædagogik.

Konfirmationsforberedelsen fik nu en stærkere karakter af forkyndelse, aktiviteter og oplevelse. Nye materialer blev udviklet til undervisningen. En pædagogisk forskning tog fart – og på mange måder ”overhalede” den kirkelige pædagogik skolens kristendomsundervisning.

Skolereformen i 2014 betød en ny udfordring for kirkens konfirmationsforberedelse, idet det ikke længere var en selvfølge, at forberedelsen kunne ligge indenfor selve skoletiden. I Københavns kommune var man i øvrigt vant til at lægge konfirmationsforberedelsen udenfor skoletiden. Men i landets sogne måtte man til at tænke kreativt med hensyn til hvornår undervisningen kunne finde sted. Det var langt fra alle sogne, der kunne få de to ”gode” timer først på skoledagen til undervisningen af konfirmanderne.

Det satte gang i nye forberelsesformer som f.eks. samlede ugeforløb og/eller weekendforberedelser mv. Alt i alt kan man tale om, der er kommet en revolution i forberedelsen i løbet af de seneste år. Forberedelsen er om noget blevet oplevelsesorienteret. Man lærer f.eks. ikke om gudstjenesten, men oplever den, dvs. holder gudstjeneste og i øvrigt bruger ritualer i undervisningen, Præsterne har også fået en anden erfaring med de unge - også uanset om de går i 7. eller 8. klasse - nemlig, at de gerne vil vide noget, de er spørgende og interesserede. På den anden side har en del af de unge ikke så megen paratviden, som undervisningen kan bygge på.

Tradition eller valg
Er konfirmation noget man vælger – eller er det tradition? På det spørgsmål svarer sognepræst Kaj Bollmann, Jyllinge sogn i Roskilde stift: ”Det afhænger helt af, hvor du er i landet. I København og de store byer er konfirmation en bekendelseshandling, et valg. Men bare du kommer ud til os, er der rigtig meget tradition i det."

"Vores konfirmationsprocent (85) er højere end dåbsprocenten (80). Ud af 155 på årgangen i år, bliver 137 konfirmeret. Det er en del af det lokale, men det betyder ikke nødvendigvis at det ”bare er tradition” – det er også en bekendelse til, at vi hører hjemme i vores lokale kirke. For der er ikke noget deklasserende i at undlade konfirmation”.

Ritualet
Selve konfirmationshandlingen består af følgende led:

• Tale til konfirmanderne (evt. med samtale)
• Trosbekendelse
• Tilspørgsel og svar
• Konfirmationsvelsignelse
• Fadervor

l ritualet findes der tre valgmuligheder: Den første mulighed er, at præsten med navns nævnelse spørger den enkelte konfirmand om trosbekendelsens punkter – altså ligesom de voksne(forældre eller gudmoder) ved dåben blev spurgt og svarede "ja" på barnets vegne: ”Forsager du Djævelen.. Tror du på Gud Fader den almægtige og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, og på Helligånden.

Den anden mulighed for tilspørgsel er, at præsten med navns nævnelse spørger den enkelte konfirmand: Vil du konfirmeres i den kristne tro?

Men hvad er så forskellen i grunden mellem at sige ja (igen) til trosbekendelsen – og så sige ja til at ville konfirmeres? Svaret ligger i, hvordan vi opfatter forholdet mellem dåb og konfirmation. Ifølge en luthersk forståelse af dåben, så står dåben fast. Den skal ikke bekræftes, for den gælder én gang for alle. På den anden side var der efterhånden et voksende behov for, at konfirmanden kunne få mulighed for at sige ”ja” til noget i konfirmationsritualet. Muligheden er så enten at svare ja til bekendelsen som en erindring om, at man engang blev døbt - eller den mere "bløde" formulering, som blev indført i ritualbogen af 1992, at man kunne svare ja til at ville konfirmeres.

Den tredje mulighed, som findes ritualet, er velsignelsen uden tilspørgsel. Det er den helt objektive forståelse af konfirmationen, som i den sidste halvdel af 1900-tallet godt nok har været oplevet af mange præster og konfirmander som en befrielse. Men mere og mere har det været et argument, at konfirmation som en ren velsignelseshandling gør det vanskeligt at se en egentlig sammenhæng mellem forberedelse og konfirmationshandling, og i øvrigt virker det som en umyndiggørelse af konfirmanderne.

De unge vil meget gerne være mere aktive. De foretrækker at blive spurgt. De synes, det er for dårligt, at de ikke selv skal sige noget. Og de vil gerne vedkende sig tilhørsforholdet til det, som de har lavet i det forudgående år, siger sognepræst Kaj Bollmann. Og han tilføjer: ”I år har jeg slet ikke spurgt, men de år jeg har spurgt, har der ingen tvivl været”.