Konfirmand på Ruder Konges tid

Nutidens konfirmationsfejring ligger langt fra den, konfirmation Adelheid Nielsen oplevede, da hun var en ung pige. Foto: Thomas Wilmann/ritzau

Adelheid Nielsen fik én gave og blev budt på suppe hos genboen, da hun blev konfirmeret i 1914

Kristeligt Dagblad interviewede første gang Adelheid Nielsen i 2001 til en artikel om ældre over 100 år. Hun lever stadig og er på vej mod de 108. Det er de detaljerede minder fra et helt århundrede, der holder hende i live, selvom Gud efter hendes mening godt snart må sende billetten.

Konfirmationen i 1914 husker hun tydeligt. Den adskilte sig på alle måder fra nutidens flotte fester med store gaver. Adelheid Nielsen fik kun én lille gave og blev budt på suppe hos genboen.

Hun blev født i Stenstrup i Sydsjælland i 1899 af fattige landarbejderforældre, der var flygtet over Øresund på grund af fattigdom i Sverige. Hendes mor arbejdede som malke- og lugepige, hendes far var kvægrøgter. Adelheid Nielsen voksede op i små kår hos sin mor, da forældrene gik hver til sit. Hendes skolefrøken i landsbyskolen blev hendes mentor og gav hende indblik i bøgernes verden - senere uddannede hun sig til forskolelærerinde og blev gift med ordbogsforfatteren B. Kjærulff Nielsen. I dag bor Adelheid Nielsen på plejehjemmet Frydenholm i Holte - byen, hvor parret havde deres fælles hjem i 72 år.

Fortællingen om konfirmationen i Jungshoved Sogn ved Præstø i Sydsjælland deler hun her med Kristeligt Dagblads læsere:

I mit barndoms sogn var der ikke noget sogneliv. Folk gik ikke ud til noget, sognet var dødt. Fra forsamlingshuset hørte man sommetider larm og støj, når unge havde bal, men vores lærer fortalte os, at det var et basseralle-sted, hvor man ikke skulle komme. Ellers foregik der ikke noget. Jeg var blevet så gammel, at jeg skulle gå til præst hos den gamle pastor Warming. Han var af den fine præstetype, der talte lærd som en universitetsmand. Han var det rareste og sødeste menneske, og jeg kom til at holde af ham.

Vi var 15, der kom til præstegården og skulle gå til konfirmandforberedelse. Pastor Warming udlagde de mest kendte skrift-steder fra Bibelen, katekismus, trosbekendelsen og nogle salmer. I en af sine timer forelagde han os noget og stillede os et spørgsmål. Da jeg sad i nærheden, svarede jeg. Han spurgte igen, og det blev ligesom en hel lille samtale mellem os. De andre sagde ikke noget. Lidt efter rystede han sagtmodigt på hovedet og sagde med et suk:

"Ja, du forstår det, men de andre ..."

Jeg havde så ondt af ham. Han var et bymenneske, der var havnet ude på landet i Gøngehøvdingens gamle område på grund af sin præstegerning. Han faldt slet ikke til.

Han talte et akademisk sprog, som ingen rigtig forstod. Det, han sagde, var godt, men folk forstod det ikke. Han følte, at han ikke slog til, og det gjorde han heller ikke. Ingen kom i kirken.

Jungshoved Kirke var bygget af Frederik den Tredje og lå helt afsides syd for Præstø. Der var et godt stykke at gå frem og tilbage, og der var ingen andre transportmidler end gå-ben. Fra Præstø var der først et stykke hovedvej og så en bivej, der var pløret om vinteren og støvet om sommeren. Niveauet i præstens prædiken var langt over, hvad folk var vant til at høre. Jeg forstod, hvad han sagde, for jeg havde læst bøger. Men når folk kedede sig i kirken og ikke rigtig syntes, de fik noget ud af det, blev de hellere hjemme.

Til konfirmationen fik vi piger syet en kjole, der skulle være pæn til anledningen. Drengene fik en pæn skjorte og mørkt tøj. Vi mødte i kirken til gudstjeneste, og efter den blev der stillet bænke langs med stolerækkerne til pigerne i den ene side og drengene i den anden. Præsten gik rundt og forhørte os hver især om det, vi havde lært eller skulle have lært. Næste søndag var der altergang for konfirmander, og vi kom op til alteret og fik nadver.

Efter konfirmationen holdt de fleste middag. Min mor havde ikke midler til en middag, men vi havde nogle genboer, Peter og Sofie, som var ganske enestående, og som plejede at invitere os over og spise med en gang om ugen. Det gjorde de også på min konfirmationsdag.

I ungdommen havde de været meget forelskede, men de måtte ikke få hinanden. Han rejste til Amerika for at tjene penge, mens hun blev gift København og blev enke. Peter kom hjem fra Amerika og friede til hende igen, og de blev lykkelige sammen.

Sofie lavede mad, som han ville have det. Hun lavede sulevælling ved at koge flæsk sammen med byg- eller risengryn, gulerødder, selleri og porrer. Når de skulle have det, blev mor og jeg inviteret over for at spise med. Vi fik en tallerken suppe og et stykke flæsk hver. Næste dag og tredje dag spiste de resten. Sådan havde Peter lært at spise i Amerika.

Til min konfirmation blev vi inviteret over til hønsekødsuppe. Vi var kun Peter og Sofie og mor og mig. Det var storslået af dem, og i mine tanker har jeg mange gange siden takket dem for den konfirmationsmiddag. Som den eneste konfirmationsgave fik jeg af nogle mennesker, vi kendte, en lille broche med uægte sten rundt i kanten. Jeg fik at vide, den havde kostet en krone. Da jeg senere kom til København, traf jeg nogen, der var lidt snobbede. De så min broche og sagde:

"Næh, det er jo diamanter!" Jeg modsagde dem ikke.

Efter min konfirmation kom jeg til en barberfamilie i Præstø som pige i huset til ni kroner om måneden. Det var kort tid før Første Verdenskrig.

Da krigen brød ud i august gik folk i panik. De gifte mænd, der havde været soldater, skulle ind til militæret for at øve sig i at føre krig. Konerne græd, og det var en forfærdelig redelighed. Tyskland lå dernede og ulmede og var den store fjende, men den hysteriske stemning i Danmark gik i sig selv igen, for krigen kom aldrig tæt på. Manden i huset sagde, at nu havde de rigtignok ikke råd til at holde pige mere, og jeg måtte hellere tage hjem til min mor.

Hjemme hørte jeg, at pastor Warming var død, og det blev starten på en stærk vækkelse, som gik over sognet.

Der skulle komme ny præst fra de indremissionske egne i Midtjylland. Det var op under jul, og folk skulle da i kirke for at se den nye præst. Kirken var fuld af mennesker. Orglet spillede en glad melodi af en helt anden slags, end man plejede at høre, og ved indgangen blev uddelt et stykke papir med teksten til: "Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad." Førstelæreren sang først med på den én gang. Det var da en melodi, man kunne med det samme, og hvor var den dog køn med sin tekst om mor derhjemme. Den greb folk.

Så kom pastor Kock på prædikestolen. Han var en stor skikkelse med en løvemanke, som rystede, når han talte kraftigt og dirrende til folk om synd og syndernes forladelse, og at de fortabte gik direkte ned i helvede. Det var noget helt andet end den fine pastor Warming. Her var en, der kunne sige noget, så det slog.

Folk begyndte at komme i kirken, i begyndelsen nok af nysgerrighed, men siden fordi de blev grebet af præstens ord.

Der var så mange, som begyndte at gå i kirke, at den unge præst skrev hjem til Herning, hvor han havde været kapellan. Han skrev til sin menighed, at det var lykkedes ham at vække folk, men han manglede et lokale, hvor folk kunne komme på hverdage. Menigheden i Herning samlede minsandten sammen og sendte ham penge, så der blev bygget et missionshus midt i sognet. Der var ikke så langt som til den afsidesliggende kirke, og folk kom i missionshuset og hørte ham.

At vækkelsen blev så stærk, skyldtes vel, at alle mennesker har noget, som de ikke er så stolte af, og som de angrer. Pastor Kock talte meget strengt om deres synder og om, at de var evigt fortabte, hvis ikke de omvendte sig og blev frelste.

Det var stærke ord. De har vel nok bedt om frelse, og når de var frelste, var de lykkelige og sang - ikke efter salmebogen - men efter en særlig sangbog med engelske sange, der var oversat til dansk. Det var en meget stærk missionsbevægelse, og jeg blev selv dybt grebet af den. Da jeg senere kom hjem på ferie, hørte jeg, at pastor Kock var død. Hvad der siden skete i sognet, ved jeg ikke, for jeg forlod egnen for altid, og mit liv kom til at udspille sig andre steder.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Foråret er sæson for konfirmationer. I en serie sætter Kristeligt Dagblad i denne uge fokus på dagens konfirmander og den tradition, de indgår i. Denne artikel er den fjerde i serien.