Konfirmation

Kære konfirmander: Gå ud i verden og vær en god ven

I er Guds venner. Venner er frie, nyder hinandens selskab og kan dele tanker og følelser med hinanden, skriver Martin Herbst i sin tale til årets konfirmander. Foto: Lars Krabbe/Polfoto

Hvad gør et venskab til et venskab? Jeg vil besvare det spørgsmål med tre ord: Tillid, trofasthed og troværdighed. Sådan staver man nemlig til venskab i livets ordbog, skriver sognepræst og forfatter Martin Herbst

Kære konfirmander.

Jeg vil godt spørge jer om noget. Hvad betyder mest for jer? Er det skolen og lektierne? Næppe. Hvad da med hobby eller arbejde? Heller ikke. Jeg tror, at det vigtigste for jer er jeres familie og venner. Og i det daglige liv er det måske i virkeligheden venskab, der betyder mest for jer.

For som en konfirmand betroede mig; man kan godt klare sig uden en far eller mor, hvis bare man har nogle venner, eller måske blot en enkelt ven, man kan støtte sig til. Dertil kommer, at man sagtens kan være ven med far og mor og familiemedlemmer. De kan også være ens bedste ven.

Når nu venskab og venner er så vigtigt, måske det allervigtigste, må vi spørge: Hvad gør egentlig en ven til en ven? Hvad gør et venskab til et rigtigt venskab?

Så hvad gør et venskab til et venskab? Jeg vil besvare det spørgsmål med disse tre ord: Tillid, trofasthed og troværdighed. Sådan staver man til venskab i livets ordbog. For man skal kunne stole på en ven, ellers er det ikke en rigtig ven. Og venner skal være trofaste over for hinanden. Selvom der er udfordringer, holder man ud, og man holder sammen.

Endelig skal en ven være troværdig. Det sidste er faktisk meget vigtigt. At være troværdig betyder, at man ikke lyver, snyder, stjæler, bedrager og påfører andre mennesker ondt. Venskab fødes af kærlighed, og kærligheden ønsker det bedste for alle mennesker.

Venner og venskab er det vigtigste for jer. Det er også det vigtigste i kristendommen. For kernen i kristendommen er troen på Gud og hans søn Jesus Kristus. Men hvad vil det sige at tro på Gud og Jesus?

Det betyder ikke, at man nok tror, at der er en eller anden Gud et eller andet sted i universet. Og at man anser det for rimeligt sandsynligt, at en mand ved navn Jesus engang gik rundt i Galilæa og blev henrettet på et kors. Troen er noget andet og dybere end formodning eller historisk viden.

Ligesom venskab staves kristen tro med tre t’er: Tillid, trofasthed og troværdighed. At tro på Gud betyder, at man har tillid til, at Gud altid vil være trofast, og at det er troværdigt, fordi Jesus gik i døden for sine venner og fjender. Det er tro.

Og som du kan forstå, er troen ikke en envejsbevægelse fra Gud til dig. Troen går begge veje. Du tror på Gud og har tillid til Gud. Det har du, fordi Gud elsker dig og er trofast over dig. Selvom troen, tilliden og troværdigheden begynder med Gud, så fødes den i dig og bærer frugt i det liv, du lever. Mødestedet mellem dig og Gud er de tre t’er: Tillid, trofasthed og troværdighed. Det er med de tre t’er, at man både staver til venskab og tro.

Hvad betyder det? Det betyder, at du er Guds ven. Det er betydningen af jeres konfirmation. I konfirmationen fejrer vi, at I er Guds børn, men vi fejrer også, at I er Guds venner. I er ikke Guds fjender. For I kender Gud og ved, at Gud har åbenbaret sin kærlighed for verden i skikkelse af Jesus Kristus. Og I elsker og respekterer dem, som Gud elsker; alle mennesker i hele verden, uanset hvor de kommer fra.

I er heller ikke Guds tjenere. For en tjener er hele tiden motiveret af frygt, tvang og andre menneskers opsyn. I er Guds venner. Venner er frie, nyder hinandens selskab og kan dele tanker og følelser med hinanden.

Kære konfirmander.

Jeg kan godt forstå, hvorfor venner og venskab er så vigtigt for jer. Gå nu ud i verden. Gå ud i verden i tillid til, at I er Guds venner. Vær en god ven. Bliv en god ven. Få nogle gode venner, og gør verden til et sted, hvor alle kan være venner.

Hjerteligt tillykke med jeres konfirmation!

Martin Herbst
Ekstern lektor, forfatter, foredragsholder og sognepræst